Hacksaw Ridge: Florence Nightingale i krig.

Hacksaw Ridge

22/12-16Florence Nightingale i krig.
Det er umuligt ikke at have enorm sympati for Desmond T. Doss, som med utrættelig kamp for sin ret til at være pacifist, og til alligevel at kunne bidrage, med livet som indsats, i krigen - uden andre våben, end en slidt bibel.

Der er i det hele taget mange referencer til selvsamme bibel i filmen, og den er et magtfuldt våben mod befalingsmændenes ønske om at smide Doss ud af hæren. Doss far, spillet med indlevelse af Hugo Weaving, er præget af indre dæmoner i kølvandet på 1. verdenskrig - og har ligeledes stor betydning for Doss's valg og skæbne.

Andrew Garfield's fremstilling af Desmond T. Doss minder i høj grad om den endnu mere naive Forrest Gump - som Tom Hanks bragte til live med stor succes. Der er dog intet naivt i Doss's kamp for at redde menneskeliv, kun et ekstremt heltemod - og et ønske om at gøre en forskel og gøre sin pligt.

Filmens største problem er at den ikke føles som en helhed - den er i høj grad delt op i to halvdele. Den første del handler om Doss opvækst, mødet med kæresten og opgøret med hæren om retten til at deltage i krigen på egne betingelser.

Modsat mange andre krigsfilm, som giver tid til eftertanke - måske gennem brevveksling med de kære derhjemme, eller med et andet ophold i filmen hvor man venter på det næste slag - så vælger Gibson at beskrive et enkelt (eller 2) slag, som føles som en lang træfning hvor Doss midt i alt det grusomme får mulighed for at bevise sit heltemod.

Gibson går amok i blodrus, og viser os tydeligt krigens totale meningsløshed, med sprængte lemmer og blod som sprøjter os lige i hovedet. Det er skræmmende og fascinerende på samme tid, og afgjort filmens stærkeste kort.

Alligevel vælger Mel Gibson at trække unødige veksler på tilskuerens tålmodighed - alle Doss modstandere får deres egen stjernestund med vores helt, hvor de får mulighed for at opleve og hylde hans mod. Det virker en anelse for patetisk - men i øvrigt typisk for Gibson.

Jeg savnede en epilog, hvor vores helt kunne binde enderne sammen med familie og kæreste. Det kunne måske have givet en mere sammenhængende film. Vi får det godt nok i form af den dokumentaristiske afslutning - men det virker alligevel som om første halvdel af filmen bliver ladt i stikken.

Absolut en flot flim, som beviser at Gibson stadig kan - men han er et stykke fra den mere vellykkede Apocalypto, og især fra mesterværket Braveheart.

7/10

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.