Tyrannosaur: Et smerteskrig fra køkkenvasken

Tyrannosaur

03/08-15Et smerteskrig fra køkkenvasken
På et eller andet tidspunkt i dit liv er du med garanti stødt på de to, tyndslidte skæbner, der spilles op imod hinanden i ’Tyronnsaur’. Måske passerer du dem dagligt, og måske går du i en stor bue uden om i hvert fald den ene af dem.

Sidstnævnte skulle i så fald være Joseph. En midaldrende, ensom mand med falmende hårtotter, der foretrækker fadøl på den lokale beværtning frem for middagsmad, og som nærer et ukueligt had mod verden. Josephs kone er død, og hans eneste rigtige kompagnon, hunden Blue, sparker Joseph ihjel i et raseriudbrud i de første, karakter-introducerende sekunder af ’Tyrannosaur’. Bum.

Den anden, Hannah, bestyrer en kristen genbrugsforrretning, hvor hun med ydmyg optimisme byder ludere og lommetyve velkommen. Hun er gift med en uforudsigelig voldspsykopat af en ægtemand, der på daglig basis terroriserer hende gennem fysiske og psykiske afstraffelse. Og så er hun ikke i stand til at føde børn - og dermed opfylde sit livs eneste ønske - af årsager, som ikke skal afsløres her. Bum Bum.

Hvis ordlyden ’Bum’ da overhovedet kan gøre det. Mødet med de to hovedpersoner i ’Tyrannosaur’ - et råt drama skrevet og instrueret af debutanten Paddy Considine, der er bedre kendt for sine evner som skuespiller - falder tungt som med et øredøvende dommedagsbrag. De er aktiver i den slags såkaldte ’køkkenvask’-realisme, som britterne efterhånden er blevet verdenskendt for, ikke mindst takket være instruktør-ikonerne Ken Loach og Mike Leighs livslange indsatser for at transcendere genrens farveløse og ’mutte’ udtryk. For hvilken klaustrofobisk elendighed har man som publikum overhovedet lyst til at lægge øjne til, når man har hele verden uden for sit vindue?

Det spørgsmål har Paddy Considine med garanti også stillet sig selv, mens hans enten skrev eller optog ’Tyrannosaur’. For han har ingen ny vinke eller opfindsom drejning, der kan gøre den asfaltgrå hverdagsrealisme til en anderledes og berigende filmoplevelse. Det er muligvis også unfair at forvente således af Considine, bare fordi man har set ham lægge krop og ansigt til den uforglemmelige hovedrolle i landsmanden og kollegaen Shane Meadows mesterlige debutfilm, ’Dead Man’s Shoes’. Men at Considine skulle have taget ved lære ved Meadows intense og vibrerende måde at tænke film på i ’Dead Man’s Shoes’, kunne man midt i ’Tyrannosaur’’s kalkulerede elendighed godt have ønsket sig.

Hvad ’Tyrannosaur’ altså mangler i opfindsomhed og narrative temposkift, har den til gengæld i ren og skær råkraft. Peter Mullan og Olivia Colman er helt igennem troværdige som det umage par, der med knyttede næver og sammenbidte tænder tager imod livets tæsk - og i flere scener tager deres skuespil vitterligt pusten fra én. Deres kamp mod indre og ydre dæmoner er ganske vist intet stort filmminde, der for alvor skiller sig ud blandt de andre cigaretskodder i køkkenvasken, men som et smerteskrig med overbevisende klangbund bliver ’Tyrannosaur’ alligevel en film, man mærker.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.