Abernes Planet: En rådden omgang bananmos

Abernes Planet

19/04-15En rådden omgang bananmos
Planet of the Apes (2001) (dansk: Abernes planet) af Tim Burton blev mødt med både spænding og skepsis, da filmen blev annonceret i år 2000. For trods Burtons gode ry i Hollywood, var mange filmfans og kritikere enige om at ikke burde røre en klassisker som Planet of the apes (1968), der trods de nu primitive abe-masker, holder stadigvæk godt med sin forunderlige og foruroligende historie om aber som talende verdensherskere og mennesker som stumme slaver.

En remake af filmen havde længe været på vej og samtidige filmfolk som blandt andet James Cameron (sammen med Arnold Schwarzenegger i hovedrollen!), Oliver Stone og Peter Jackson havde prøvet kræfter med filmen dog uden held. Tim Burton endte med at få instruktørjobbet ovenpå succesen med hans herlige gyser Sleepy Hollow (1999). Med ham ved roet opstod der høje forventninger til filmen, men den endte med at blive hans svageste film til dato osse selvom den blev et hit verden over.

Men Fox-studierne var ikke tilfreds nok med filmen ovenpå den negative modtagelse, hvilken resultatede i at de lavede rebooten Rise of the Planet of the Apes (2011) (dansk: Abernes planet: Oprindelsen) og den aktuelle efterfølger Dawn of the Planet of the Apes (2014) (dansk: Abernes planet: Revolutionen). Her i denne anmeldelse ser jeg på den første og fatale forsøg på at reboote den abeskønne franchise.

Plottet er det samme og så ikke helt alligevel. Astronauten Leo Davidson (en kedelig Mark Wahlberg) bliver under en rummission opslugt af en elektromagnetisk storm, der kaster ham længe og længe frem i tiden og han styrer ned på en fremmed planet. Der går ikke længe før han bliver
voldsomt overrasket af talende aber i rustninger anført af General Thade (en forrygende Tim Roth) og hans tro håndlanger Attar (en veloplagt Michael Clarke Duncan).

Sammen med andre mennesker bliver han fanget og solgt til en slave ejet af hun-chimpansen Ari (Helena Botham Carter) og hendes senator-far Sandar (David Warner). Ari fornemmer at Leo er anderledes end de andre mennesker og løber en stor risiko ved at hjælpe ham. Snart er de begge på flugt fra de vilde aber anført af den aggressive Thade, der ønsker at udrydde menneskeheden for altid...

Tim Burtons film hæmmes meget af et totalt fantasiløst manuskript, der nok har de samme grundlæggende idéer, men det formår ikke at lege med Pierre Boulles geniale forlæg på en ny og anderledes måde. Filmen er heller ikke interesseret i den dybe samfundssatire som den gamle film havde og fungerer mere som et gennemsnit actioneventyr/blockbuster. Men som bekendt er
Tim Burton mere en eventyrfilmmager end en Michael Bay-wannabe og det kan ses i filmens actionscener, der virker lidt kedelige i udførelsen.

Dem der formår at holde ens opmærksomhed, er Roth, Carter, Duncan og de andre abe-skuespillere. De spiller ud igennem deres masker og leverer varen med deres abe-mimik. Især er det Roth, der er fremragende, når han først slår sig løs på en intens og skræmmende måde. I øvrigt var skurken Thade oprindelig skrevet som en hvid gorilla, men Burton syntes at en chimpanse ville være mere uhyggeligt, hvilken var smart tænkt. De tidligere Planet of the Apes-stjerner Charlton Heston og Linda Harrison ses i små cameo-roller. Heston gør det fint i en noget ironisk scene som Thades døende far, der fortæller om mennesker og deres uhyggelige våben. Det er både sjovt at se Heston som abe og hører ham snakke negativt om våben, især hvad ang. hans lederposition i NRA!

Make up-mesteren Rick Baker er filmens sande troldmand, der tryller med sine utrolige masker. Han formår at gøre hver af aberne unikke at se på, hvilken datidens mester John Chambers ikke havde mulighed for dengang. Baker har tidligere mestret at bringe aber til levende på film som Gorillas in the Mist (1988) (dansk: Gorillaer i disen) og Mighty Joe Young (1998) (dansk: Store Joe Young) og var derfor det mest oplagte valg til jobbet.
Han optræder i øvrigt som en af de mange aber, man ser i abernes by Abe City, der er smukt designet af Burtons gamle Disney-kammerat, scenografen Rick Heinrichs.

Danny Elfmans musik er som altid et spændende krydderi i en Tim Burton-film. Til Planet of the apes leverer han en af hans mest bombastiske scores med fuld hammer på trommer og andre percussion-instrumenter. Musikken formår at give filmen en speciel stemning og bakker det visuelle godt op. Han giver kort sagt mere liv til filmen end alt det andet og redder tildels Burtons røv.

Tim Burtons udgave af Franklin J. Schaffners unikke filmklassiker er en rådden omgang bananmos. Visuelt er filmen et fryd for øjnene med make up, kulisser og kostumer, men indholdet er gabende tomt. Den kan allerhøjst overgå dens forgænger på det tekniske – især på make up-fronten. Det eneste gode Burton fik ud af denne fiasko, var parforholdet med Carter, der siden hen har medvirket i bedre Burton-film som f.eks.: Big Fish (2003) og Sweeney Todd: The Demon Barber of Fleet Street (2007) og et længere varigt samarbejde med den legendariske filmproducent Richard D. Zanuck.

Slutningen på Burtons abe-film forsøger desperat at toppe den gamle films mesterlige twist og falder med et brag. Kort sagt se hellere originalen og andre af Tim Burtons film.

20/04-15En rådden omgang bananmos
God anmeldelse.

De nye Abernes Planet-film fik drejet serien på den rette kurs. Men ja, Burton har set bedre dage.

22/04-15En rådden omgang bananmos
Også enig her - dog fattede jeg ikke muggeriet, da filmen i sin tid var undervejs. På papiret lød det jo skidespændende. Er generelt træt af folks frygt og stejlen over genindspilninger og reboots. Ja, der jokkes i spinaten, men det er lidt som om, man partout skal tage sorgerne på forskud. Og se nu bare på de nye Apes-film, dem ville jeg da ikke have været foruden.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.