Monumenternes mænd: Clooney går fra særbehandling til unfa...

Monumenternes mænd

05/09-14Clooney går fra særbehandling til unfair behandling
George Clooney som instruktør er en blandet landhandel, og jeg var en kende nervøs inden denne her. Jeg faldt pladask for hans debut "Confessions of a Dangerous Mind", men mener samtidigt også, han har fået lige lovlig meget medfart af kritikerne herefter. I min bog har han ikke har ramt 'the high note' siden. Det gør han heller ikke her. Men om jeg fatter, hvorfor "The Monuments Men" er blevet haglet ned over en bred kam. Det er en af årets hyggeliste film.

'Hyggelig' spørger du? Er det ikke lige groft nok, når bagtæppet er Anden Verdenskrig med millioner af dødsofre? Overhovedet ikke. Clooney zoomer i stedet ind og behandler sit velvalgte emne om kunst-tyveri med finesse, charme og frem for alt respekt. Rædslerne står i baggrunden denne gang.

Og tak for det! Der er sgu nok depressive film derude om denne krigs menneskelige tab, som der naturligvis bør være. Men hvor er det dog forfriskende at se en film, der leger sig igennem krigstiden med en lethed og elegance, som dermed hylder nogle af de bedste WW2-film, hvis du spørger mig. Jeg kan kun antage, at de hårdeste kritikere af "The Monument Men" ikke kan deres filmhistorie - det her er en 60'er-film for fa'en! Den hylder stilen og fortælleteknikken fra klassikere som "The Great Escape" og "Kelly's Heroes", og den slipper af sted med æren i behold. Det alene fortjener Georgie-boy et gedigent skulderklap for.

Ligger du deroveni gennemarbejdede udendørskulisser, en perfekt musikside (en af årets bedste) og en drøm af et cast, er det svært at snuble i feltmarken. Seriøst, tjek lige den rolleliste, den er uvirkelig! Jeg var især glad for Bob Ballabans madglade teaterdirektør, Hugh Bonnevilles slagne engelske gentleman og Bill Murrays komiske indspark (her meget tilbagelænet hvilket blot gør hans sjove momenter stærkere). Clooney selv er også god i front. Den forhør-scene mod enden hvor han i ro og mag piller nazi-obersten ned. Spot on!

Der er scener, der får filmen til at stråle, såsom da Bill Murrays karakter hører en grammofon-hilsen hjemmefra med en sangrøst så hjerteskærende smuk, at den på de få sekunder forklarer præcist, hvad det er disse mænd, er taget af sted for. Og der er scener, der er overflødige. Hele mine-sekvensen med en nervøs Matt Damon virker eksempelvis påduttet i dens forcerede forsøg på at give lidt kortsigtet spænding. Men i det samlede billede råhyggede jeg mig altså. Solid gammeldags veludført underholdning med et budskab, man ikke kan andet end sympatisere med. Mere behøves jeg sådan set ikke.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.