Joe: Cage i topform i en fascinerende, skummel sydstatsfor...

Joe

01/10-14Cage i topform i en fascinerende, skummel sydstatsfortælling
15-årige Gary lever et råddent liv i den absolutte amerikanske underklasse. Sammen med sin familie flytter han rundt mellem småbyer i Sydstaterne, drevet af, at hans alkoholiserede og ubehagelige far igen og igen bliver smidt ud af de lokale. Da de kommer til endnu en lille by, opsøger Gary et sjak daglejere, som arbejder med illegal skovrydning, og Joe, som organiserer arbejdet, giver ham chancen for at bevise sig selv. Joe har sine egne dæmoner at slås med, og samtidig med at han forsøger at hjælpe Gary uden at blande sig for meget, kæmper han for at holde sit eget liv under kontrol.

Som titlen antyder, er Joe filmens egentlige hovedperson, selv om Joe og Gary har hver deres sideløbende udvikling. Forlægget er en roman af samme navn af sydstatsforfatteren Larry Brown, og filmen rammer effektivt en blanding af socialrealisme og den stil, amerikanerne kalder Southern Gothic, hvor det bl.a. er fattigdom og underliggende råddenskab, der leder folk i fordærv. Her især udstillet igennem Joe, der konstant kæmper mod sit indre raseri, drukfældighed, oprørskhed og vanvid, men alligevel har en moralsk kerne, hvor han gerne vil gøre det rigtige. Og det smitter af på Gary, hvis historie omvendt er en klassisk omgang coming-of-age.

Gary spilles solidt af 17-årige Tye Sheridan, der sidste år havde en lignende rolle i ”Mud” og åbenbart er god til at spille sydstatsknægte (han er så også fra Texas). Men filmens store oplevelse er Nicolas Cage som Joe - den bedste rolle, jeg længe har set ham i. Med de mange tvivlsomme film, Cage har valgt at medvirke i, er det nemt at glemme, hvor god en skuespiller han faktisk er, når han lige gider - og har noget ordentligt materiale at arbejde med. Det har han absolut her, for Joe er en kompleks, interessant karakter, der på mange måder er Nicolas Cage classic i blandingen af fordrukkent vanvid og kynisk klarsyn. Og Cage får rigtig meget ud af både små detaljer i afdæmpede scener og de mere outrerede øjeblikke.

En tredje medvirkede er også værd at nævne, nemlig Gary Poulter som Garys væmmelige og beregnende alkoholikerfar. Poulter er dybt overbevisende, og det er han formentlig, fordi han faktisk var en hjemløs alkoholiker, som instruktør David Gordon Green fandt til rollen, og som kun havde haft en enkelt statistrolle på tv tidligere. Det endte desværre også tragisk, for Poulter blev fundet død i en grøft, før ”Joe” fik premiere. Og dermed er han altså et enestående eksempel på en skuespiller, der kun nåede at spille én eneste, men til gengæld fremragende rolle.

Green gør i øvrigt også et flot stykke arbejde med instruktionen. ”Joe” er en film med mange små løsrevne scener, hvor hovedpersonerne bevæger sig rundt i det lille lokalsamfund, men i modsætning til en del andre film sad jeg aldrig og tænkte, at nogle af de scener burde være skåret fra. Tværtimod giver de god mening rent tematisk og er ikke mindst med til at bygge de centrale karakterer op. For selvfølgelig giver det mening at se Joe gå på bordel og mislykkes med at få et blowjob, eller se ham hjælpe et par venner med at skære vildt op, eller at se de øjeblikke, hvor Gary næsten gør oprør mod sin far. Under det hele ligger der konstant skumle undertoner af sex og vold, og Green styrer med sikker hånd filmen mod den konfrontation, som naturligvis kommer til sidst. Også godt hjulpet af Tim Orrs stemningsfulde billeder af dette lowlife-USA.

”Joe” er én af de der små perler, som den amerikanske indiefilmscene leverer hvert eneste år. Den er et stykke medrivende, fascinerende og skummelt stykke americana af den slags, som kun kan komme fra Sydstaterne. Og så er det altså en ren fornøjelse igen at se Nicolas Cage i så god form i en virkelig vellavet film.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.