Life Aquatic: Kreativiteten er redningsvesten

Life Aquatic

08/12-14Kreativiteten er redningsvesten
Jeg holder meget af Wes Anderson, og jeg holder også meget af Steve Zissou, selvom han er lidt af et selvoptaget fjols. Og det er takket være Bill Murray som spiller rollen med få "udsving", der indimellem lader os vide, at der ligger et forvirret hjerte gemt inde bag den lyseblå uniform. Bill Murray er god i alle afskygninger, men det er altså en fornøjelse at se ham helt nedtonet og så se hvor meget, han alligevel formår at vise os. Gud hvor jeg elsker den mand.

Som sagt står Wes Anderson også mit filmhjerte nær, men jeg kan alligevel ikke helt hengive mig til hans fjerde værk. Den er stadig lidt for flagrende, hvilket selvfølgelig også er dens charme... "Nobody knows what's going to happen. And then we film it. That's the whole concept", lyder det fra Zissou i filmen. Og sådan føles det nogle gange. At der er gået lige lovlig meget 'fri leg' i den med for mange karakterer at holde styr på. Jeg tror, det ville have fungeret bedre med et mindre cast - det havde givet filmen den snert af intimitet, som den mangler.

Men hey, de fire stjerner er godt givet ud, og der er så mange elementer i filmen, der ikke er til at stå for. Jeg ridder absolut med på Jacques Cousteau-viben. Jeg elsker stop motion-fremstillingen af de selvopfundne havdyr. Jeg har lyst til at give Willem Dafoe i Lille Per-hat en krammer. Jeg griner stadig af de bevidst dårlige og ufarlige skuddueller. Men frem for alt, så vil jeg bare gerne om bord på det vidunderlige skib. Gå på opdagelse i biblioteket, koble af i saunaen og høre en masse David Bowie på portugisisk.

09/12-14Kreativiteten er redningsvesten
Prøv at lægge mærke til i hvilke situationer Bowie-sangene afspilles og hvor elegant Wes Andersons billeder illustrerer Bowies tekst. Filmen er familietemaet igen-igen. Og ikke mindst en syrlig kommentar til Bowies eget kuldsejlede familieliv. Det er derfor hans sange er filmens soundtrack.

09/12-14Kreativiteten er redningsvesten
Som jeg forstår det, lykkedes det vist bare endelig for Wes Anderson at få rettighederne til sangene. Han er kæmpe Bowie-fan.

Men jo, sangene virker bestemt strategisk placeret. Jeg bed især mærke i 'Life on Mars?', hvor omkvædet blæses ud, mens Zissou går væk fra Ned, der lige har fortalt ham, han måske er hans søn. Ønsket om virkelighedsflugt er vel både at finde i sangen og scenen.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.