Kingdom of Heaven: Den ultimative director's cut

Kingdom of Heaven

25/06-16Den ultimative director's cut
Filmen blev noget svagt modtaget i sin tid af kritikerne og blev heller ikke den store succes ved billetlugen. Den hårde skæbne havde desværre en trist årsag. Biografversionen blev skamklippet (hele 45 minutter) for at holde filmen under tre timer = flere visninger pr dag. DC-versionen er derfor en komplet anden, mere sammenhængende og helstøbt film. Og blandt Scotts bedste.

Filmen tager modigt fat på korstogstiden og den politiske konflikt mellem to religioner og hvordan religiøs fanatisme stadig er et aktuelt tema. Det er gjort med fine nuancer og respekt, selvom enkelte små birolle godt kunne have været en smule mindre karikeret. På den anden side, så får vi et fint indblik i, hvordan religiøse fanatikere kan tage magten og de er derfor udstillet som skruppelløse.

Det er et solidt cast og selvom Bloom aldrig bliver den store skuespiller, gør han en fin indsats her. DC-versionen tillader heldigvis, at vi kommer noget mere bagom hans karakter og motivationer. Norton, Green og Neeson spiller også rigtig godt og der gives ligeledes mere plads til udvikling af deres biroller.

Scott har atter skabt en verden, som er 100% overbevisende og som efter mere end 10 år, holder stadig og synes ikke at være forældet. Kampscenerne, kulisser og kostumer er alt sammen imponerende og særligt filmens første slag - eller rettere angreb på Balian efter hans flugt, er brutalt og nådesløs i DC-versionen. Imponerende cinematografi og et must i HD format.

Foretrækker efterhånden denne over Gladiator og det er den slags storfilm, der gør mine oplevelser sjovere.

9/10

25/06-16Den ultimative director's cut
fedt adis! kender du til et sted man kan købe dc på blu ray? nu blev jeg rigtig nysgerrig på den

25/06-16Den ultimative director's cut
Dvdoo.dk har den pt på bud, til 90kr. Der skulle være et stk på lager, så SKYND DIG :)

25/06-16Den ultimative director's cut
DC versionen er nemlig virkelig fantastisk. Bio versionen var ret middelmådig, så når man ser den længere version skal det lige gå op for en hvor stor betydning det egentlig har. Hvis jeg husker ret, var du AB ikke specielt vild med DC cut i starten, du mente vist ikke det var så stor en forbedring. Husker også at selv om jeg fandt DC cut langt bedre, så tog det faktisk lidt tid før jeg indså hvor meget det var. Ren matematisk gik den fra en rating på 3/6 til 5/6 eller på den store skala fra 5-6/10 til 9/10 da den lige som faldt på plads.

25/06-16Den ultimative director's cut
Jeg havde det faktisk på samme måde. Altså, jeg kunne godt se "noget" var bedre, men kunne ikke helt sætte finger på, hvad det præcis var. Jeg huskede så desværre ikke bioversionen alt for godt, til helt at spotte den afgørende forskelle mellem versionerne - indtil jeg lavede lidt detektivarbejde og genså DC-versionen igen (nu for tredje gang).

25/06-16Den ultimative director's cut
Her er hvad en bruger skriver, som holder stik:

SPOILERS

"Der er en verden til forskel imellem biograf-versionen og Director's Cut-udgaven. Der er næsten tale om to vidt forskellige film, hvor altså biograf-udgaven falder håbløst igennem ved direkte sammenligning. De ekstra ca. 50 minutter er bestemt givet godt ud her.

Nu er det jo ikke sådan, at "Kingdom of Heaven" bare er blevet 'skudt' i den lange version, og så derefter skamløst klippet ned til den længde, man fik den at se i ude i biograferne. Nej, adskillige scener i filmen er faktisk optaget i flere forskellige dialog-versioner og med både små og store variationer af handlingsforløbet, der vidner om at Ridley Scott fra starten af må have været helt bevidst om, at filmen skulle laves i to, ikke helt ens, udgaver. Men Director's Cut-udgaven tilfører altså filmen mere dybde, flere detaljer - og frem for alt, så får en del af filmens persongalleri tilføjet en mere nuanceret beskrivelse. Vi lærer dem dermed også bedre at kende.

Balian er nemlig ikke bare en tilfældig fransk grovsmed fra bøhlandet, som ved tilfældets hjælp ender med at lede forsvaret af Jerusalem imod en overlegen muslimsk angrebsstyrke. Og endda opnår yderst gunstige betingelser for byens overgivelse til Saladin. Nej, Director's Cut-udgaven lader os faktisk vide, at Balian - ud over at fremstille våben og hestesko i sin smedje - også har konstrueret krigsmaskiner til den stedlige lensherre hjemme i Frankrig. Og har deltaget aktivt i mindst ét lokalt felttog, og dermed ikke er fuldstændig ukendt med krigsstrategi.

På den anden side er Godfrey heller ikke bare en tilfædig tempelridder, der ankommer fra det hellige land til en fremmed egn i Frankrig, og sådan lidt 'hovsa' opdager at han har en søn dér. Godfrey stammer faktisk fra selv samme egn, og er den stedlige lensherres yngre bror. I hine tider havde lensherrerne nemlig retten til brudenatten med enhver kvinde, der hørte ind under hans besiddelser. Og Balian er et direkte resultat af dette adelige privilegium.

Director's Cut-versionen fortæller os ligeledes, at lensherren (den ældre bror) er misundelig på sin yngre broders succes i det hellige land. Hvis nu der skulle tilstøde Godfrey noget ilde, ville hans titel samt baroniet Ibelin, meget belejligt tilfalde lensherren. Derfor er overfaldet i skoven heller ikke noget tilfældigt sammenstød, men derimod et veltilrettelagt baghold, der har til formål at dræbe Godfrey og hans følge. Kravet om udleveringen af Balian skal blot tjene som alibi for selve bagholdet. Anføreren for flokken er i øvrigt Godfrey's egen nevø, som lige inden angrebet siger til ham: "You are my Uncle; I must give You the Road".
I Bio-versionen er det: "You are a Lord; I must give You the road", og han er her bare en tilfældig soldat i lensherrens tjeneste.

Biograf-versionen fortæller endvidere intet som helst om, at Balian og præsten - der i starten af filmen er til stede ved begravelsen - er brødre. Eller at præsten er en slesk, tyvagtig sjuft (nå jo, vi ser ham jo faktisk stjæle et sølv-krucifiks fra liget), der ikke har nogen skrupler ved et stikke pengene til afholdelse af en messe for den afdødes sjæl, i sin egen lomme. Eller gentagne gange prøve at presse broderen til at forlade landsbyen for stedse, så præsten selv kan overtage smedens besiddelser. ("Du må ikke begære din næstes hus", *tsk-tsk-tsk*!) De to er ikke perlevenner, og drabet på præsten i smedjen er sikkert ikke bare udløst af en impulsiv handling. I Director's Cut-udgaven ligger der nok i virkeligheden mere bag.

Også Sibyllas karakter har lidt mere at byde på i den udvidede version. Hun og Guy de Lusignan er ganske vist gift, men lever ikke sammen som mand og kone. Der er mere tale om en politisk alliance, end et ægteskab. Hun har en lille søn fra et tidligere ægteskab, og han skal krones som konge af Jerusalem, når den spedalske konge dør. Efter hans kroning konstaterer man desværre også symptomer på begyndende spedalskhed hos drengen, og i sorg over dette (samt over drengens død for hendes egen hånd) udnævner Sibylla, som den nye dronning af Jerusalem, Guy til konge og øverstbefalende over hæren. Derefter lukker hun sig inde i sine gemakker - ligeglad med alting - og lader apatisk tingene ske. Sibylla er dermed indirekte årsagen til igangsættelsen af den katastrofe, der uundgåeligt leder til tabet af Jerusalem. Men alt dette fortæller Bio-udgaven heller intet om. Den leder os i stedet til at tro, at Sibylla udelukkende gør det hvad hun gør, som en bitter reaktion på Balian's afvisning af hende.

Så til dem, der kun kender biograf-versionen - og blev dybt skuffet over den:
Smid den ad Pommeren til, hvis ikke I allerede har gjort det, og giv Director's Cut - og Ridley Scott - en ny chance. Der venter en langt mere helstøbt filmoplevelse hér. Og så er den i øvrigt fantastisk flot at skue, på Blu-ray medie. Og husk: Film skal helst ses i hjemmebiografen. Det er nemlig dér, man oftest får chancen for at se film i den bedste (eller foretrukne) udgave. Som nu med "Kingdom of Heaven".

28/06-16Den ultimative director's cut
Jeg tror næsten allerede at jeg kender svaret inden jeg spørger, men here goes:

Jeg så aldrig filmen i sin tid; mest pga. de ekstremt dårlige anmeldelser (og jeg var 18, jeg havde andre ting)

Hvilken version anbefales der for en mand, der aldrig har set filmen?

Jeg ejer selv Troja i DC-udgaven, som kun blev en langt bedre og mere sammenhængende film af den længere spilletid og jeg synes at kunne fornemme, at det også er tilfældet her?

28/06-16Den ultimative director's cut
Klart DC cut. At se bio versionen først er blot at ødelægge oplevelsen. Faktisk er der ingen grund til at se bio udgaven i det hele taget (uden af nysgerrighed måske). Når man snakker om dem så to forskellige film næsten, så er det en middelmådig skamklippet udgave og så den rigtigt og fede udgave.

28/06-16Den ultimative director's cut
Så er det heldigt, at den ligger på mit bord; klar til et gennemsyn come night-time :-)

28/06-16Den ultimative director's cut
Hvad TN sagde.

Ingen grund til at spilde tiden på en halvfærdig film.

29/06-16Den ultimative director's cut
Nogen der ved om der findes et DC på Robin Hood? - det kunne måske også rette op på den.

29/06-16Den ultimative director's cut
Der er en DC-cut af RH på 16 min. Den kan desværre ikke redde en middelmådig film, så svaret er nej. Kingdom of Heaven er en helt anden snak. Vi taler om 45 min eller mere.

29/06-16Den ultimative director's cut
Hvor har du set DC cut af RH henne?

29/06-16Den ultimative director's cut
Den udkom jo på dvd og BD. Det kan stadig købes hvis du vil give den en chance til.

29/06-16Den ultimative director's cut
Hov, det er da den udgave jeg har for pokker da:-D Det jo en af de mange hundrede jeg arvede efter den gamle.

29/06-16Den ultimative director's cut
Der kan man se. Men det gjorde ikke filmen bedre men hvornår har 16min også gjort det? Det er en typisk cut som vi tit har set det og man vil knap nok bemærke noget. Det ændrer ikke så meget på Scott desværre har suget for meget eventyret ud af myten og hyret Crowe, som er helt gak gak valg til Robin Hood.

29/06-16Den ultimative director's cut
Ha - jeg fandt så ud af at det også er den udgave jeg har :-)

Men jeg sætter den nok ikke på lige med det samme, hvis det ikke ændrer noget væsentligt.

I øvrigt var det måske på tide med en rask top-10 over RS film? - med karakterer.

The Martian beviste at han stadig har det i sig.

Men måske burde det være i en selvstændig tråd - det fortjener han.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.