Italiensk for begyndere: 4 begravelser og et bryllup

Italiensk for begyndere

26/12-134 begravelser og et bryllup
Spoilers,

Dansk films ukronede dronning, Lone Scherfig, har en svaghed for virkeligt skæve eksistenser og laver derfor tilsvarende skæve film. Hun har en særlig befriende evne til at blande komedie og tragedie, så man griner, hvor man burde græde og omvendt. Tilsat lidt sød og drillende leg med menneskets mentale teddybjørn, tryghed og kærlighed. For vel er Olympia, præsten og Jørgen Mortensen gode, men de er omvendt ramt af teddybjørnitis, ude af stand til at trække grænser over for andre, sige fra, stille krav (skønt præsten ellers selv formulerer et bibelcitat om krav) eller for den sags skyld tænke eller passe på sig selv (som præsten også rådgiver andre til).

Italiensk for Begyndere varer 112 minutter, længere end standarden, og handler om ca. et halvt år i seks menneskers liv. Læg mærke til timingen for de tre pars møder i forhold til disse tidsfaktorer. Det er således det forskellige tempo i hvert af de tre forhold, det er filmens kunstgreb og omdrejningspunkt.

Selvom filmen havde varet 3 timer, ville Anders W. Bertelsens præst formentlig stadig ikke have taget sig sammen til at erklære Olympia sin kærlighed. Det han kan råde andre til at sige, kan han ikke selv sætte ord på. Filmspolen løber så at sige ud for ham, i ren dogmestil. Og filmen lader det således stå åbent, ligeså åbent som præsten selv lader det stå, om han nogensinde får erklæret Olympia sin kærlighed eller om hun ender som gammeljomfru under hans selvfornægtende og fordringsløse mentale impotens. For hvem giver råd til en rådgiver? Men ord er måske ikke nødvendige for den præst, der forkynder ordet? Humoren bundløs og fyldt med lag.

Hal-Finn finder først, men finder kun halvt, han går efter den hurtige oplevelse med forførersken Karen og de er det første "par", men han tør ikke stå ved sin kærlighed over for gruppen, og er der så tale om kærlighed? Eller bliver det? Eller kan mindre gøre det?

Jørgen Mortensen og Guilias historie er på alle måder filmens klimaks, centrum, guldhjertet (Scherfigs lille stikpille til Triers guldhjerte-trilogi) og sprog er ingen barriere for kærlighed, tværtimod indser Guilia (hvis temperament elegant binder karakterernes skævhed sammen) heldigvis, at hun faktisk har modtaget en ticket-to-ride fra sin hverdagshelt, og at der stadig er meget italiensk (=kærlighed) hun kan lære.

Man kan sige, at Karen og Finn finder hinanden af ren og skær umiddelbar og ens energiudladning, mens Jørgen og Giulia (bemærk navneligheden) er en slags yin og yang. Scherfigs drillende åbne slutningsspørgsmål for Olympia og præsten, de to mere end over-gode selvfornægtere, er, hvordan tror I så at de finder hinanden på det verdslige plan uden spænding og drift?

Som i Rødt Chok rejses der til Venedig for at lindre tabet. Med rød frakke. Og Scherfig lader Karen smide den røde frakke, tabstraumet, der relateres til moderen, og elske oven på frakken i en af Roegs smalle mentale gyder, i et elegant homage til Roegs thriller, hvor Venedig var dødsspiralens endestation, men hvor Scherfigs karakterer frigør eller prøver at frigøre sig fra deres tab og traumer på samme måde som Dogmefilmen brød med Roegs generation. Tak og farvel til fortiden. Igen i fællesskabets navn.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.