Blade Runner: The Final Cut: Lad de andre versioner forsvi...

Blade Runner: The Final Cut

05/05-14Lad de andre versioner forsvinde som tårer i regnen
Uforskammet sent fik jeg for nylig set denne definitivt sidste (på spejderære, siger Sir Ridley) version af Blade Runner. The Final Cut er den eneste version, hvor Scott har haft hundrede procent kreativ frihed og samtidig selv har siddet med saksen. Var jeg spændt? You bet!

Lad mig først lige slå fast (og således få dig til at stoppe med at læse videre), at jeg aldrig har forstået Blade Runner. Helt. Den er aldrig krybet ind under huden på mig, som den gjorde på en hel generation i sin tid. Visuelt har jeg naturligvis altid været draget og imponeret, ligesom jeg heller aldrig var i tvivl om, at Harrison Ford var tidløs og Rutger Hauer et mirakel i denne film. Men....

....jeg har altid haft den mistænkt for blot at være en utrolig tynd historie i neon-oplyste fåreklæder.

Før var jeg blind, nu kan jeg se.

Jeg har givet denne film lige så mange chancer, som der findes versioner af den, så tillad mig at foreslå nysgerrige Blade Runner-jomfruer at droppe forspillet med de andre udgaver og gå direkte til selve akten i form af The Final Cut. Dette er ikke et et billigt salgs-gimmick, det er den ægte vare og filmen har aldrig været bedre.

For mig er det vigtigste element i versionen her, at Deckards fortællerstemme er slettet for bestandigt. Selvfølgelig er det summen af mange ændringer, der gør gensynet glædeligt, men jeg kan koge det ned til den ene beslutning, når jeg skal forklare, hvorfor jeg pludselig går fra at kunne lide denne film til at elske den. Det giver den en helt andet stemning, som langsomt men sikkert fortærede mig - rub og stub. Der er så mange lavmælte og svævende gode scener i den her film, der skal nydes - uden manual, bare nydes, og det bliver de nu, hvor der er skabt plads til mere selvstændig tænkning.

Derudover er filmen en sand åbenbaring på Blu-ray. Husker hvordan jeg som teenager ofte kæmpede med det grynede mørke billede fra VHS'en, når jeg så Blade Runner. Det viste sig, jeg aldrig så den. Ikke rigtigt i hvert fald. Blade Runner er visuelt så revolutionerende en film, at teknikken først nu kan yde den sand retfærdighed. Er du gal den er flot - frygtindgydende flot. De talløse små scenografiske godbidder titter nu ud af mørket og funkler.

Jeg vil stadig vove at påstå, at filmens manuskript er underligt fattigt og kunne være endt katastrofalt i de forkerte hænder. Men jeg kan nu se, med denne endegyldige version, hvad Ridley Scott ville dengang. Og jeg forstår ham. Det er et forbandet hæderligt projekt.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.