Frankenstein Junior: R.I.P. Gene Wilder

Frankenstein Junior

30/08-16R.I.P. Gene Wilder
Sent i aftes erfarede jeg den sørgelige nyhed om, at Gene Wilder var død efter et ærgerligt sygdomsforløb. En mand af hans vanvittige talent fortjener i allerhøjeste grad nogle ord med på vejen herinde, men den her ramte mig også på et personligt plan.

Gene Wilder var en af de allerførste humoristiske helte, jeg havde på film, og som jeg har haft rigtig mange af sidenhen. Men det var Wilder, hvor det gik op for mig, hvor sjov man kunne være uden at forsøge at stjæle en scene. Dette stod tydeligt for mig i de film, han lavede sammen med Richard Pryor, der i sin egen levetid nød legendestatus og af mange betragtes som den bedste stand up-komiker, der nogensinde har levet. Hvis man kan ”stjæle” scenen fra en mand som ham – uden endda at forsøge – så er man noget ganske særligt.

Det var netop makkerskabet med Pryor, der var mit første bekendtskab med manden. Jeg har ikke været mere end 7 år, da jeg jeg så ”Stir Crazy” (eller ”To Tosser Bag Tremmer” som der stod på kassetten) første gang, og jeg har ikke været mere end 9, da båndet var slidt op. Og selvom jeg til sidst kendte filmen ud og ind, så blev jeg ved med at finde små nuancer i Wilders spil. Hans timing som altid var lidt off. Måden hans azurblå øjne vandrede på, når han lyttede. Hans nærmest engleagtige naivitet overfor den frembrusende Pryor og ikke mindst de andre, han var spærret inde med. Jeg blev aldrig træt af at se på ham. Tværtimod.

Senere blev hans geni cementeret, da jeg så film som ”Young Frankenstein” og ”Willy Wonka & the Chocolate Factory”. Førstnævnte er stadig en af mine all time-favoritter, og dette skyldes alle de medvirkendes komiske præstationer, men mere end nogen anden – Wilder. Den ellers så blide mand gik ind i projektet med alt, hvad han havde. Han forstod præcis hvilken æra, det var, som filmen hyldede og gav os overspil i verdensklasse. Som den gale videnskabsmand der indhentes af sin fortid demonstrerede han eksplosivt skuespil i sin bogstaveligste form. Og han var sjov.....hold kæft hvor var han sjov. Selvom jeg vil påstå, at manden kunne det hele, så vil jeg altid tænke tilbage på ham som humoristisk skuespiller. Det var her, den største magi opstod foran mig, og jeg er evigt taknemmelig for, at han gav mig nogle af de tidligste grin, jeg kan huske. Og nogle af de bedste.

30/08-16R.I.P. Gene Wilder
Bravo Oberst. Godt skrevet.

Jeg har også lige lavet en Top 4 - Gene Wilder, af samme årsag.

Han havde et helt særligt talent for at underspille en rolle, som du også skriver - og en genial timing.

30/08-16R.I.P. Gene Wilder
Tak skal du have. Jeg går lige ind og følger trop så!

30/08-16R.I.P. Gene Wilder
gode og personlige ord, emil

30/08-16R.I.P. Gene Wilder
Tak Tommy!

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.