The Wolf of Wall Street: To live outside the law you must ...

The Wolf of Wall Street

23/02-14To live outside the law you must be honest
Da missen blev glat.

(Spoilers)

Det er ikke svært at se "aktivstoffet" i Scorseses nye, overraskende hæsblæsende komedie af en gangsterromantisk ud- og afviklingshistorie. Scorsese har taget sit loyalitetstema fra gangsterfilmene og proppet det ind i en historie om de "moderne" gangstere, finansverdenens speedsnakkere med en power of persuasion så stor som deres drift mod sex, stoffer, fester og tidlig død. Telefonen er som en riffel der venter på en snigskytte - våbnet til at overtale naive folk til letsindige eller dødsdømte investeringer. Scorsese placerer flot sin hovedperson, det talende maskingevær - i egne erindringer - som den moralske helt, der er loyal til det sidste og ofrer sig selv og alt hvad han har kært i venskabet og kærlighedens navn, men som i bedste Godard-stil ender med at blive forrådt af dem begge og af et bornert samfund.

Den historie mestrer Scorsese stadig som ingen anden, så man får tårer i øjnene under vor helts afskedstale. Skal man operere på kanten af eller uden for loven, må man, som Dylan jo sang, være ærligheden selv, holder sine løfter og være loyal, ellers går det galt, og den lektie kan vores hovedperson i søvne. Han tror på folk, i en verden af tricks og mistillid. Men medløberhustruer, nasserøvsvenner og livsbitre embedsmænd står - i hans egen erindring - klar misundeligt og egoistisk til at stikke knive i ryggen på en mand, der dybest set ikke har gjort andet galt end at åbne munden og tale - og dermed overtale folk til at tro på hvad han siger. Scorsese antyder, at der måske næppe er nogen rigtige ofre, nogen rigtig forbrydelse, idet han nærmest ophæver grænsen mellem lovens håndhævere og forbryderne. Et klassisk stiltræk i hans film, som Tarantino, Mann etc. har videreudviklet.

Scorsese kan den historie udenad. Og han serverer den som en fed, farverig, overdådig og dekadent symfoni af life in the fast lane, der er både sjov og grum på samme tid, fordi man må og skal tage sig i at grine, da historien bestemt har en morale, men måske ikke lige der hvor nutidens Alt For Damerne-læsere tror den er. Det er ikke en film om egoisme og kapitalisme, men om livsvilkår i et kapitalistisk samfund. Det er en film om loyalitet mest af alt. Og så igen om hovedpersonens illusion (i DiCaprios skikkelse), hentet fra Aviator, om at han kan flyve, blive usårlig, vægtløs, ubundet til alt, uden kompromisser. Scenen i flyet, hvor han spændes fast er tematisk central. Scorsese selv lægger ikke skjul på sit stofmisbrug da han var yngre. Og selvreferencerne er mange, bl.a i form af de medvirkende instruktører Spike Jonze, Rob Reiner og Jon Favreau, ligesom filmens sidste billede spejler os selv som tilskuere til Scorsese fest af en fortælling om den luftbårne lykke-drøms umulighed, og vi må stemme i og indrømme, i hvert fald for mit vedkommende, at ja, jeg købte den og køber den gerne igen.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.