Kill Bill Volume Two: Smerte og stil i udsøgt samspil

Kill Bill Volume Two

30/10-16Smerte og stil i udsøgt samspil
Oberst Kurtz sagde for nyligt alt, hvad der kunne og skulle siges om ’Kill Bill vol. 1’, så efter et nyligt gensyn går jeg ham i bedene med et par ord om fortsættelsens mindst lige så lamslående kvaliteter.

Om det er en bedre film end den første, ved jeg ikke, men på mange måder stikker den her dybere. Som i volume 1 får Tarantino vores adrenalin til at koge, mens vi morer os over det både referencerige og dybt originale univers, han har sat i verden. Men her har adrenalinen en eftersmag af smerte. Ikke den slags smerte, der skriges og sprøjtes i lårtykke stråler udover en perfekt orkestreret actionscene, men som kradser i følelserne samtidig med, at man stimuleres.

Som når Daryl Hannahs voldsomt overspillede, men afvæbnende seje kvindeskurk efterlades blind i en campingvogn, skrigende og famlende som en langsomt døende teenagetøs. Hævnen er fortjent, men ulækker - og stadig voldsomt tilfredsstillende og stimulerende, fordi Hannahs klap for øjet pludselig agerer pay-off i et setup, man ikke så komme.

Som sådan er Tarantino hele tiden et skridt foran sit publikum, og han leger med vores følelser på en dybt kalkuleret, men mesterlig måde, der minder om Lars Von Triers stileksperiment i ’Dogville’ og bodyhorror i ’Antichrist’. Mærk selv, hvordan pulsen unægteligt stiger i takt med jorddyngerne, der begraver The Bride i en kiste under jorden. Det er som en perveret filmfantasi, undfanget fra nørdens inderste kringelkroge, men forløst, fordi fortællingens dramaturgi retfærdiggør det: Hvordan skulle vi bedre lære The Brides træningsophold hos Pai-Mei at kende, end ved at lade resultaterne af netop det træningsophold afgøre liv og død?

Totalt overvældende bliver det, når musikken varmer op til den store flugt, og The Bride begiver sig til at flække kisten med de bare næver. En scene, der vækker minder om Bruce Waynes flugt fra hullet i ’The Dark Knight Rises’, og som på samme måde får hårene til at rejse sig i det, der med engelske gloser kun kan kaldes ’pure epicness’. Måske jeg bare har en svaghed for den slags katarsiske scener, men her laver Quentin Tarantino simpelthen en af filmhistoriens bedste.

Skuespillet skal nævnes. Budd er endeløst fascinerende takket være Michael Madsens beherskelse af stemme og bevægelser. Michael Parks er uendeligt velspillende som Bills faderfigur, der ubesværet tilføjer nye nuancer til primærfarven Bill, fordi han - igen dramaturgisk overlegent udtænkt af Tarantino - agerer sidste stop inden endestationen. David Carradine er uforglemmelig som Bill, mens Uma Thurmans modspil på næsten morbid vis fremtvinger store følelser. For er det her ikke en hævnfilm?, spørger man sig selv, mens Tarantino pludselig udfolder en dybdeborende kærlighedshistorie for øjnene af os.

’Kill Bill vol. 2’ har det hele og mere til. Visuelt er ekvilibrismen nedtonet (her er ingen åndenødsfremkaldende kamerature a lá fugleperspektiv-skuddet fra 1’eren), men gennemsyrer stadig hver en fiber af produktionen. Begge film in mente beviser mesterfotografen Robert Richardson virkelig sin spændvidde her. Dialogerne er lange, opfindsomme og intense, men tilføres ofte et tankevækkende og følelsesladet lag, jeg aldrig før har oplevet ordsnedkeren Tarantino bedrive. Det her kunne - i min optik - meget vel være hans bedste film.

30/10-16Smerte og stil i udsøgt samspil
Lækker anmeldelse, Rasmus. Jeg fik mig anskaffet QT boksen for nogle måneder siden, så den stod på QT i en periode herhjemme:) Jeg troede egentlig vol 2 stod bedst, men vol 1 er så pokkers medrivende og good fun, at det er ret tæt løb mellem dem.

30/10-16Smerte og stil i udsøgt samspil
Så fik Volume 2 da godt nok som fortjent. Tak for den gestus Rasmus, pragtfuld anmeldelse! Jeg er vild med de konkrete eksempler, du hiver frem, som også står ud for mig. Og det forløsende eksploderende hjerte til sidst symboliserer filmens nærmest magiske evne til at HAVE et hjerte, der banker højt bag det forførende ydre.

31/10-16Smerte og stil i udsøgt samspil
Fedt lige at blive trukket tilbage i mit absolutte favorit QT univers. Jeg vælger, lige som mesteren selv, at betragte de to film som et værk. Og jeg både frygter for og håber på den bebudede fortsættelse.

Mon ikke han lige peakede der - og så vil det måske bare ende som et sørgeligt ekko af et mesterværk.

31/10-16Smerte og stil i udsøgt samspil
To lækre anmeldelser, der, på smuk ironisk vis, som filmene udgør en helhed af sproglig ekvilibrisme.

Og nu vil jeg virkelig gerne snart se The Whole Bloody Affair, så man rent faktisk har mulighed for at se værket i ét stræk, uden at skifte plade. Også for at se om de to forskellige stilformer udgør en højere enhed eller om det bliver en smule forvirrende.

31/10-16Smerte og stil i udsøgt samspil
Fedt vi kan enes om, at disse film præsenterer Tarantino på toppen af sin ydeevne. 'Reservoir Dogs' og 'Pulp Fiction' er selvfølgelig umulige at komme uden om, når vi drøfter mandens absolut bedste film, men mere kreativ og inspireret end i disse to pletskud har jeg ikke oplevet ham (eller, så skulle det da lige være i ovennævnte... :D).

I øvrigt tror jeg, at beslutningen om at opdele Kill Bill var den rette - hvorvidt den så var Tarantinos egen eller ej. 1'erens cliffhanger fungerer fabelagtigt, og 2'erens introduktion med The Bride i bilen suger én direkte tilbage i universet.

31/10-16Smerte og stil i udsøgt samspil
fremragende læsning!! tak for det

scenen på terrassen udenfor kirken, første gang vi ser Bill og Kiddo tale sammen, den er udmattende smuk og emotionel, en af mine yndlingsscener nogensinde

"Det her kunne - i min optik - meget vel være hans bedste film." - jeg er enig

01/11-16Smerte og stil i udsøgt samspil
Helt enig, don. Da jeg så den i biografen, fandt jeg netop startscenen langtrukken og til dels unødvendigt, og jeg fatter ikke, hvad jeg tænkte på. Den minder på en måde om Basterds' fabelagtige intro, fordi bomben venter så længe med at gå af. Her er der bare så store følelser på spil. Måden hvorpå Bill får The Bride til at smelte i lillepigebegejstret frygt og forelskelse lægger perfekt kimen til resten af filmen og sætter for første gang hele Kill Bill-universet i relief.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.