Jeg, Daniel Blake: Et alt for aktuelt råb om medmenneskeli...

Jeg, Daniel Blake

07/01 15:59Et alt for aktuelt råb om medmenneskelighed
En ældre tømrer bliver fanget i bureaukrati efter en hjerteoperation. Hans ansøgning om sygedagpenge bliver afslået, og mens han venter på at få afgjort sin ankesag, er han nødt til at søge arbejde som dagpengemodtager, selv om lægerne har forbudt ham at arbejde under genoptræningen.

Engelske Ken Loach er først og fremmest kendt for sine socialrealistiske film, og her er han tilbage i velkendt stil med en fortælling, der minder skræmmende meget om de historier, som også er kommet frem fra det danske arbejdsløshedssystem i de senere år. Hvor sygdomme kan blive underkendt af lægekonsulenter, som aldrig har mødt patienten, og hvor borgerne farer rundt i et svært gennemskueligt bureaukrati, der mere synes at være til for at kontrollere end hjælpe.

"I, Daniel Blake" er en vred og indigneret film, hvor hovedpersonen kæmper en opslidende kamp for at bevare bare en smule værdighed og selvværd i mødet med et system, hvor medarbejderne endda kan blive irettesat, hvis de er for menneskelige og forsøger at hjælpe for meget. For eksempel ved at rådgive om, hvordan man udfylder onlineformularer, når man aldrig før har betjent en computer. Der viser filmen netop et system og en kultur, som er til for sin egen skyld og ikke for de borgere, som risikerer at blive kvast i mødet med bureaukratiet.

Samtidig bruger filmen Daniels relationer til at give flere eksempler på, hvad der er konsekvenserne af et system uden manglende social bevidsthed. Hans unge nabo, der scorer sorte penge på billige kopivarer. En ung enlig mor, der er blevet genhuset til Newcastle fra London, har lige så frustrerende oplevelser på det lokale jobcenter og bliver tvunget ud i umulige valg, fordi hun vil det bedste for sin datter. Den relation bruger Loach også til at understrege sit argument for helt basal medmenneskelighed: Daniel møder tilfældigt den unge mor på jobcentret, og han tilbyder at hjælpe med lidt praktiske ting, fordi han kan se, at hun er i nød. Det udvikler sig til et usædvanligt venskab baseret på den evne til faktisk at se hinanden, som det offentlige system i den grad mangler.

I hovedrollen er Dave Johns, der ellers er bedst kendt som stand-up-komiker, enormt troværdig og konstant vedkommende som en mand, der bare gerne vil have lov til at bevare sin værdighed og få noget rimelig hjælp, når livet har ramt ham med uheld. Og Hayley Squires er også rigtig god som den enlige mor, der primært vil give sin datter et godt liv, men i øvrigt viser sig at være noget mere kynisk end Daniel Blake.

"I, Daniel Blake" er dog først og fremmest mindeværdig for sin vedholdende, hårde realisme, der bliver serveret med ægte indignation og et råb om ærlig medmenneskelighed. Det er en film, som i sørgelig grad er relevant for sin samtid, og det er givetvis også grunden til, at den vandt Guldpalmerne i Cannes sidste år. Men trods al relevans og gode pointer synes jeg dog ikke, den er helt på højde med instruktørens gamle hovedværker. Det er en film med stor væsentlighed, men ikke helt samme slagkraft, som Loach tidligere har vist - måske fordi den undervejs skøjter lidt let hen over de sociale sammenhænge i det, man ser på lærredet.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.