Saving Mr. Banks: Disneyland After Dark

Saving Mr. Banks

28/07-14Disneyland After Dark
Spoilers,

Disney har lavet en film om en film, som Disney engang lavede. Ikke i sig selv særligt epokegørende. Men denne søde og ikke helt sandfærdige historie, der udspiller sig som en klassisk kamp mellem den målrettede mand og den tavse sfinx af en kvinde, der blot ubegribeligt for ham siger nej, men som ender med at give efter, kan bruges til at tage pulsen på Hollywood af i dag. Hvor er man i forhold til tabuer, seksualitet, politik og kunst samt ikke mindst mandens krav om en (symbolsk) orgasme? Umiddelbart svag puls - skeletterne synes på anmeldelserne at kappes om pladsen i skabet.

Vi har at gøre med to legender af helt forskellig art. Walt Disney er nærmest tegne- og animationsfilmens grundlægger og en institution i amerikansk film uden mange sidestykker, men han er senest blevet kritiseret for påstået halvnazistiske tilbøjeligheder. P.L. Travers derimod fik kun begrænset berømmelse som forfatter, men er siden nærmest vokset til et feministisk og ikke mindst lesbisk ikon, bl.a i kraft af den historie filmen fortæller, mens andre kræfter er ude på at hudflette hendes myte (se links forneden til indlæg fra de to "lejre"). Ideen til Saving Mr. Banks er udviklet af en kvinde, Kelly Marcel. Dramatisk forekommer historien oplagt. Dels at sætte Travers op imod Disney, for de to repræsenterer nærmest kun modsatrettede værdier, som filmen også viser - det patriakalske samfund hos Disney mod Travers', i kvinders øjne, ligestillede samfund. Dels at udtænke, måske opfinde, Travers' barndomstraume og lade Disney forsøge at løse sfinkens gåde.

Man kan sige at det er diskriminerende at lade kvinden være traumatiseret. Det er dog primært en vinkel som feminister og ikke filmkritikere ville lægge vægt på. Feminister har beskyldt filmen for at være én lang heksebrænding. Men alle film skal have et mysterium, en knude der skal løses, og et kækt svar kunne være, at det vel er tættest på virkeligheden, at kvinden, der er bedre til at skjule sine hemmeligheder end manden, er bærer af dette mysterium. Man kan sige, som nogle har påpeget, at det er patetisk og politisk korrekt, at Disneys største last er hans rygning. Og at det viser, at produktionsselskabet ikke tør betvivle myten med politiske og kønspolitiske antydninger, men godt tør antyde Travers' blik for kvinder, endog som årsag til hendes knibskhed og antyde hendes kølige forhold til adoptivsønnen. Hvis man glemmer symbolikken i overskægget, som kunne være en fin hentydning til rygterne, må man dog spørge sig selv, hvorfor dette rygte nødvendigvis hører hjemme i enhver film, der portrætterer Disney. Det gør det naturligvis ikke.

At den kunstnerisk noget uambitiøse Tom Hanks, der nærmest ene mand personificerer Hollywood af i dag, er valgt overfor Emma Thompson kan heller ikke kritiseres. De er på en måde deres roller i virkeligheden, og valget er snarere en ærlig erkendelse af, at der er forskel på folks værdier. Filmen er i virkeligheden en moderne kulturkrig, for de indvendinger Thompson lader Travers udgyde mod Disney, simplificering, kapitalisering, kan for en stor dels vedkommende indvendes mod Hollywood i dag, her 50 år efter hændelserne fandt sted. At der skrues på sandhedsknappen navnlig i og med at Disney aldrig rejste til London, ligger inden for rammerne af den kunstneriske frihed. Dramatisering kræves. Og det giver filmen en jævnbyrdighed mellem karaktererne, der er vigtig at fastholde.

Jeg synes alt i alt, at Hollywood helt forventeligt vakler lidt, men ender med på klassisk rørstrømsk vis at bestå prøven med Saving Mr. Banks. Centralt er mandens desperate forsøg på at forstå kvinden og hendes til hudløshed gentagne tyrefægtermanøvrer for at trætte og spidde manden, indtil hun endelig giver sig. Det handler i virkeligheden ikke om hvem der har ret, men om respekt. Centralt er også filmens (og ikke mindst manuskriptets) fine kobling til barndomstraumet, farens sygdom og død, filmens narrative omdrejningspunkt og forløsning, fordi filmen dermed (lidt fersk) viser, at hun overvinder sit traume, i samme øjeblik hun bliver klar over, at hun deler det med andre, der forstår hende. Og endelig det forhold, at Travers netop ved sin underskrift tilsidesætter sin stolthed og vælger de materielle værdier, som hendes far ikke formåede. Hun viser at hun kan kvæle fantasien og være realist for en stund.

Det er dog stadig en Hollywood-film og ikke en auteur- eller independentfilm. Titlen er fjollet i sit ferske forsøg på at spille på tvetydigheden i "saving" overfor "bank"/"Banks", samtidig med at ville referere til Tom Hanks film "Saving Private Ryan". Samtidig bøjer titlen på typisk Hollywood-facon filmens tema så meget i neon, at mysteriet reelt i al væsentlighed er røbet fra start, selvom farens død først indtræffer sent i filmen. Det er også kun Hollywood, der har behov for at lave egentligt flashback fra nutidens karrusel til karrusellen i Travers' barndom og lade datteren ride sin mor til undsætning fra selvmord. Men det er jo en film, der rent filmisk appellerer stærkt til tårekanalerne, både på og udenfor lærredet.

http://wellywoodwoman.blogspot....ective-by.html
http://www.dailymail.co.uk/news...cent-boys.html

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.