Indiana Jones og det sidste korstog: Alle gode gange tre

Indiana Jones og det sidste korstog

17/05-16Alle gode gange tre
Fem år efter den anden film om Indiana Jones udkom dén film, der afsluttede dét, som i mange år skulle forblive en trilogi. Og hvilken afslutning. Og hvilken trilogi.

Alle åbningssekvenserne i Indiana Jones-serien er præget af at starte i såkaldt in medias res. Skaberne bag serien har forklaret, at dette er gjort, så publikum får følelsen af at dumpe midt ned i en fortælling, hvor en del allerede går forud. Dette skal afspejle den hyldest til lørdagsmatiné-genren, som filmserien, eftersigende, i høj grad er inspireret af.
I denne tredje film bliver vi introduceret til Utahs klippeformationer i 1912, hvor Indy er en stor dreng. I modsætning til åbningssekvensen i Raiders, som var mystisk og en smule dyster i sin gådefuldhed, og den i Temple of Doom, som var pompøs og larmende, er åbningssekvensen i Last Crusade mere majestætisk og nærmest romantisk i kraft af de store landskabsbilleder og musikken af John Williams, der slår tonen an.
Åbningssekvensen lægger sig i denne film tættere op af den, som bliver introduceret for i Raiders med den opfølgende etablering af Indy som underviser på universitetet. Dette er blot ét eksempel på, hvordan denne tredje film i serien søger tilbage til skabelonen fra den første film i modsætning til tilgangen i Temple of Doom. Dette er muligvis et klogt træk, men knap så innovativt. Det kan i hvert fald diskuteres, hvorvidt denne film ville været blevet lige så godt modtaget, havde denne været den anden og ikke netop den tredje film i rækken.

Det er derimod et fremragende træk at åbne filmen med Indiana Jones-karakteren som ungt menneske i en begivenhed, som definerede hans liv. I denne åbningssekvens bliver vi som publikum både introduceret til Indys pisk, hans fobi for slanger, og hvordan han fik arret på hagen, som Harrison Ford i virkeligheden har. Det er måske lidt meget, i et troværdighedsmæssigt perspektiv, at alt dette skulle ske på praktisk talt én gang. Men det er selvfølgelig bare film, og dertil en film, der har haft tegneseriestilen som forbillede. Derudover er hele origins-historie-elementet bare en rigtig god idé. Dette afspejles også i, hvor tit dette træk bliver brugt i film i dag, herunder ikke mindst i superheltegenren. Dette giver dels karakteren flere lag, og desuden en større dybdegående forståelse af karakteren hos publikum.

Etableringen af særlige karakteristika hos Indy som karakter bliver også benyttet til at skabe kontinuitet hos karakteren, og desuden til at skildre Indys forhold til sin fader. Det er simpelthen en genistreg i serien at introducere Sean Connery som Indiana Jones' fader, fordi dette fungerer så godt. Der er en faderrolle i alle Indiana Jones-filmene - Marcus Brody er en faderfigur for Indy i den første film, Indy er en surrogat fader for Short Round i den anden, og Indy har sønnen Mutt i den sidste film. Men dette har aldrig været så udtalt og fungeret så godt som i denne tredje film. Samspillet mellem Fords og Connerys karakterer løfter filmen gevaldigt og giver en hel anden dimension til filmserien samt selve Fords karakter, der til dels kommer til at fremstå som et mere realistisk og helt menneske. Alle mennesker har en fader, og om denne er fraværende eller en inspiration for én, hvor begge dele er tilfældet hos Indy, så er det en tematik, som alle kan relatere til. Der er simpelthen tale om en følelsesmæssig dimension, hvor fader-søn-tematikken er gennemgående i filmen. Fra åbningssekvensen, hvor Indy's fader viser sig som en streng mentor, og en fader, der sætter sit akademiske arbejde højere end sin egen søn. Indy har tilsyneladende måttet lære at klare sig selv på den hårde måde, hvilket unægteligt har påvirket forholdet til hans fader. På trods af, at Indy tiltaler sin egen fader med den formelle amerikanske Sir-tiltaleform, har han alligevel en flabet, og nogle gange lettere nedladende tone, overfor sin fader. Men selvom Indy virker meget bedrevidende, og ikke virker til at have for høje tanker om sin fader, kan Indy stadig lære en del af denne. Desuden minder de to meget om hinanden, eftersom det på humoristisk vis kommer frem, at de begge har været i seng med filmens babe. Men hvem kan bebrejde de to præmietyrer Ford og Connery, når der er tale om den dengang kun 21-årige irske Allison Doody. Hun er unægtelig en forræderisk nazist og dertil femme fatale, men ikke desto mindre er hun stadig den lækreste af Indys damer i filmserien, sorry Karen Allen. Men dette er bare ét eksempel på filmens vittige manuskript, som desuden kendetegner alle filmene.

Det er tilsyneladende mange mennesker, der rangerer Last Crusade lige så højt, hvis ikke højere end Raiders. Jeg kan til dels give disse personer ret, men jeg er, som nævnt i mine anmeldelser af de to tidligere film i serien, ikke villig eller i stand til at vælge mellem de tre første Indiana Jones film. Jeg ser disse som et helt værk, der supplerer hinanden. Jeg synes, at Raiders og Last Crusade står imponerende tæt. Jeg tror imidlertid, at dét, som i høj grad kan skille folk ad mellem Raiders og Last Crusade, er de forskellige toner i de to film. Der kan argumenteres for, at tonen i Raiders var en smule mere alvorlig, og knap så fjollet og tegneserieagtig som i sine to efterfølgere. Last Crusade er mere lys og letbenet end først og fremmest den lidt dystre Temple of Doom, men også Raiders. Temple of Doom var mere tegneserieagtig end Raiders, men dette er også tilfældet hos Last Crusade. Last Crusade er ligesom Temple of Doom lige lovlig fjollet i flere sekvenser. For eksempel er Marcus Brody gået fra at være en faderfigur i den første film til at være et ret fjollet komisk indslag i den tredje. Derudover kan nævnes scenen, hvor Indy skyder tre nazister i en kolonne med ét enkelt skud fra en pistol. Dette virker højst urealistisk og fjollet. Den lettere fjollede tone i denne scene bliver desuden understreget af John Williams' musik.

John Williams' musik er dog i denne film meget nær på højde med musikken til Raiders. Især kan Williams' track, "The Penitant Man Will Pass" der bliver spillet, når Indy skal træde ud på "Leap of Faith" give mig kuldegysninger. Dette track hører desuden til blandt mine topfavoritter af Williams' musik. Scoret til Temple of Doom, var også godt, men blegner efter min mening klart i sammenligning med de to kraftpræstationer hos de to andre film i rækken. Dette kan desuden afspejle, hvordan Temple of Doom som film bliver betragtet af mange.

Indy 3 har en lettere fjollet tone i forhold til den i Raiders, som kan siges at være mere afbalanceret. Raiders er desuden den første og den originale film i serien, som de efterfølgende film naturligvis ikke kunne eksistere uden med dennes etablering af karakteren og gennemgående kendetegn for serien. Til gengæld er det svært at benægte, at Indy slet og ret er mere aktiv i - og optil - klimakset i Last Crusade i forhold til Raiders. Hvor Indy forholder sig fuldstændig passiv og observerende under hele klimakset i Raiders (ja Big Bang Theory), så er påfundet i Last Crusade med de tre udfordringer, som Indy skal bruge sin kløgt og snilde til at slippe helskindet forbi, simpelthen fremragende eksekveret og desuden er Indy aktiv i klimakset i Last Crusade. Desuden elskede jeg som barn, og stadig den dag i dag, det yderst historiske præg i filmen. Hvor andre drenge interesserede sig for at rende rundt og spille fodbold eller samle på Pokémon-kort, så syntes jeg, at Jones Seniors håndskrevede dagbog med fyldepen og hele mytologien om denne var det sejeste, der fandtes, og drømte selv om at lave en sådan bog.
Desuden har den tredje film i serien en dimension af nærmest filosofisk og eksistentiel karakter gennem sin løbende behandling af temaet familie. Last Crusade har til sidst et smukt budskab om, at vinding af personlig hæder og rigdom (gralen) ikke har nogen værdi i forhold til familien. Jagten på den hellige gral var i virkeligheden Indys jagt på genoprettelsen af det forliste forhold til sin fader, som Lucas påpegede overfor Spielberg. Guddommeligt.

17/05-16Alle gode gange tre
Gennemarbejdet anmeldelse. Jeg har til gengæld det meget nemt at udpege en favorit og det er utvivlsomt den første film i serien. 2+4 finder jeg (som nævnt i andre tråde) elendige mens denne solide 3'er retter op på mange ting. Ikke til topkarakter, men en flot 8/10.

17/05-16Alle gode gange tre
Kæft en lækker lang anmeldelse og jeg forstår du rangerer de tre første film så højt som du gør. Kun en fjolle gør ikke;-)

17/05-16Alle gode gange tre
Jeg takker og bukker for begge de herrer.
AB: Nej, hvis jeg skal vælge, bliver det nu Raiders. Det var den originale, og jeg synes ikke Last Crusade kan toppe actionscenerne, og slet ikke den, eftersigende spontane, genialitet i scenen, hvor Indy skyder araberen, der faretruende svinger sin sabel.
Jamen, hvis det skal være, så skal det også være, Thomas. Jeg er nok typen, der nødigt fatter mig i korthed.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.