The Dark Knight: MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM

The Dark Knight

19/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Siden jeg fik mit første hæfte med Batman, da jeg var 6 år gammel, har superhelte haft en fast plads i mit hjerte.

Kærligheden til heltene voksede med tiden. Først opdagede jeg en stor samling af hæfter med Superman og Superboy hos en onkel - de blev begærligt læst, og senere blev jeg fast aftager af alle titler som blev udgivet af hedengangne Interpresse som især havde DC’s helte i stalden - men siden også fik fingrene i Marvel. Utallige antikvariater har jeg støvet igennem, og jeg har læst ret mange blade frem til, jeg blev omkring de 17-18 år. Derefter fik jeg andre interesser - men kærligheden til genren har jeg aldrig mistet.

Favoritterne var Batman (især på grund af de fantastiske tegninger af Neal Adams) og X-Men (mens John Byrne førte pennen) - meget af det, de har lavet, er i en kvalitet, så de sikkert kommer til at hænge på væggene i mange hjem engang. Derudover var Avengers altid fede historier sammen med en anden favorit, Spider-Man (eller Edderkoppen som han hed på dansk, dengang). Glemte helte som Shang Chi og Iron Fist dukker måske op igen på et tidspunkt?

Men ellers var det selvfølgelig FF (De fantastiske fire), Superman, Jonah Hex, Lynet (The Flash), Green Arrow, Green Lantern, Hulk, Daredevil, Fantomet, Ghost Rider, Judge Dredd, Dr. Strange, Deadman og mange andre, jeg læste.

I 1978 dukkede den første superheltefilm op, som tog universet alvorligt - og behandlede heltene med den respekt, som de fortjente. Det var den første Superman-film, og den havde, udover Christopher Reeve i titelrollen, nogle af verdens bedste skuespillere - Gene Hackman, Margot Kidder og selveste Marlon Brando - på rollelisten. Den film løftede genren til nye højder og banede vejen for de superheltefilm, vi kender i dag. Ser man på filmen med nutidsøjne, er den falmet lidt i lyset af nye teknologier og et højere tempo.

Jeg har set samtlige superheltefilm, som har været i biografen, siden den første Superman-film. De fleste af dem adskillige gange. Så jeg mener, jeg er kompetent til at rangere dem på en liste i forhold til kvalitet - og jeg har en liste på 80 film, som jævnligt bevæger sig. Dels fordi der kommer nye film til, men også fordi at gensyn med dem kan påvirke i positiv eller negativ retning.

Her skal jeg ikke trætte med alle 80 film, men nøjes med de 10, som lige nu befinder sig øverst på min liste. Du mangler sikkert nogle film fra din egen personlige liste, og det står dig frit for at argumentere for, hvilke der mangler fra din liste.

Her kommer mine 10:

10. Batman (1989)
Godt nok var jeg ikke fan af Michael Keaton som Bruce Wayne/Batman - han var ganske enkelt for lav og for tyndhåret til at spille en af verdens mest skræmmende helte. Men Tim Burton formåede på helt genial vis at forene sammensmeltningen af tegneserieuniverset og filmverdenen. Batman, Batmobilen, Bathulen – Wayne Mansion, Alfred og de fedeste gadgets. Alt sammen i et mørk og dystert univers, som stadig indeholdt en stor portion humor. Når man dernæst tillagde det Princes geniale musik og Jack Nicholson som en ubetalelig Joker så havde man opskriften på et stensikkert hit som regerede som den bedste superheltefilm i hele 15 år.

9. Spider-Man 2 (2004)
Den første Spider-Man-film var kommet to år tidligere, og teknologien, hvor man for første gang kunne opleve Spidey svinge sig i nettet fra hustag til hustag i New York, var kort sagt betagende. Sam Raimi var den helt rigtige instruktør, og Tobey Maguire var det rigtige valg som den unge superhelt som skulle lære at administrere de uventede kræfter - og forvandle sig fra kejtet nørd til noget helt andet. I Spider-Man 2 peakede det hele - blandt andet med en helt fantastisk Dr. Octopus (selvom CGI’en er fra 2004, så er den ikke blevet overgået siden). 3’eren var desværre ikke på samme niveau, og heller ikke de senere forsøg med Andrew Garfield fungerede optimalt.

8. Iron Man (2008)
Robert Downey Jr.’s film. Så kort kan det egentlig siges. Aldrig har der været en superhelt med så meget karisma, som RDJ tilførte Tony Stark/Iron Man - geni, millionær, kvindebedårer, og så alligevel et splitsekund fra at dø på grund af sine egne opfindelser. Helt genialt tilført herlig metalmusik og masser af ironi og humor. Det eneste, som gør, at den ikke er med i top 3, er afslutningen, som ikke helt lever op til en ellers perfekt film. Desværre blev afsnit 2 og 3 ofre for et stigende CGI-helvede, hvor handlingen gled i baggrunden for et voksende antal robotter i kamp.

7. Kick-Ass (2010)
Forfriskende nytænkning og totalt upædagogisk. Mark Millars sindssyge univers, hvor en lille pige med lilla hår slår forbløffede skurke ihjel, som var hun i gang med en leg i skolegården. Baggrunden er egentligt et opgør med mutanter og superkræfter. Millar fortæller os, at superhelte ikke eksisterer, og at det er dødsensfarligt at tro, at man kan gøre en forskel ved at tage en maske på og udfordre underverden. Kun på grund af grænseløs naivitet lykkes det. Samtidig er det en humoristisk teenagefortælling om en dreng, som går det skridt videre, vi andre bare nøjes med at drømme om. Fortsættelsen, som ikke blev instrueret af Matthew Vaughn, var bare et sølle ekko af den første.

6. Captain America: Civil War (2016)
Marvels nyeste skud på stammen - smukt orkestreret igen af brødrene Russo. Man får det, man kun kan drømme om, når det drejer sig om superhelte: en troværdig konflikt mellem venner, som ikke bare løses, uden at der bliver ridser i lakken. Masser af mand til mand slagsmål og ikke bare en overflod af aliens eller robotter, som skal smadres på en ligegyldig facon. Introduktion af en ny helt, Black Panter, som man kun kan glæde sig til at se mere af. Tilpas tilførsel af humor i form af Ant Man og Spider-Man. Og vigtigst af alt, man keder sig ikke i 2½ time - men glæder sig over at der er masser af potentiale til nye eventyr. Smukt håndværk.

5. Watchmen (2009)
Zack Snyder peakede i smukt samspil med det originale ophav. Watchmen er en kommentar til superhelteuniverset - for ville magt og superkræfter i virkeligheden korrumpere? Her får Snyders fantastiske evner for billedkompositioner frit spil og kommer helt i det rette element. Yderligere forklaring er unødvendig - Watchmen skal bare opleves. Desværre var det også Snyders indgangsbillet til DC’s øvrige helte, og det er han slet ikke sluppet så godt afsted med.

4. Batman Begins (2005)
Altid eksperimenterende Christopher Nolan som instruktør af en superheltefilm - hvem havde lige set den komme? Endnu et bevis på at superhelte kan være stor kunst. Nolan løftede Batman til nye højder, klart inspireret af den nye tids mørkere udgave af flagermusemanden. Med stor respekt for originalhistorien og med en sammensmeltning af Bruce Waynes kamptræning med asiatisk krigskunst og den mystiske Ra's Al Ghul. Typisk for Nolan ville han ikke nøjes med det - men udvidede med et episk slag og et moralsk dilemma, som sjældent er set lignende. Bale var en perfekt Bruce Wayne som den glatte og ligeglade playboy om dagen og den nådesløse hævner om natten. Nolan havde skelet til Neal Adams tegnede historier og Tim Burtons udgave fra 80’erne, og ønskede at ramme en mere mørk udgave uden urealistiske superkræfter, heller ikke hos skurkene. Men det skulle blive endnu bedre.

3. Captain America: The Winter Soldier (2014)
Alene koreografien i 'The Winter Soldier' er et kapitel for sig selv. Aldrig er superhelteaction blevet så perfekt overført til film. Cap’s landing og kamp på skibet i filmens start samt kampen i elevatoren er simpelthen enestående overførsel fra tegneserieaction til film. Chris Evans ER Cap - og brødrene Russo beviser, at de ikke bare er endnu et par instruktører med en bunden opgave, ansat af Disney/Marvel. Perfekt tilsat en thriller-værdig historie om systemets nedbrud og højforræderi, en genial biljagt, venskab og en ligeværdig modstander. Den bedste Marvel/Avengers historie til dato.

2. X-Men: First Class (2011)
Bryan Singer havde gjort et glimrende forarbejde med de to første X-Men-film. Men Matthew Vaughn overgik ham alligevel med en endnu bedre oprindelseshistorie for Magneto, og samtidig fik vi baggrunden for hans og Xaviers venskab og rivalisering og for X-Mens start som gruppe. Endelig synes jeg, at det helt lykkes at overføre Chris Claremonts historie og John Byrnes streg til film på en måde, som det fortjener. Et helt forrygende cast med Fassbender, McAvoy og Jennifer Lawrence samt en herlig Kevin Bacon som skurk fungerede optimalt og gav troen på en stor fremtid for mutanter. Singer var tilbage på serien med Days of Future Past, som bestemt har gode elementer - men desværre også virker lidt tung især i sammensmeltningen af det nye og gamle univers. Jeg frygter, at Apocalypse slet ikke gør noget godt for X-Men-universet - de trailere jeg har set ligner lignende formularer, som er set mange gange tidligere. Vaughn beviste, at han mestrer X-Men og er i stand til at udvikle på universet - og jeg vil langt hellere se ham instruere flere af de film end den underholdende men ligegyldige Kingsman.

1. The Dark Knight (2008)
Min førsteplads blandt superheltefilm er ikke en perfekt film. Den har absolut sine fejl - blandt andet den næsten komiske forvrængede stemme, Batman fik, og ”Batmobilen” er helt misforstået. Men ellers har Nolan skabt en helt uovertruffen superheltefilm. Han har brugt det bedste fra Batmans eget univers kombineret med det bedste fra andre film. Åbningsscenen er klart inspirereret af Michael Manns fantastiske Heat fra 1995, men Nolan gjorde det bare endnu bedre, da han kombinerede bankrøveriet med en overraskelse og et tvist som beskriver en ny fjende - helt uden empati, drevet af et behov for kaos. Måske bliver filmen engang overgået - men det er lidt lige som Tom Kristensens ni Le Mans-sejre. Det er svært at forestille sig i skrivende stund.

Heath Ledgers Joker er farlig, fordi han er symbol på en gal person, som måske i virkeligheden kunne eksistere. Han nøjes ikke med at være den karikerede tegneseriefigur, han normalt fremstilles som. Samtidig er Aaron Eckhart en glimrende Harvey Dent, som Batman/Bruce Wayne håber på kan blive hans afløser som forbrydernes fjende nummer 1. Men galskaben vinder som bekendt, og helt bevidst efterlader Nolan os uforløste med en ufortjent slutning, som kræver en fortsættelse. Batman ender i et uløseligt dilemma og må påtage sig martyrrollen. En uperfekt film som alligevel er den mest perfekte superheltefilm. Giver det mening - for mig gør det.

Resten af min liste kan ses via dette link til IMDb;

http://www.imdb.com/list/ls076180427/

De næste film, jeg tror/ håber, kan udfordre listen bliver:

- Doctor Strange - den 3. november 2016
- Guardians of the Galaxy Vol. 2 - den 4. maj 2017
- Spider-Man: Homecoming - den 6. juli 2017
- Black Panther - den 15. februar 2018
- Avengers: Infinity War - Part I - den 3. maj 2018

Jeg har ikke de helt store forventninger til DC’s udgivelser, så længe Snyder har fat i rorpinden, desværre.

Det var mine bud på en top 10, som den ser ud lige nu. Din liste ser sikkert helt anderledes ud - lad os få nogle meninger på bordet, så vi kan få gang i en diskussion.

19/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Det giver god mening. Jeg har altid været af den holdning at ingen film er perfekte. TDK ingen undtagelse. Det er dog den eneste superhelte film jeg føler er gået hen og blevet en moderne klassiker. Det sagt, så ved jeg ikke om bat-bilen er "misforstået". De gik jo bevidst efter et bestemt look og feel.

19/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Min top 5.

1) TDK
2) Batman Begins
3) Daredevil (tv-serie)
4) Watchmen
5) Winter Soldier

Inkluderer lige tv-serier også ;)

19/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Jeg har endnu ikke oplevet nogen film, som der ikke findes kritikpunkter imod. Visse mennesker ser det som en sport at finde fejl ved det, som næsten er perfekt.

Men for mig er det ikke afgørende om en film er helt perfekt - men om jeg har fået en stor oplevelse ud af den, visuelt og som historie.

Superheltefilm som filmklassikere? Ja det er en ny tanke, men også noget vi bliver nødt til at forholde os til i fremtiden. Hele Nolans serie bør høre til i den genre - og det samme gør sig gældende for Snyders Watchmen. Burtons Batman film, samt Donners første Superman er vel også selvskrevet. Sam Raimi's Spiderman historier bejler også til at deltage på sådan en liste - sammen med X-Men

Tiden vil vise hvilke af de nye film eftertiden vil huske som klassikere - men der skal nok komme flere, som er værdige til det.

Batmobilen - uanset om det er tilsigtet, så har Batman's gadgets altid været State of the art - og det kan man altså ikke kalde den underlige vandskabning af en tank ;-)

19/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Daredevil.

Den vil også ligge meget højt på min liste - men så vil jeg hellere lave en separat liste. Tv serierne har en kæmpe fordel af den længere airtime, de har til rådighed - så man kan ikke helt sammenligne.

Hvis jeg skal lave en liste over superhelte serier, så må den se sådan ud;

7. Agent Carter. Det er en hyggelig serie om kvinders vilkår i efterkrigsårene parret med underholdende tju-bang agent action. Men jeg er i tvivl om, om den får lov til at fortsætte - det kunne ellers have været spændende at se starten på S.H.I.E.L.D.

6. Legends of Tomorrow. Et par af DC's mindre kendte helte. Firestorm, Hawkgirl og The Atom - er her parret med overskydende personer fra Arrow og The Flash i kampen mod en udødelig fjende Vandal Savage (spillet af danske Casper Crump). Seriens bevægelse i tid gør den interessant - og det kan godt være at den kommer længere op på min liste med tiden.

5. Arrow/Green Arrow. De første sæsoner var de bedste, med flashbacks til 5 år tidligere var anderledes end det man ellers ser. Serien peekede med sæson 3 og kampen mod Ra's al Ghul. Det virker som om at den i sæson 4 og 5 er blevet mere og mere træt og gentagende - og flashbacks er aftagende da vi nærmer os Olivers hjemkomst til Starling City.

4. The Flash. Til at starte med syntes jeg at Barry Allen var lidt kedelig. Men med spring i tid og dimension er der kommet meget mere kød på historierne.

3. Gotham. Jim Gordons og Bruce Waynes kamp mod Gothams underverden er god underholdning. Hvis den får lov til at køre i mange sæsoner - så får vi måske Batman at se?

2. Agents of S.H.I.E.L.D. Selvom der mangler alternativer til HYDRA, så er kampen mod de mange Inhumans - og forskellige regeringsinstanser, ret god underholdning. I sæson 3 er de sluppet fri af det øvrige Marvel univers, og kører mere selvstændigt. Jeg følger serien på kanal 5, hvor de næsten følger de amerikanske udgivelser.

1. Daredevil. Den har en helt speciel tone og kvalitet som er unik for en tv-serie. Det føles som en lang, og unik biograffilm. Samtidig overgår action stort set alt, der tidligere er vist. Det er somme tider en prøvelse at vores helt skal slås med de samme skurke, som rejser sig når han har slået dem ned - han mangler lige nogle effektive håndjern/strips, han kunne pacificere dem med ;-) Og så er historierne som hentet direkte fra tegneserierne - castet er helt genialt. Min klare favorit. Jeg så Sæson 1 på 3 dage - og det samme med sæson 2. En helt som bløder, så meget. Det er ikke set før.

19/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Ingen hemmelighed i, at jeg værdsætter en filmliste som "they shot pictures dont they top-1000" højt når vi taler film og eftertiden. Og der er TDK på som den eneste af superhelte. Det er også den film jeg føler er mere end genrens konventioner.

19/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
They shot pictures dont they top-1000 er en fin liste.

Men langt hovedparten af filmene på den liste er mere end 30 år gamle - lad os se hvordan den ser ud om 20 år, så vil den sikkert indeholde flere superheltefilm :-)

Mange af de film, som idag regnes for klassikere var det bestemt ikke da de udkom.

19/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Det er jo svært for nyere film at komme på. Særligt på en sølle top 1000. Så forståeligt at mange ældre titler dominerer, da disse ofte er anset som noget særligt. Derfor har jeg ingen fantasi til at forestille mig flere superhelte film på.

19/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Mon ikke der er nogle af de gamle støvede, som efterhånden vil blive udskiftet. Der kommer jo også nye stemmer ind på et tidspunkt.

Men fejlen ved listen er, efter min mening, at den afspejler hvad en bestemt elite mener er rigtigt - og ikke er en liste for alle.

Der er IMDb's top 250 langt mere nuanceret - og ikke så nørdet. På den får nye film en chance, selvom langt de fleste bevæger sig ned og ud af listen, så bliver de bedste hængende.

19/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Fuldkommen uenig. Den elite du taler om, er jo baseret på en hel del kilder, dvs der er tale om en ret stor målgruppe som er repræsentativ for listens film. Det er sikkert ikke perfekt system, men langt mere troværdigt end imdb, hvor alle frit kan stemme løs uden omtanke eller viden for den sags skyld. Derfor oplever vi også hav af trolls som stemmer useriøst og den slags. Det er en fin liste til at søge populære film og den afspejler også fint mange af klassikere som også er på TSPDT, men listen er for ensidig til at give et bredt indtryk af filmhistorien.

19/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Enig om at være uenig.

Den repræsentative målgruppe som du taler om, er farvet af viden og holdninger om hvad der er korrekt smag.

IMDb indeholder både de stemmer, men også helt almindelige filminteresserede - og giver derfor et bredere billede. Ja, der er nogle som bevidst stemmer 1 eller 10 - men det udlignes i gennemsnittet.

Der er alt for mange film hos TSPDT som jeg aldrig kommer til at se. Dels fordi de er med på grund af deres værdi for filmhistorien, mere end som værdi som nutidsfilm - og dels fordi de nok er umulige at opdrive.

19/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Wayne: Du har ikke set "Jessica Jones", hvis man skal tro din liste over serier? Ellers stor anbefaling herfra - den er på niveau med Daredevil i mine øjne.

Hurtig top 10 herfra, i øvrigt:
1. The Dark Knight
2. Watchmen
3. Kick-Ass
4. Captain America: The Winter Soldier
5. Iron Man
6. The Avengers
7. Spider-Man 2
8. Batman Begins
9. X2
10. The Dark Knight Rises

19/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Wayne: Hvordan kan det være en dårlig ting at være "farvet" af viden og holdninger, der bygger på......ja, viden?

IMDB bygger på ingenting. Alle kan frit stemme. Selv min datter på 3. Det kan aldrig give et "bredere billede" i min optik, når jeg stiller spørgsmålstegn ved metoden.

Listen er desuden også mere brugbar som leksikon over filmhistorie. Det er ikke alle film man SKAL kunne lide, som det også kan være sjovt at vide noget om. Så listen kan værdsættes på flere niveauer og imdb kan bare ikke med en top 250 repræsentere særligt meget andet end amerikansk mainstream.

19/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Carcajou; Du har helt ret - jeg har endnu til gode at se Jessica Jones. Jeg har fået den anbefalet af flere - men også fået at vide at den er en anelse lang i spyttet, og at man ikke nødvendigvis holder af hovedrollen. Men mon ikke jeg kommer omkring den også, når det snart bliver agurketid for serier?

Fin liste, iøvrigt. Den ligner min en del - Avengers og X2 ligger tæt på min top 10 også.

19/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Sjovt som du bliver ved med at insistere på, at nogle lister er mejslet i sten og andre ikke er, Adis. Accepter dog folks forskellige præferencer.

Wayne: Så kom jeg igennem - din top 10 er tæt på min egen smag kan jeg se. Her er mit bud.

1) The Dark Knight
2) Watchmen (Director's Cut)
3) Spider-Man 2 (Sam Raimi)
4) Batman Returns
5) Hulk (Ang Lee)
6) Batman Begins
7) Kick-Ass
8) X-Men: First Class
9) The Rocketeer
10) The Avengers

19/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Vi drøfter også bare, kære Emil. Vi udveksler holdninger. Gjorde man ikke det, døde al debat.

19/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
AB; Den diskussion bliver vi aldrig færdige med. Lad os antage at der er skrevet lærebøger om mange af de ældre film - og at de igen og igen drages frem på filmstudier, så vil der være en tendes til at de bliver hængende i generationer bare fordi at det er der tradition for.

Jeg anfægter ikke deres værdi i filmhistorien - de har uden tvivl været vigtige pejlemærker, og er blevet brugt som referencer i senere film. Du har helt ret i at den mere er brugbar som et leksikon.

Jeg antager at det er de færreste 3 årige, som er så fremmelige at de stemmer hos IMDb. Men jeg ser det ikke som en hæmsko at det er et åbent forum, snarere en fordel. Jeg sammenligner altid IMDb's Top 1000 voters gennemsnit, med de almindelige stemmer - samt den Metascore, som fortæller hvad kritikerne mener.

Samlet synes jeg ikke der findes et mere brugbart redskab på markedet.

19/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Adis: Og det skal I blive ved med. Men at sige at "IMDb bygger på ingenting" gavner ikke meget i den sammenhæng. Lister er jo altid sjove, men at gøre dem til en større sandhed giver i sagens natur ikke mening. Det er lister.

19/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Kurtz;

Ja, jeg kan se der er en del sammenfald. Du har god smag!

Men The Rocketeer ... det må være af nostalgiske grunde ;-)

Og Ang Lee's Hulk - den har du vist også for dig selv. Ellers er din samlede liste ikke så lang. :-)

19/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Jo tak, Wayne. Jeg er skam ret velbevandret i genren - jeg kan bare rigtig godt lide Ang Lees "Hulk" :-) filmen i sig selv er skizofren, hvilket er en genistreg. Hulk og Batman var de to tegneseriekarakterer, jeg dyrkede som barn, og Hulks/Banners indre kamp har altid optaget mig. Denne del skildrer Lee forrygende og med en nytænkning, som Marvel Studios aldrig har været i nærheden af. Og så er den visuelt en fryd fra ende til anden.

Og nej, min kærlighed til "The Rocketeer" har intet med nostalgi at gøre. Anmeldte den herinde sidste år, hvis du gerne vil have en uddybning:

http://www.scope.dk/forumemne/6...af-for-tidligt

19/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Wayne - fino. Jeg bruger selv imdb til at finde populære film, men jeg har ikke de store tanker om systemet kontra TSPDT, som giver et nuanceret billede af det vi kalder filmhistorien og klassikere.

Emil - Jeg siger jo bare, hvordan imdb er indrettet. Det er et åbent system, som ikke stiller krav.

Jeg synes ikke det "bare" er lister. Det er jo et stykke filmhistorie TSPDT bygger på og repræsenterer en del film vi kalder klassikere. Det er der intet usandt i. Man kan så personligt være uenig, men det er en anden snak.

19/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Det er i allerhøjeste grad et katalog over folkelig klassisk filmhistorie. I en udstrækning som måske gør den ret forudsigelig som målestok, eftersom den ikke ligefrem bryder bogrammen med sine noget reaktionære placeringer (The Searchers er bedre end Apocalypse Now, Persona og Leone?), eller med film som rummer filmhistorisk værdi, men som måske ikke er blevet kollektivt favnet endnu

19/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Man behøver ikke lægge meget i selve placeringerne. Desuden, så er John Ford blandt de store og The Searchers er en film med store kvaliteter. Ja, den er også bedre end Persona. Men naturligvis ikke bedre Leone og Coppola :)

Listen dækker over film med bred almen viden. Så på den måde er den, for det meste, forudsigelig. Sådan er tingene jo skruet sammen.

19/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Er I i øvrigt enige med duellen i toppen? Personligt finder jeg det jævnt kedeligt, at det død og pine altid skal handle om "Vertigo vs. Citizen Kane". For mig skifter det hele tiden, det er vel det smukke ved kunst. Og lister.

19/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Det kan være en smule kedeligt at høre om de samme film. Det ændrer bare ikke på at top 3 - Vertigo, Kane og 2001 er fortræffelige og uopslidelige værker. Vi kan alle komme med alternative bud men næppe bedre film. Medmindre man altså synes de tre stinker :)

For mig er kunst også svært at placere i en rækkefølge. Og det kan jo, som Emil skriver - skifte. Jeg har mange favoritter. Min personlig top 3 afhænger lidt af hvad jeg "på dagen" synes rykker mig mest. Apocolypse Now, The Thin Red Line og Blade Runner ville jeg pege på nu. Jeg vil umiddelbart tro The Thin Red Line er min favoritfilm.

19/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Helt afgjort en værdig top 3. Men jeg kan uden betænkningstid pege på værker af både Hitchcock, Welles og Kubrick, som jeg holder mere af (og som er mindst lige så uopslidelige).

Din egen (nuværende) top 3 er i øvrigt ret lækker.

19/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Lad os høre Emil, hvilken du peger på af disse store mestre, som du finder bedre.

19/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Jeg kan ikke pege på noget bedre fra Welles hånd. Kubricks CV er straks "værre". Der er jo en del sublime film. Men som store sci fi fan, så kommer man ikke uden om 2001. Mht Hitchcock, ja så er Psycho vel ligeså god som Vertigo.

Og takker. Hvad er din top 3 eller 5?

19/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Thomas: Hos Hitchcock er det "Psycho" for mig, hos Welles er det "Touch of Evil" og hos Kubrick er det "The Shining".

Adis: Som før nævnt skifter det hele tiden. Mit pistol for panden-svar plejer at være "Apocalypse Now". Det er nok den film, der bliver ved med at vokse mest trods gud-ved-hvor-mange gennemsyn. Og apropos Ridley Scott, så er "Alien" faktisk også tit oppe og vende der, hvor det er allersjovest hos mig. "Aguirre, the Wrath of God" undslipper meget sjældent min top 5. Det samme kan nok også siges om, ja, '2001'.

19/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Kurtz;

The Rocketeer og Hulk har absolut en stor portion charme, så fair nok hvis de hører til blandt dine ti bedste.

19/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Til min top - af andre film.

Jeg kommer nok aldrig væk fra Francis Ford Coppola's Godfather 1+2

Og ellers Den gode, den onde og den grusomme. Sergio Leones største fejl er at han ikke lavede flere film. Start scenen i Once upon a time in the West er simpelthen ubetalelig.

Milos Forman's Gøgereden - og Amadeus, er også ret højt på min liste.

Luc Besson's Leon er også altid en fryd at se.

Michael Manns Heat bliver jeg aldrig træt af. Suk man kan jo blive ved....

20/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Emil - ja tak. Alien. Så bliver det ikke bedre. Svært at vælge mellem den og Blade Runner. Til gengæld er jeg ikke den store fan af "Aguirre....." og må derfor være i mindretallet :)

20/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Jeg ville kunne nævne så mange film jeg slæber med i min rygsæk, fordi jeg elsker dem, at jeg ikke ville ane hvor jeg skulle begynde eller slutte. Blade Runner kan jeg dog også være med på. Den værdsætter jeg mere end Alien, så der har jeg "let" ved at vælge. Wayne nævner også en del som jeg elsker. Men en all-time favorit der overgår alle de andre, kan jeg ikke helt påstå jeg har. Jo i perioder, men i andre perioder ville jeg sikkert pege på en anden, så derfor holder det ikke.

Men på en øde ø ville jeg tage den første LOTR, den første Star Wars og den første Indy med mig! De bliver aldrig "gamle" i min bog.

20/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Nemlig - det er jo en umulig (og utaknemmelig) opgave, og det skifter som årstiderne, hvorfor jeg som sagt også var lidt træt af den der evindelige "Citizen Kane eller Vertigo???"-diskussion.

'Raiders' er også up there for mig. Nok min Spielberg-favorit. Nej vent....det er 'Close Encounters'. Eller nej...."Jaws"..... :-)

20/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Indy vil nok befinde sig et sted i top 100. Jeg har Close Encounters og E.T. lidt længere oppe. Også LOTR for den sags skyld.

20/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Du kunne simpelthen lige klemme verdens mest underholdende film ind i Top 100? Det lyder som en kedelig liste ;-)

20/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Historien er jo fyldt med gode film. Jeg kan ikke klemme alt ind i toppen :) Film som The Matrix, TDK, T2 vægter jeg højere, så Indy er ikke nødvendigvis den mest underholdende film i min optik :)

20/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Hørt Emil:-D

23/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Jeg mener at der vil være tale om to, ret forskellige lister - hvis jeg skulle vælge en top 100 over de bedste film, og en top 100 over de film jeg helst ville se igen. Selv om en del selvfølgelig er med på begge lister.

23/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
For mig giver det ikke rigtig mening at holde det adskilt på den måde.

23/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Nu er der selvfølgelig mange som overlapper.

Eksempler på film, som jeg synes hører til i min top 100 over bedste film - men som jeg ikke ville foretrække at se lige med det samme igen;

NIGHTCRAWLER
REQUIEM FOR A DREAM
MAGNOLIA

Eksempler på film som jeg ofte har lyst til at se - men som ikke hører til blandt bedste film;

Highlander (den første, og eneste rigtige i serien)
Jagten på lykke
Kung Fu Hustle

23/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Jeg er med på nogen deler det sådan op. Jeg gør ikke. En film skal for mig have en vis kvalitet, hvis det er en jeg skal se igen og igen. Uagtet om vi taler underholdning eller mere seriøse film. Jeg har ingen problemer med at se Nightcriwler. Jeg har allerede set den 3 gange :) Mangolia har jeg set 3 gange. Jeg vil hellere gense den hvert tredje år, end en eller anden mindre god film, som jeg alligevel ikke har høje tanker om, men som måske virker mere oplagt at se flere gange.

23/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Det er ikke spørgsmålet om om jeg kan holde ud at se dem - det er måske mere at de har brændt sig så fast, at jeg kan huske dem, scene for scene.

REQUIEM FOR A DREAM er nok en af dem jeg ikke føler den store trang til at gense. Men jeg anerkender at det er en stor film og en stor præstation.

Men som sagt - ud af 100 vil der måske være 80, som er på begge mine lister.

23/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Sjovt du lige nævner "Requiem for a Dream", Wayne. Det er nok en af de film, jeg har wrestlet mest med gennem årene, og som i øvrigt helt oplagt underbygger dit synspunkt omkring de to lister.

Jeg har set den tre gange, og det var en tærende kamp for mig at gense den, begge gange. Den er simpelthen så grum. Men samtidig står det lysende klart for mig når jeg ser den, at det er en film i topklassen.

23/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Jeg har det som dig Wayne. Der kan være film jeg rater lavere, men som giver større gensynsglæde eller bare lyst til at se den oftere.

Star Trek -The Motion Picture er for mig en sådan film. Det er eller bliver aldrig en film jeg rater til 9/10 eller 10/10 og den ville derfor ikke finde vej ind i min top 100. Det er stadig en jeg trækker ned fra hylden og ser igen og igen med års mellemrum. En klassefilm som The Master gider jeg derimod sjældent at se igen og igen. Så er der som du nævner, film der for en rammer begge dele. En sådan er Raiders Of The Lost Ark for mig. Stor gensynsværdi og en klassefilm der rates 10/10 her.

AB, når du nævner at en film skal have en vis kvalitet, så har de jo også netop dette for en, siden man gider. Det er jo ikke sådan at jeg tænker, "sikken en kedelig intetsigende lortefilm" og så ser den 5-10-15 gange.
Jeg forstår så ikke helt det du skriver med oplagt. Hvis man føler en film ligefrem er oplagt at se igen, hvorfor så ikke gøre det når man føler for det, fremfor at gense en man egentlig gider gense mindre?

Og hvad mener du med lave tanker om? Igen hvis man finder filmen røvsyg gider man næppe gense den, medmindre andet spiller ind på at give en film en chance mere naturligvis.

23/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
TN - hvis jeg ikke rater filmene rimelig højt (nok minimum 8) har det for mig ikke ret meget gensynsværdi.

Requiem for A Dream er bestemt ikke en film man sætter på hver dag. Der kan måske gå flere år imellem. Sådan er det med nogle film. Den er på en 8/10 for mig. Den vil med al sandsynlighed ikke indgå i min top 100, da jeg ville kunne finde bedre film. Jeg vil bare lave en liste over film, jeg synes rykker noget, fremfor dele det op i to lejre.

23/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
AB: Genser du seriøst aldrig film, som du ikke fandt fremragende første gang? Jeg har ikke tal på, hvor mange gange en film er blevet bedre af et gensyn.

Som Thomas påpeger er der jo også bare film, der er 'guilty pleasures' og som man blot holder af for det, de er. Fatter hat af din "minimum 8"-udmelding.

23/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Kurtz - imponerende at du alligevel har taget kampen op flere gange :-)

Jeg mener afgjort at man kan have en liste over "To Do" film - som skal ses på et tidspunkt. Og som man ved er klassikere - men så er der lige en ny film, eller en favorit film som trækker lidt mere og ofte vinder kampen.

TN. Vi har alle vore guilty pleasueres - som hører til vores egne, helt unikke favoritlister; En af mine er Rat Race, som bestemt ikke hører til på nogen lister - men jeg ligger flad over galskaben, hver gang. Raiders Of The Lost Ark, må have klassikerstatus nu - og den runder også klart en 10/10 hos mig.

AB. Så lyder det nærmere for mig, som om du kun har den ene liste - altså den som består af film som du værdsætter højest.

23/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Emil - så absolut. Og ændret mening. Men det er ikke det, vi diskuterer? Jeg siger bare, at hvis jeg skulle lave en evt top 100, tog jeg de bedste film med.

Wayne - du har helt ret.

23/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Altså du skrev:

"Hvis jeg ikke rater filmene rimelig højt (nok minimum 8) har det for mig ikke ret meget gensynsværdi."

Og tidligere skrev du "En film skal for mig have en vis kvalitet, hvis det er en jeg skal se igen og igen".

Ligesom Thomas er jeg forvirret omkring, hvad du mener med "en vis kvalitet" (det kan dælme betyde mange ting). Men altså, når du ligefrem sætter et grænsetal på i forhold til hvornår en film er gensynsværdig eller ej, så står jeg bare af. Det er jo ikke matematik det her.

23/05-16MINE YNDLINGS SUPERHELTEFILM
Blev vist for matematisk :)

"En vis kvalitet = film jeg rater forholdsvis højt.

Jeg har kun en liste. Og det er "bedste film-listen". Og det er tilfældigvis også dem med størst gensynsværdi :)

Der er også mange der har guilty pleasures, som du er inde på. Jeg er simpelthen blevet for kritisk og mavesur til den slags og nået det punkt, at min dyrebar tid helst skal bruges fornuftigt.

I alt 129 fundet.
Side [1] 2 3 > »
Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.