Boyhood: Comfortably Numb

Boyhood

19/10-14Comfortably Numb
Spoilers,

Richard Linklater er på en måde den mandlige pendant til Sofia Coppola i og med at deres stil begge er så impressionistisk, baseret på en næsten drømmeagtig og dogme-agtig fremstilling af indtryk og antydninger. Han laver, som hende, ofte film uden en produceret og formuleret handling. Det er så, hvad der også kaldes ægte kunst. Her er det brudstykker fra en barndom, indtryk, der svæver et sted mellem drøm og virkelighed. Filmen i sig selv påkalder sig først og fremmest interesse. Linklater har, bevidst eller ubevidst, udfordret konventionerne. Filmen er i strid med gældende overenskomsters krav om, at filmkontrakter kun må vare 7 år, optaget over 12 år. Dette er givetvis også en bevidst provokation mod den begrænsning af realismen i personernes udvikling, som sådanne regler kan skabe. Men den lange optagelsestid giver nogle enestående muligheder for at give de impressionistiske antydninger i personkarakteristikken og ikke mindst person(ligheds)udviklingen en dybere form. Det er endvidere, bevidst eller ubevidst, lykkedes for Linklater at få filmen forbudt for børn under 17 år i USA og under 15 år i England, dvs. at den er ironisk nok er utilgængelig for den befolkningsgruppe, den beskriver. Dette er dog mest lidt sjovt og ikke i sig selv problematisk, fordi filmen også i den grad henvender sig til forældrene. At Danmark med 11 år fører snerpe-kampen i Norden, er dog næppe overraskende.

Filmens næsten tre timer lange boyride er for Mason en tour de force i virkelighedens vaskemaskine på fuldt program med centrifugering. Noget er dødt inde i Mason. Det symboliserer den døde fugl. Vi finder bare aldrig ud af hvad, for livet fortsætter heldigvis. Hans barndom er et virvar af problemer og flytninger. Hans forældre er skilt, og det er sket før filmen starter. Så vi bringes som tilskuere lidt i tvivl om hvad det betyder for Mason. Filmen starter et helt andet sted, nemlig allerede med moderens konflikt med en ny kæreste. Det fungerer ikke, og selvom moderens historie ikke er filmens tema, kan Linklater ikke holde sig tilbage for at antyde, at moderen efter ægteskabet med Masons meget laid backe far, i stedet søger en autoritær type, og han kommer uløseligt forbundet med alkohol. Der er pegefingre og skideballer fra moderen, hendes kærester og chefen i restauranten. Er de for grove ved ham? Næppe. Pointen er i stedet, at professoren misser livets put. Linklaters store filmiske scene er afskedsfesten for Mason før han skal på college. Her samles trådene (som i Wizard of Oz, Alice i Eventyrland, Big Fish) hvor de mennesker, der har dannet baggrunden for Masons let drømmende indtryk fra barndommen, er til stede, reelt, som reelle mennesker, for at ønske ham lykke på rejsen. Det er så magisk realistisk som Linklater kan blive. Den sure chef fra restauranten er tilstede, nu venlig, og det er afgørende. Som barn kan man ikke altid se det, for man skræmmes af tilrettevisningerne fra de voksne, men de voksne gør det som regel i god mening.

Filmen selv har et klart selvbiografisk præg. Der er ikke langt fra Masons begejstring for fotografiet til Linklaters karriere som instruktør. Er slutscenen med Mason og hans nye college-venners udflugt til nationalparken en nøglescene? Ikke blot undlader Mason, belært af bitter erfaring efter Sheena har slået op med ham, at indlade sig med pigen, der sidder ved siden af ham, selvom lejligheden byder sig. De to personers passivitet står samtidig i skærende kontrast til de to andre personers aktive leg på stenene ved søen. Men de passer måske netop derfor sammen. Man leder efter temaet. Livets tilskuere og livets handlere. Har Mason mistet sin umiddelbarhed? Er han bare såret og skal finde sig selv igen? Er han kommet ud af barndommens sorgløse tilværelse og blevet voksen (lidt før tid) og er nu afmålt overfor den verden, der løbende har påført ham smerte. Og tematisk er vi tilbage til betragteren af verden, voyeur'en og hans ensomhed, hans manglende evne til at indgå i sociale sammenhænge med omverdenen. Man kan tilsvarende prøve at få mening ud af scenen i Austin. Hvorfor bestiller han en ekstra gang queso? I stedet for at tage knaldet. Er det hans naturlige usikkerhed overfor den seksuelle debut eller hans måde at gribe det an på, der tænder hende af. Han snakker ikke om det. Typisk tavs mand allerede? Hun bryder sig ikke om hans fotografier af hende - han skal jo ikke fortolke hende, han skal bare elske hende. Vi er tilbage til den døde fugl. Han blev aldrig en flyver. Han blev på jorden. Realist.

Filmens nøgletal er fire. Det er kernefamiliens tal. Den kernefamilie, som er splittet før filmen starter, og som er de ruiner filmen ironisk nok i et og alt er baseret på. Det er også antallet af personer i slutscenen i nationalparken - de evige fire. Det er antallet af medlemmer i Beatles - og ikke mindst antallet af tidligere medlemmer i det opløste Beatles, hvis musik efter Beatles-årene indgår i faderens fødselsdagsgave til Mason. Der er liv efter Beatles, og der er et liv og en familie efter skilsmissen, synes Linklater at sige. Det bliver aldrig det samme, men det kan være godt nok alligevel. Og endelig er fire antallet af grupper man ifølge moderen kan inddele sine ejendele i ved flytning: Smid væk, gem, sælg, forær bort. Her kunne Oscar Wilde have skrevet et rammende citat. Livets lærdom kan opdeles i de fire dele. Nogle egenskaber, mottoer og følelser bør man skille sig af med. Andre kan beholdes. Nogle kan man tjene penge på, og andre bør man give videre til andre mennesker uden beregning. Det (næst)sidste har Linklater så heldigvis gjort.

When I was a child
I caught a fleeting glimpse
Out of the corner of my eye
I turned to look but it was gone
I cannot put my finger on it now
The child is grown
The dream is gone
I have become comfortably numb.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.