The Legend of Tarzan - 2 D: The 'Meh' of Tarzan

The Legend of Tarzan - 2 D

31/07-16The 'Meh' of Tarzan
Jeg har aldrig haft det største forhold til Tarzan-figuren, men jeg har da læst et par hæfter og set et par film for mange år siden.

Denne nytænkning af Abernes Konge er ganske standard Hollywood-fare, omend en smule sjusket udført. Først og fremmest kunne pacingen være bedre. Lige så snart filmen opbygger et suspensefyldt øjeblik, ødelægges det af abrupte flashbacks af Tarzans oprindelseshistorie, der kører parallelt med det primære handlingsforløb. Dette forløb forklares heller ikke særligt godt, men fordi Christoph Waltz skyder stammekonger og kigger sultent på diamanter, har det nok noget med grådighed og udnyttelse af ædle stammefolk at gøre.

Produktionen er ellers i top og actionscenerne er kompetent filmet, men lades i stikken af lidt for megen slow-motion og CGI, der ikke virker efter hensigten og når man ikke tror på at vores helt er i fare, mister man også hurtigt interessen for de ellers flotte billeder.

Det kan muligvis også have noget at gøre med at skuespillerne simpelthen tager hele filmen for seriøst. Skarsgaard ligner rollen, men brænder aldrigt rigtigt igennem. Margot Robbie prøver at tilføje en barsk, feministisk attitude til Jane-figuren, men det falder ret meget igennem når hun, til syvende og sidst, skal reddes af sin abemand. Christoph Waltz kører ret meget på autopilot som den griske ... whatever. Den eneste, der synes at more sig er Samuel L. Jackson, der, med sædvanlig karisma, giver den gas som Tarzans følgesvend. En fornøjelig karakter, der ville have gjort sig langt bedre i en anden, mindre selvhøjtidelig, film.

Tarzan er altså lidt en spildt chance (i mine øjne) for at fortælle et godt eventyr til en ny generation fordi alt skal tages SÅ seriøst.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.