Florence: En sær historie om en særlig kærlighed

Florence

08/10-16En sær historie om en særlig kærlighed
Det her må være én af de mest besynderlige historier fra det virkelige liv, jeg nogensinde har set omsat til film. Florence Foster Jenkins var en rig societykvinde, som efter at have arvet sin fars formue brugte de sidste 35 år af sit liv på at støtte kulturlivet i New York. Det gjorde hun bl.a. ved at arrangere soireer, hvor hun selv optrådte som operasanger. Og det gjorde hun så i lukkede kredse, indtil hun i 1944 gik med til at give en støttekoncert for de amerikanske soldater i Carnegie Hall. Eftersom hun nu optrådte med åben adgang for offentligheden, kunne det ikke længere holdes skjult, at den da 76-årige Foster Jenkins var fuldstændig talentløs som sanger.

Det er altså grundlæggende tragikomisk historie, manuskriptforfatter Nicholas Martin her har fundet frem fra krigstiden og omsat til en overraskende velfungerende filmfortælling. For én ting er den bizarre fortælling om en overklassekvinde, der lever et beskyttet liv og formår at være aldeles uanende om sin egen inkompetence. Men kernen i "Florence Foster Jenkins" er i virkeligheden en særpræget, men også rørende kærlighedshistorie.

Filmens anden hovedperson er nemlig Foster Jenkins' mand, en britisk skuespiller uden det store talent, som tilsyneladende fandt sit livs store rolle som det centrale punkt i illusionen omkring sin hustru. Man ser, hvordan han med stor opmærksomhed omkring alle detaljer forsøger at skærme hende mod offentligheden, så hun lever i tryg forvisning, om at hun selv er med til at udbrede den kunst, der betyder så meget for hende. Endda selv om en stor del af publikum ved hendes soireer - bl.a. Cole Porter - faktisk er der, fordi de synes, det er hylende morsomt.

Men hendes nærmeste gør altså alt, hvad de kan for at bevare illusionen, og instruktørveteranen Stephen Frears får elegant foldet den del af filmen ud som en smuk og paradoksal lille historie. Reelt snylter både hendes mand og flere andre på Foster Jenkins' rigdom, og hendes bizarre liv kan selvsagt kun lade sig gøre, fordi hun er stenrig - men man er heller ikke i tvivl, om at hendes mand faktisk elsker hende og ønsker at skabe et lykkeligt liv for sin kone. Hvilket også viser sig at bunde i tragiske omstændigheder fra hendes tidligere ægteskab.

Men så er der altså også musikken. Og sangen. Som Meryl Streep i hovedrollen skriger og skråler sig igennem på så absurd vis, at ja, det er faktisk enormt morsomt. Og det lykkes imponerende nok Streep at balancere hovedrollen, så man på den ene side har det her portræt af en kvinde med komplet mangel på både talent og selverkendelse - og på den anden side fremstår hun alligevel som sympatisk og menneskelig.

Hugh Grant er også fin som Foster Jenkins' vege, undskyldende mand, der konstant sniger sig rundt i baggrunden og fejer ting ind under gulvtæppet. Og blandt et spraglet udvalg af biroller er det især sjovt at se Rebecca Ferguson som en Lauren Bacall-type i rollen som Grants elskerinde samt Nina Arianda som en lettere malplaceret Jean Harlow-type blandt Foster Jenkins' society-publikum. Frears og filmholdet har tydeligvis styr på deres referencer til Hollywoods guldalder.

Jeg var positivt overrasket over "Florence Foster Jenkins". Oplægget lød som et sært emne for en film, men bag dens bizarre fejring af talentløshed er der altså en rørende lille historie om at ville gøre alt for kærlighed - ikke mindst den åndelige kærlighed.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.