Sauls søn: 2016 Film med dansk biografpremiere.

Sauls søn

18/01 10:592016 Film med dansk biografpremiere.
Hermed mit bidrag om film jeg har set, med dansk biografpremiere fra 2016.

Jeg gennemgår dem kvartalsvis, og knytter en kommentar til dem alle - samt en rating ud af 10.

For hvert kvartal laver jeg desuden en Top 10 - og det hele slutter med en konklusion over hvilke 10 film jeg samlet mener var de bedste fra året.

I er selvfølgelig velkomne til at diskuterer mine valg - eller til at lave alternative lister. Jeg har ikke set alle film, så det ville være fedt at få at vide hvilke film jeg stadig har til gode.

18/01 11:032016 Film med dansk biografpremiere. Første kvartal.
Men lad os starte med begyndelsen, for med diverse prisuddelinger og Oscar tæt på – var januar naturligvis fyldt med gode film.

07.01.2016. Den gode dinosaur
Det er sjældent set, at Pixar ikke lever op til forventningerne. Men det gjorde de ikke denne gang. Filmen blev aldrig vedkommende for alvor, og lignede en tynd bryg på temaer som er brugt mange gange før. 6/10.

07.01.2016. The Hateful Eight
Der er altid kæmpe forventninger til en ny Tarantino-film. Og de var ikke mindre til filmen som næsten var skrinlagt, før den blev sat i gang, fordi manuskriptet var blevet lækket i forvejen. Men Tarantino besindede sig og lavede et kammerspil, med kun to lokationer – en diligence og en hytte i Wyoming. Det hele lavet som en skøn blanding af klassisk John Ford og Sergio Leone – og ikke mindst tilført et score fra legendariske Ennio Morricone. Dyster og galgenhumoristisk – og en af hans bedre film. 8/10.

14.01.2016. Daddy’s Home
Papirstynd komedie, med enkelte små fnis. 5/10

14.01.2016. Youth
Paolo Sorrentinos kommentar til alderdom og forfald vs. Ungdom – lidt i forlængelse af hans Oscarvinder, Den store skønhed. Filmen er uden dramatik og skal egentlig bare opleves med øjne og ører. 7/10.

14.01.2016. Kollektivet
Det er jo ikke fordi der ikke er noget på spil i filmen - det er der i høj grad. Det er snarere, at de store tragedier næsten drukner i kampen for det hyggelige sammenhold. Ikke Vinterbergs bedste film. 7/10.

21.01.2016. Steve Jobs
Danny Boyle instruerer Michael Fassbender og Kate Winslet – i en film om en af verdens mest innovative mennesker. Desværre udebliver dramatikken for det meste, for vi kender allerede æblekongens historie – også hans lidt kedeligere sider. Den er fortalt i bøger, artikler, på tv og i en tidligere film. Derfor ender filmen mere med at være båret af instruktion og skuespilpræstationer – end af selve historien. Og det er selvfølgelig i høj kvalitet, men også lidt kedeligt. 7/10.

21.01.2016. The Revenant
Alejandro González Iñárritu vandt i 2015 hele 3 Oscars for mesterværket Birdman – manuskript, instruktion og film. Alle var helt fortjente. Det var derfor nærmest naturstridigt, at han igen i 2016 var nomineret for film og instruktion. Det kræver som regel års forberedelse at lande en Oscar som instruktør. Men det skete altså med en film, som virkelig er en kraftpræstation – og en dramatisk fortælling om Hugh Glass’ kamp for overlevelse og hævn i Missouris vildmark. Filmen indbragte i alt 3 Oscars – blandt andet endelig en til Leonardo DiCaprio. Herudover et enestående hattrick af filmens fotograf Emmanuel Lubezki, som høstede en Oscar for 3. år i træk! En af årets største film. 9/10.

04.02.2016. Den danske pige
Stor international opsætning. Instruktør Tom Hooper, som lavede Oscarvinderen Kongens store tale, og med to af øjeblikkets helt store stjerner Eddie Redmayne og Alicia Vikander. På trods af historiens vigtighed, om forsøget på verdens første kønsoperation - og masser af dramatiske muligheder i forrygende omgivelser i København – endte filmen med at være mere flot end egentlig rørende. Især Alicia Vikander er overbevisende, mens Eddie Redmayne næsten er for meget et umælende offer. Synd, at man ikke baserede det hele på den virkelige historie, frem for David Ebershoffs roman – som ikke fortalte hele historien. Filmen vil også huskes for den ufrivilligt morsomme udgave af Vejle Fjord. Dom; Som dramatisk film; Bestået. Som dokumentar; Ikke bestået. 7/10.

04.02.2016. Ex Machina
Alicia Vikanders anden premierefilm, samme dag. Ikke fordi de blev lavet samtidig – men fordi biograferne ikke troede på den, og først valgte at vise den da den var udkommet på DVD og VOD. På den måde endte de med at få ret i, at den ikke blev den store succes – for det var den allerede udenfor biograferne. Fantastisk fremtidsfilm, om menneskets trang til at lave maskiner som ligner mennesker – men som selvfølgelig ikke skal have samme status. Hvad sker der når maskiner får følelser? Og når de bliver gengældt af mennesker. Diskussionen har vi haft i andre film tidligere. Men den er mere aktuel end nogensinde. 8/10.

11.02.2016. Deadpool
Det bedste der er at sige om filmen er det der foregik inden den fik premiere. Sjældent er en film blevet hypet så meget, og så dygtigt inden en premiere. Deadpool/Ryan Reynolds optrådte i alle tænkelige medier og reklamer – og karakteren var kendt for sin grovkornede humor længe inden den ramte lærredet. Selve filmen udmærker sig ved at adskille sig fra de øvrige superheltefilm ved aldrig at tage sig selv højtideligt. Og der er mere tale om en komedie – for den har mere tilfælles med Monty Python og Jim Carrey end Marvels øvrige univers. Tåbeligheder som, at man lige har glemt at tage våben med til det vigtigste slutopgør er bare krydderi på et helt igennem sjovt bekendtskab. Den danske oversætter har også haft en fest med at blande danske kendisser ind i filmen. Man kan kun håbe at de kan holde dampen oppe i den kommende efterfølger. Markedsføring for en film – årets bedste. 8/10.

11.02.2016. Zootropolis
Hver gang Disney lancerer en ny film har det naturligvis verdens bevågenhed. Men for en koncern som efterhånden tæller mastodonter som Pixar, Star Wars og Avengers, er det ikke så underligt at det ikke kan være lige veloplagt hver gang. Zootropolis hører dog til i det øverste midterfelt af Disneys gigantiske produktion – med en opbyggelig morale, men uden de sædvanlige dødsfald i familien. 7/10.

11.02.2016. Zoolander 2
Den længe ventede efterfølger er præcis lige så åndsvag, som man kunne forvente. Historien er uvæsentlig, alt handler om de mange easter eggs, og er man forberedt på det, så er det underholdende nok. 5/10.

11.02.2016. Brooklyn
Jeg har ikke læst romanen, men jeg er vildt imponeret over måden filmen flyder, på en måde som aldrig forceres - selvom den ikke engang varer i 2 timer. Livet for en ung immigrant beskrives dybt troværdigt, og Elllis kærlighed og det dillemma som pludselig opstår - og splitter hende for en stund virker utroligt ægte. 8/10

18.02.2016. Hil, Cæsar!
Der er altid stor interesse omkring en ny Coen-film - og især fordi det efterhånden er 8 år siden de sidst har lavet en film med den tidligere så kendte underfundige humor. Den får vi også i denne film, som desværre også udmærker sig mest ved at være en spøjs rodebunke af historiske henvisninger, med et glimt i øjet. Men for en Coen-tilhænger er den lige nøjagtigt bestået, men heller ikke mere. 5/10.

25.02.2016. Spotlight
Årets Oscarvinder. Emnet er vigtigt, men desværre gammelt og uaktuelt. Hvis jeg skal kritisere noget, så må det være at den næsten er for "pæn" og strømlinet. Man burde måske have pointeret ofrenes situation tydeligere - også de præster, som også har været ofre, og som i virkeligheden bar sygdommen videre, i et sygt system. 7/10.

25.02.2016. Sauls søn
Oscarvinder – årets udenlandske film. For mig er der ingen tvivl, László Nemes mesterværk er intet mindre end årets film. Lige så grusom den er, lige så autentisk virkede den også på mig. Jeg følte afmægtigheden som var langt ud over almindelig desperation. De mennesker var fanget i et mareridt, som var helt uden for fatteevne. Midt i det hele finder Saul et glimt af menneskelighed, som han nærmest manisk prøver at holde fast på - at give en dreng en værdig og rigtig jødisk begravelse. Det er i virkeligheden helt absurd, og sætter hans liv - og andres - på spil konstant. Hvert øjeblik forventer man, at nu bliver han opdaget, nu slutter det. Der er en enorm forskel på at have læst om Kz-lejrene, og se de flimrende sorthvide film fra perioden. Ingen, selvom der har været mange store film om emnet, har formået at vise det kaos og den gru så realistisk som det gøres her. Det er bestemt ikke en film jeg vil se mange gange mere i mit liv, måske aldrig igen. Men det vil heller ikke være nødvendigt, den har allerede brændt sig så fast i bevidstheden, at jeg aldrig vil glemme den. Langt værre end noget mareridt og langt mere uhyggelig end noget jeg har set før. Årets absolut bedste film. 10/10

03.03.2016. Flaskepost fra P
Hidtil dårligste film i serien om Afdeling Q. Kun dele af essensen fra bogen er med, og jeg forstår forfatterens valg om at skifte filmselskab. 5/10.

03.03.2016. Anomalisa
Det specielle er, at det er en stop motion-film for voksne, havde det været en helt almindelig film havde der næppe været noget buzz omkring den. 7/10.


10.03.2016. 10 Cloverfield Lane
Bad Robot fortsætter deres Cloverfield-serie, selvom der ikke er sammenhæng med den første. Absolut en interessant science fiction-thriller, som nemt kunne overføres til et kammerspil i en teatersal. 8/10

10.03.2016. Carol
Lesbiskes forhold i USA i 1950erne var lige så umulige som de var før bøsser. Med filmen viser Todd Haynes os en verden dikteret af mændene, et par årtier inden rødstrømpernes indtog. Et flot tidsbillede, med fine præstationer af Blanchett og Mara. 7/10.

10.03.2016. Grimsby
Sacha Baron Cohen har desværre ikke længere noget på hjertet, men er gået over til helt almindelige komedier. Det er i virkeligheden bare en række sketches, som bringes videre af en tynd historie. Nogle er sjove, andre er bare overdrevne. Teknisk er den dog over middel, og det tæller en anelse op. 6/10.

16.03.2016. The Divergent Series: Allegiant
Metervare, som glimrer med sit dårligste afsnit om teenagekrig/kærlighed. Efterfølgere er planlagt til tv, i stedet for biografen. 5/10.

17.03.2016. Kung Fu Panda 3
Fine animationer. Historien er ikke voldsomt original, men den lever glimrende op til de andre i serien. Personligt synes jeg bedre om denne, end toeren. Hyggelig humor krydret med en fin morale om, at sammenhold gør stærk. 7/10.

17.03.2016. Room
En af årets helt store glædelige overraskelser. Brie Larson fortjener både den Golden Globe, og Oscar som hun fik for rollen. Det er en virkelig stor præstation. Men lige så stor ros skal gå til Jacob Tremblay, som spiller så hjerteskærende ægte, at man tror det er løgn. Det burde ikke kunne lade sig gøre det han gør. Selvom filmen er det modsatte af Home Alone, så har han den samme uskyldige nysgerrighed som Kevin McCallister (Macaulay Culkin) havde. Filmen går fra at være eventyrlig til en mere realistisk og rå virkelighed. Fantastisk udført af instruktør Lenny Abrahamson (som burde være Oscarnomineret) og forfatter (Emma Donoghue). 9/10.

24.03.2016. Batman v Superman: Dawn of Justice
Bedre end forventet, efter den skuffende Man of Steel, som udviklede sig til én lang slåskamp med uskyldige ofre. Heldigvis havde Snyder lært en del af den film og kritikken. Faktisk blev det det store tema, da Batman og Superman kortvarigt er fjender. Billedsiden er høj klasse, men historien kunne være bedre. 7/10.

31.03.2016. Eddie the Eagle
Glimrende feel good-film om en vanvittig idé og et kæmpe mod, som får en helt almindelig brite til at deltage i noget så nordisk som skihop. 7/10.

31.03.2016. Mustang.
Rørende comming of age film, som beskriver 5 tyrkiske søstre fanget i en gammel kultur. 7/10

31.03.2016. London Has Fallen
Første kvartal rundes af med en ligegyldig popcornfilm, som dog gør alt det den skal. Nemlig at underholde med god gedigen action i massevis. 6/10.

Hvis man skal opsummere første kvartal, så var det en glimrende start af året. Selvfølgelig stærkt båret frem af de aktuelle prisuddelinger.

18/01 11:042016 Film med dansk biografpremiere. Top 10 Første kvartal.
1. Sauls Søn (årets film)
2. The Revenant
3. Room
4. The Hateful Eight
5. The Big Short
6. Brookelyn
7. 10 Cloverfield Lane
8. Deadpool
9. Ex Machina
10. Spotlight

19/01 09:512016 Film med dansk biografpremiere. 2.kvartal.
Efter en forrygende start på året, var andet kvartal desværre slet ikke på samme niveau.

07.04.2016. The Huntsman: Winter's War. Ringe og helt overflødig fortsættelse til Snow White and the Huntsman. Denne gang uden Snehvide (Kristen Stewart), som filmselskabet var blevet uvenner med. Og hvad gør man uden en hovedpersonen? Enkelt man skriver hende bare helt ud af historien, og nøjes med at omtale hende med navn.

4/10

14.04.2016. Hardcore. POV- action. Som at overvære et computerspil, uden selv at kunne deltage. Det er underholdende i starten, men kedeligt i længden – da det hele bare fortsætter, uden pauser. En vis portion humor holder dog liv i filmen i et stykke tid.

5/10

14.04.2016. Junglebogen. Disney har valgt at lave liveaction ud af alle deres klassikere. Denne gang var de nået til min favorit af dem alle. Desværre levede den kun op til forlægget på det visuelle. Men historien er jo stadig glimrende, og mange gode skuespillere lægger stemmer til - Christopher Walken, Ben Kingsley, Lupita Nyong'o og Scarlett Johansson.

7/10

21.04.2016. Der kommer en dag. Stærk og vedkommende film, som også formår at være eventyrlig midt i al elendigheden. Desværre tør producenterne ikke at gå hele vejen, men lander historien så blidt at håbet om international anerkendelse fordamper totalt. Alligevel er det absolut en af årets bedste danske film, og drengene som nu er voksne lever for altid med uoprettelige sår.

7/10

21.04.2016. Mr. Holmes. Verdens bedste detektiv er populær som aldrig før. Og hvorfor ikke fremstille ham i hans livs efterår, også. Ian McKellen laver en fortrinlig fremstilling af en mand, som godt nok er ved at blive senil – men stadig er i stand til at løse gåder. I sit livs efterår viser han en mere menneskelig side af geniet. Måske ikke nogen stor historie – men er man til den særlige engelske tone, så vil man elske filmen.

7/10

28.04.2016. Captain America: Civil War. 3. del om kaptajnen som vendte tilbage fra kulden – i virkeligheden mere en Avengers film. Knapt så skarp som The Winter Soldier, men med noget af det bedste superhelte action der nogensinde er lavet. Brødrene Russo har fat i den lange ende, men Marvels skurk er desværre endnu en gang bare en trist skæbne, som understreger en af filmens vigtigste pointer; Ville verden være et mere sikkert sted uden superhelte, og skal kræfterne sættes under administration? Højest overraskende er det spejderdrengen Captain America, som havner på ”den forkerte side”.

8/10

04.05.2016. Eye in the Sky. Krigens dilemma bliver glimrende beskrevet. Hvor langt skal man gå, og hvem er det i orden at dræbe i bestræbelserne på at redde liv? Måske ikke den mest almindelige krigsfilm – men til gengæld et godt eksempel på moderne krigsførsel. Intens spænding og godt skuespil af Helen Mirren.

7/10

19.05.2016. Diary of a Teenage Girl. Hovedpersonen nøjes ikke med at drømme, men udlever sin fantasi om at score sin mors kæreste. Bittersød komedie/comming of age film.

7/10

19.05.2016. X-Men: Apocalypse. Ikke Singers bedste X-Men film, men mindre kan gøre det. I forvejen var mine forventninger små – det lignede i den grad et CGI brag, fyldt med kedelige slagsmål. Heldigvis blev jeg positivt overrasket over en interessant skurk og mere af X-men’s oprindelses historie. Filmen har dog også et par fodfejl. Blandt andet Jean Grey’s alt for tidlige transformation til Phønix.

7/10

26.05.2016. Alice i Eventyrland: Bag spejlet. Visuelt helt på højde med Burtons forgænger. Historien er dog lige som forgængeren slet ikke på højde med Disneys eget tegnede forlæg. Men langt bedre og mere fantasifuld en jeg havde frygtet.

6/10

26.05.2016. En mand der hedder Ove. Svensk Gran Torino. Bitter mand, på selvmordets rand, ender med at redde dagen. En dramakomedie, som trods gode momenter mest lever på en særlig charme.

7/10

02.06.2016. Mig før dig. Rammer et aktuelt emne. Men den kvindelige hovedpersons evige smil, ramte altså forkert hos mig. Jeg kom ikke til at tro på "romancen" - men den skal have plus for ikke bare at ende med sukker på toppen.
6/10

02.06.2016. Money Monster. Filmens egentlige pointe er at det hele bare er ligemeget. Dagens sensation er afløst af en ny imorgen. Og hvad skal vi i øvrigt have at spise i aften? Bevares Clooney og Roberts leverer et par fine præstationer.

6/10

09.06.2016. Den lille prins. I forvejen er dens oplæg en af de mest tænksomme børnebøger for voksne. Personligt forventede jeg ikke det store, da man valgte at flette to historier (en helt ny, og den oprindelige) sammen. Men det lykkes over al forventning – og det er en fremragende film for børn og voksne, helt på niveau med det bedste fra Pixar. Fantastisk rørende og et af højdepunkterne fra filmåret, som man ikke må snyde sig selv for. Ideen med at bringe historien frem til en nutidig verden, midt i stress og jag - samt planlagte liv - giver en optimal kontrast til historiens filosofi, fint repræsenteret ved den gamle flyver og hans modsætning til det omgivende samfund.

9/10

09.06.2016. The Neon Demon. Desværre et nyt lavpunkt I Nicolas Winding Refn’s karriere. Refn har efterhånden nået et stadie, hvor han føler sig hævet over sit publikum - og mener det er rigeligt at han deler ud af flotte billeder og stemningsfuld musik. Langt ind i filmen er man forledt til at tro at der er en mening med galskaben. Det er der ikke.

3/10

09.06.2016. The Nice Guys. Jeg havde glædet mig til action i stil med Shane Black’s egne Dødbringende våben. Det var der også en del af – men filmen er mere et syretrip i stil med hans Kiss Kiss Bang Bang, og denne gang er der egentlig ikke noget som skal tages alvorligt, overhovedet. Desværre ikke en film som efterlader en varig plads i historien, selvom især Gosling laver en figur man godt kunne have set mere med.

7/10

16.06.2016. Now You See Me 2. Fin lille sommer bagatel. Ikke helt så veloplagt som den første i serien. Mere en svindlerkomedie, end en film om magi.

6/10

23.06.2016. Independence Day: Resurgence. Lever desværre slet ikke op til den første, som stadig står som noget særligt i Emmerichs produktion. Kulisserne fejler ikke noget – men man når aldrig at interessere sig for figurerne, og slutningen er flad som en pandekage.

5/10

30.06.2016. Central Intelligence. The Rock er faktisk flere gang sjov I denne makkerpars komedie, som bygger på en gammelkendt recept om gal vs Normal. Let sommerunderholdning, som nemt er glemt igen.

6/10

Alt i alt et ret skuffende kvartal, med kun ganske få lyspunkter – og kun en enkelt film som har fortjent at komme med blandt årets 10 bedste.

19/01 09:522016 Film med dansk biografpremiere. Top 10 andet kvartal.
1. Den lille prins
2. Captain America: Civil War
3. Eye in the Sky
4. X-Men: Apocalypse
5. The Nice Guys
6. Mr. Holmes
7. Diary of a Teenage Girl
8. Der kommer en dag
9. Junglebogen
10. En mand der hedder Ove

19/01 18:462016 Film med dansk biografpremiere.
SNYD!!!

Ej, det er sgu et fedt twist, du laver der. Titler som "10 Cloverfield Lane" og "Eye in the Sky" er glimrende eksempler på film, der ikke er gode nok til årslisten, men absolut fortener at blive nævnt!

20/01 09:292016 Film med dansk biografpremiere.
OK; Jeg tror ikke jeg helt var klar over, hvad jeg bevægede mig ud i. Det er et ret omfattende projekt - men også lidt fedt at få samtlige titler sat i rækkefølge og op mod hinanden.

Helt enig, nogle film fortjener at blive nævnt - selvom de ikke er top-film.

01/02 14:022016 Film med dansk biografpremiere. 3. Kvartal
Her fortsætter jeg min gennemgang af 2016, årets biografudbud – med tredje kvartal.


07.07.2016. Ice Age: Den vildeste rejse. Fortsætter hvor forrige film slap. Den har selvfølgelig stadig nogle spøjse og kvikke scener – men i det store og hele er serien ved at være lidt træt. Børnene har en fest med at se den. Det er på tide at finde på noget nyt. 5/10

07.07.2016. Virgin Mountain. Meget langt fra Hollywood – helt ude på det vejrbidte Island. Smukt hverdagsdrama om den overvægtige og nørdede Fúsi hvis liv mod alle odds udvikler sig fra en grå hverdag, til en fremtid med mere perspektiv og kærlighed. Smuk film med en helt særlig tone og sit helt eget tempo. 8/10.

14.07.2016. Den sidste konge. Sikkert et resultat af den store success for tv-serier som Game of Thrones og Vikings. Baseret på virkelige hændelser – men en meget endimensionel fortælling om de onde (danskere og Baglere) mod de gode og kongetro Birkebeinere. 5/10

14.07.2016. The Dressmaker. Farverig, sort australsk humor. Myrtle ”Tilly” Dunnage vender tilbage til den by hun blev smidt ud af 25 år tidligere, anklaget for mord - og nu ønsker hun delvist at få opklaret hvad der virkelig skete og få oprejsning. Filmen fungerer først og fremmest via den sorteste humor og vanvittige påfund - det er en fryd at se især Hugo Weaving og Judy Davis som et par af landsbyens tosser, som skifter mellem næsten normale og skingrende skøre. Kate Winslett nailer naturligvis sin rolle som det naturlige midtpunkt for det hele. Desværre lever slutningen ikke helt op til resten. 7/10.

14.07.2016. The Legend of Tarzan. Hver generation, sin Tarzan. Desværre er denne udgave langt fra noget, som bør huskes for eftertiden. Christoph Waltz er en ond og lidt kedelig skurk, med kedelige replikker som; "He will come for you" og "Grab the diamonds". Alexander Skarsgård har samme træk som far Stellan - og gør det glimrende som mystisk abemand/Lord Greystoke, og er helt klart fit til at svinge sig i lianerne. Margot Robbie er en tilpas sødmefyld, og kampberedt Jane - hverken mere eller mindre. Plot og udvikling kunne lige så godt være lavet til de første Tarzan film – men et moderne publikum må forlange meget mere. Billederne er ganske imponerende, men det er manglen på logik ikke. 6/10.

21.07.2016. Den store venlige kæmpe. Filmen er en større visuel oplevelse, end historien kan bære.
Man bliver egentlig aldrig bange, i dette overdådige eventyr - og det er måske filmens største svaghed. På trods af menneskeædende kæmper, så er filmen så sød og hyggelig at det næsten virker søvndyssende. Men en masse fantasi og humor løfter det hele, sammen med et fantastisk animationsarbejde som bare havde fortjent en bedre historie. Men alligevel rigtig god som en ufarlig og sjov familiefilm. 6/10

21.07.2016. Star Trek Beyond. Det er tydeligt at se, at med J.J. Abrams på Star Wars projektet, og mindre på Star Trek – så nærmer universet sig mere det oprindelige, til glæde for de mange Trekkies. Justin Lin (instruktør fra Fast & Furious serien) er ny mand bag roret – og det lykkes faktisk over forventning at skabe en fortsættelse, som virker helt naturlig i forhold til de to foregående i den nye serie – men også med en lidt mere og mere forudsigelig fremdrift . Væk er den rebelske Kaptajn Kirk , som mere og mere ligner den oprindelige fornuftige udgave – fra tv-serien. Alt i alt et godkendt afsnit, som bør sikre at vi også får en 4 kapitel. 7/10.

28.07.2016. Linklater elsker tidsbilleder, og som en der var teenager i slut 70érne og start 80érne var det en stor fornøjelse at være tilbage i tiden. Ganske vist på amerikansk - men tiden med diskere, punkere og flippere var sjov at genopleve. Moden og især musikken giver filmen en særlig stemning. Handlingen er ikke væsentlig - den er næsten ikke eksisterende, og tjener kun det formål at flytte os rundt i en verden der var engang. Mine stjerner er påvirket af et stænk af nostalgi, så den måske får en enkelt mere end den fortjener. 6/10

28.07.2016. Jason Bourne. Desværre skuffer Bourne, mod forventning. Man bliver aldrig overbevist over vigtigheden i at hente Bourne tilbage – han har ikke selv haft en agende kørende for at få ryddet op hos CIA, men har endnu en gang bare levet under det offentliges radar. Tommy Lee Jones har sine momenter, men virker også en anelse træt i rollen - og Alicia Vikander formår ikke at overbevise i hendes indtog i serien. Vincent Cassel, derimod, er som forventet en genial udgave af det nødvendige "Es" - som sendes efter Bourne. Og netop den del trækker det hele op. For action fungerer helt på højde med det bedste fra serien. Forhåbentligt har Greengrass mere i posen til en eventuel forsættelse – for Bourne fortjener mere end bare at deltage i en jævnt god actionfilm. 6/10

04.08.2016. Captain Fantastic. En feel-good film, med komiske undertoner – som samtidig har masser på spil. Tonelejet skifter fra sjov til alvor og tilbage igen. Familien lever et vildmarks liv i pagt med naturen - med en far (spillet genialt af Viggo Mortensen) som på (næsten) alle områder opdrager sine seks børn mentalt, intellektuelt og fysisk, på et nærmest overmenneskeligt niveau. Tilsyneladende lever de i en lykkelig symbiose, langt fra normal vestlig levevis og helt i pagt med naturen. Men så godt er det naturligvis ikke. Der lurer et oprør mod faderens strenge, men hudløst ærlige opdragelse - hvilket man i starten kun opfatter i små glimt. Samtidig har børnenes mor været fraværende i 3½ måned, på grund af sygdom – og hun begår kort inde i historien selvmord. Hendes bisættelse fører til et opgør med det bestående samfund – men viser også at børnene er socialt handicappede. Der er masser at tænke over i en film, som mere er en komedie end en tragedie. Viggo Mortensen har afgjort fortjent sin Oscar nominering – om han så ender med en Oscar i hånden er en helt anden sag. Stor film, som dog bliver overgjort for meget til at ende som et rent mesterværk – desværre, for potentialet er der. 8/10.

04.08.2016. Ghostbusters. Den oprindelige Ghostbusters var en fin eventyrkomedie - fint båret af et originalt plot og Murray, Aykroyd, Ramis og Hudson + Sigourney Weaver. I den nye udgave er der snarere tale om en rendyrket komedie, tilsat elementer fra de oprindelige Ghostbusters. Hvilket nok er naturligt, når det er Paul Feig, som igen instruerer Melissa McCarthy. Desværre er det åbenbart Feig/McCarthy's plan at trække vittighederne ned på prut og pølseplan - og det er lidt anstrengende i længden. Jeg forstår godt at man glæder sig over at der faktisk findes kvinder som kan være sjove, men for at jokes kan være sjove så skal de stå på skuldrene af en smule alvor - bare en lille smule. Enkelte sjove scener er værd at huske, men ikke filmen som helhed. 5/10

04.08.2016. Kæledyrenes hemmelige liv'. Handling; Hunde bliver væk, midt i storbyen - og jages af hundefangere og gadens andre dyr. Det er set før. Men det er målgruppen; børnefamilien sandsynligvis fløjtende ligeglade med - for underholdningen er god, ind i mellem sjov - og så har den selvfølgelig det sædvanlige opbyggelige budskab om venskab, samt at hjemme er bedst. Trailere havde fortalt at vi skulle se noget originalt, om hvad vores kæledyr i virkeligheden foretager sig, når vi ikke er hjemme. Og det kunne måske have udviklet sig til en langt sjovere, og mere original historie. Desværre havde forfatterene ikke mod til at køre den ret længe, før de måtte ned og rode i kassen over plots som var brugt mange gange før. Der arbejdes ikke voldsomt med at udvikle karakterne (dem er der iøvrigt alt for mange af), så det er svært for alvor at blive grebet af dem. 6/10.

11.08.2016. Suicide Squad. Det kunne have været så godt, og så endte det bare som form uden indhold. Hvis nogen for 9 år siden havde spurgt mig om hvem man skulle vælge til rollen som Jokeren - Heath Ledger eller Jared Leto - så ville jeg, uden tøven, have valgt Leto. Trailers og stills lovede en måske endnu mere vanvittig Joker, end nogensinde. Sikke en skuffelse det var at han kun var med som staffage til filmen - og i en total endiminsionel udgave, som ellers kun er set i dårlige tegnefilm. Desværre er det betegnende for filmen at lysten til at se figurerne er større end til at lave en historie. Vi er faktisk derhenne hvor formen minder lidt om stilen fra den frygtelige Batman & Robin. Man har i den grad valgt at basere det med udgangspunkt i Margot Robbie's Harley Quinn figur. Men hun formår ikke at bære filmen alene. Og så har det hele fået et lyserødt skær, som absolut ikke klæder banden. Ja, sorry - der er faktisk ikke noget godt at skrive om resultatet. 5/10

18.08.2016. The Shallows. Filmen er i den grad i familie med husbond Ryan Reynolds Buried - eller måske mest Danny Boyle's 127 timer, idet vi følger vores hovedperson helt tæt - stort set uden anden menneskelig kontakt. Indrømmet, fra start troede jeg at jeg skulle se en billig form for gyserfilm, med referencer til andre haj-film, tilsat en køn pige - som Blake Lively afgjort er. Men The Shallows udvikler sig heldigvis til at blive mere end det, og jeg endte med at blive opslugt af drameat om liv og død. 7/10

25.08.2016. Find Dory. Pixar når (hav)bunden. Desværre står det endnu værre til med de sidste film, og især denne nyeste i rækken. Ambitionerne om at være de bedste er væk. "Find Dory" er en nuttet og ufarlig historie for de allermindste. Jeg følte aldrig at Dory på noget tidspunkt var i fare for noget som helst. Pixars store fejl er først og fremmest at de har flyttet fokus. Dory er med sin mangel på korttidshukommelse, det komiske indslag - som virkede fint i den første film. Men at basere en hel film med hende i centrum, kun baseret på at hun bliver bedre til at huske og på at hun finder "hjem" er alt for lidt. Kun Pixars fortsatte høje animationsniveau holder filmen fra at falde helt sammen. 5/10

01.09.2016. Blood Father. Billederne er flot komponerede og historien er stram, men varer til gengæld kun i små 1½ time - og det går en smule ud over karakterudviklingen. Mel spiller Link, en tidligere alkoholiker og kriminel - som nu har gjort sig fri af begge dele, og lever en tålelig tilværelse som tatovør, i en trailerpark - i øvrig prydet med et imponerende fuldskæg (som gav en ekstra interessant tilføjelse til rollen) - synd at han ikke beholdt det filmen ud. Han indhentes af fortiden, da hans datter dukker op – forfulgt af narkogangsterer - det fører selvfølgelig til en del konfrontationer. Ikke en stor film, men absolut en Mel Gibson som stadig kan sit håndværk. 7/10.

08.09.2016. Lyset i havet. Smuk med smuk på. Smertefuld smerte. Drama og kærlighed. Filmen er bestemt både interessant og flot. Desværre er den ganske enkelt blevet for lang – de lange flotte billeder fra øen tager simpelthen overhånd. Ærgerligt, når dramaet ellers har en god historie, men det endte med at jeg kedede mig lidt. 7/10

08.09.2016. Miraklet på Hudsonfloden. Kan noget, som set udefra var et mirakel, være forkert? Ja selvfølgelig kan det det - for måske kunne flyet være landet på en sikker landingsbane, uden risiko for mennesker - og uden yderligere skade på flyet. NTSB (the National Transportation Safety Board) og diverse medier undersøgte den mulighed - og flere medier satte spørgsmålstegn om, hvorvidt Sully faktisk var den helt, han blev antaget for. Det virkelige drama udspiller sig derfor mest hos hovedpersonen selv. Hans troværdighed, eftermæle og karriere er på spil. Og selvom han i situationen var sikker på at han handlede rigtigt, så opstår tvivlen. Filmen er lavet i respekt for en absolut helt, uden tårer. Clint Eastwood har lavet en fin men ikke fantastisk film – og Tom Hanks gør hvad han skal, uden at bejle til en Oscar. 8/10

15.09.2016. Bridget Jones' Baby. Man mærker tydeligt at instruktøren fra den første og vellykkede film i serien, Sharon Maguire er tilbage. Hun finder den fine balance mellem det vulgære og sjove, tilsat den typiske charmerende engelske humor. Bridget Jones' Baby er ikke nogen stor film, men det er et hyggeligt gensyn med nogle middelaldrene mennesker som er kommet lige nøjagtigt så lidt videre med deres liv, som mange fra den virkelige verden. Hun har selvfølgelig intet lært, men det er også charmen ved Bridget. 7/10

22.09.2016. The Magnificent Seven. Hvorfor vælger 7 mand at kæmpe for en hel landsby, hvis indbyggere de ikke kender? Mod en overmagt så stor at de sandsynligvis ikke vil overleve? Kun en af de 7 ender med at have en brugbar grund - mens de andre egentlig bare ikke havde noget bedre at give sig til. Og hvorfor laver man en genindspilning af to så klassiske film, når man ikke har noget nyt at fortælle - og i øvrigt ikke har ambitioner, eller format til at leve op til forgængerne. Hele udstyret er på plads; Kulisserne og teknikken er til stede - og halvdelen af skuespillerne i de væsentligste roller hører til A-holdet. På trods af det, så ender det hele bare med at være en ligegyldig parentes i filmhistorien. Jeg elsker genren, og den har nogle få gode scener. Men tænk hvad det kunne være blevet til.. 6/10

29.09.2016. Deepwater Horizon . Glimrer med et betagende ragnarok – men ikke som film, da vi ikke rigtigt lærer personerne at kende. 6/10

29.09.2016. Miss Peregrine's Home for Peculiar Children. Tim Burtons indre billedgalleri er uden tvivl eksploderet, da han har læst forlægget. En pige som behersker luften - en dreng som kan skabe liv - en usynlig dreng - en dreng som spytter bier - en pige som kan forstørre ting - en pige med gloende hænder - en lille, brølestærk pige - mystiske tvillinger, som man ikke må se - en dreng som fungerer som en billedfremviser - og en forstanderinde, som ved alt og kan transformere sig til en fugl. Det hele fanget i et tidsloop, som hele tiden gentager sig - og konstant under angreb fra onde magter. Og så handler det også om en dreng, som har en farfar med en hemmelig mission og en særlig evne. Og det er drengen Jacob's historie vi følger. Så langt så godt. Men historien handler som sagt om en lettere kejtet teenager (som i den grad ligner en ung Benedict Cumberbatch) - og så kan man godt blive i tvivl om om historien også skulle henvende sig til børn. Det gør den måske, hvis man forudsætter at børn bare sluger den mangel på logik som også er i filmen - og slutningen tyder også på at det er hensigten at ramme Harry Potters store publikum. Desværre er den sidste del også det, som næsten kuldsejler det hele. Jeg ender på en karakter over middel - mest for Burtons visuelle visioner - ikke for den ujævne fortælling. 7/10

29.09.2016. Snowden. Sidste film I kvartalet – og bestemt værd at se. Oliver Stone skal afgjort have points for at have lavet en afballanceret film. Han fremstiller ikke Snowden som den store amerikanske helt, som har gjort det hele af patriotiske grunde. Ifølge Stone er Snowden en helt almindelig amerikaner, med særlige evner - som viste sig ved et tilfælde. At Snowden udvikler en samvittighed, skyldes mest kæresten – for Snowden er dedikeret til sit arbejde, og kan i virkelighede ikke afskrive sit medansvar for de programmer han udvikler. Det endelig brud opstår da Snowden føler han og kæresten selv bliver kigget over skuldrene, og bliver klar over at man ikke stoler blindt på ham selv. Joseph Gordon-Levitt er perfekt, som den udtryksløse nørd - som er blændende til sit arbejde, men ender med ikke at turde stole på sit eget land. Alt i alt, en troværdig, interessant og sober biografi - uden for stor overvægt af politisering, som Stone sagens kunne have endt med at lave. 8/10

Samlet set er kvartalet tæt på at være godkendt, kvaliteten er blandet – men der er absolut film imellem som er værd at huske.

01/02 14:06Top 10 i tredje kvartal:.
1. Captain Fantastic
2. Virgin Mountain
3. Snowden
4. Miraklet på Hudsonfloden
5. The Dressmaker
6. Star Trek Beyond
7. Lyset I Havet
8. Blood Father
9. The Shallows
10. Miss Peregrine's Home for Peculiar Children

07/02 12:332016 Film med dansk biografpremiere.
Årets sidste kvartal, indeholdt nogle af årets bedste film, så jeg er absolut tilfreds. I slutningen summere jeg op med hele to top 10 lister. En for kvartalet, og en samlet for året.

Men lad os komme i gang, der var nok at tage fat i;

06.10.2016. Café Society. Årets Woody film, hører til i det brede midterfelt af hans produktion. På en måde er det mere formen, som har interesseret Woody Allen – at skabe et tidsbillede fra 1930’erne, garneret med hans sædvanlige hyggelige og skæve dialog. Jesse Eisenberg gør det fint som Allens alter Ego. På grund af et evigt lydtæppe af hyggelig jazz, kommer filmens dramaer aldrig til at virke dramatiske – men det har vi set før. 7/10

06.10.2016. Storkene. Plottet er på mange måder åndsvagt, men personligt er jeg vild med WB animations gale humor - som tydeligt stadig eksisterer i bedste velgående. Animationerne er gode, men ikke fantastiske. Filmen er herlig skæv familieunderholdning, som fik mig til at grine højt - flere gange. 7/10.

13.10.2016. Peter og dragen. Disney har lavet en plan - samtlige klassikere fra arkivet skal genindspilles med almindelige skuespillere, blandet med ny animations teknik. Og det lader til at det sender en ny generation i biografen, så hvorfor ikke? Grundhistorien er der altså ikke noget nyt i - det er en opdatering af den gamle udgave, som delvist var animeret. Venskabet mellem en dreng og en "fantasi-ven" - som ikke er ren fantasi. Det omgivende samfund forstår selvfølgelig ikke at sådan en drage kan være venligsindet - og så opstår det forventede drama. 7/10

13.10.2016. Trolls. De gode gamle Gjøl Trolde er blevet populære igen - og hvem havde lige set at de skulle ende i en stor film produktion? Men da der ikke i forvejen var en større historie forbundet med dem, var det jo bare at opfinde den. Ikke nogen original historie, men alligevel med gode pointer undervejs. Det kræver lige at man overvinder sin modvilje mod alt for mange pastelfarver, som gør at den især henvender sig til små piger - men til gengæld tæller det op at der er masser af god musik undervejs, og de fleste børnefamilier vil være godt underholdt. 6/10

13.10.2016. Inferno. Bortset fra slutningen, holder Ron Howard sig nøje til bogens handling. Egentlig burde Dan Brown have fået mere opmærksomhed for sin pointe – jorden er overbefolket, og der er ikke plads til alle i en nær fremtid. Handlingen er henlagt til Firenze, Venedig og Istanbul – og det giver mulighed for masser af action blandt nogle af verdens smukkeste bygninger. Måske kræver det at man har læste bogen, så man er forberedt på de overraskelser der er i handlingen – ellers kan det virke forvirrende, at der veksles mellem venner og fjender i stort tempo. Jeg var dog fint underholdt i en film som fungerede bedre end Engle og Dæmoner. 7/10.

20.10.2016. Jack Reacher: Never Go Back. Politiet og militæret tumler rundt som kegler på en bowlingbane - uden at være andet end statister i Reachers kamp mod nogle forbryderiske officerer. Denne gang forsøges Reachers panser at blive brudt af en "måske" datter - bare for at han skal være lidt menneskelig. Alligevel går han fra det ene slagsmål og direkte til det næste, som en arrig hveps der har færten af en marmelademad - uden at overveje konsekvenserne. Den slemme håndlanger er bondesnu, og bruger handsker konstant - mens Reacher & Co planter fingeraftryk på alt. Det sætter endnu en gang vores helt op mod myndighederne. Action er ganske fin - men plottet er under gennemsnit. 6/10

20.10.2016. The Accountant. Ben Affleck's lidt udtryksløse ansigt er egentligt skabt til rollen som autist. Der findes mange grader og typer af autisme, og Christian Wolff er tilsyneladende en af dem som både formår at udnytte sine helt særlige evner for tal og regnskaber, samt skydeevner - og samtidig er i stand til at bevare et imponerende overblik. Hvis man skal sammenligne med noget man har set før, så må det være Terminator - for Wolff analytiske evner er nærmest som en robot's og det samme er hans evner for kampsport og omgang med våben. Det fuldendes med han manglende sociale og medmenneskelige evner. Samlet set er Wolff perfekt, når lyssky virksomheder skal have ryddet op i deres regnskaber. De helt store problemer opstår dog, da han kommer til at arbejde for en lovlig virksomhed, som tilsyneladende har ansatte som fører chefen bag lyset. Anna Kendrick er den søde sædvanlige (men lidt overflødige) pige i vanskeligheder, som gør det hele lidt mere besværligt. Midt i plottet af lejemordere og svindel er Skattevæsenet/FBI også på sporet af den usædvanlige revisor, som egentlig bare vil sørge for at alle regnskaber stemmer - også de moralske. Jon Bernthal spiller en overbevisende kold chef for lejemorderne, som gemmer på en hemmelighed som jeg dog havde regnet ud. I modsætning til de fleste film, er der virkeligt kælet for afslutningen som slet ikke er det sædvanlige klimaks - men en perfekt afrunding, og det trækker op i min bog. 8/10

28.10.2016. Doctor Strange. Dr. Strange er interessant - hans verden består af mystik, trolddom, okkulte besværgelser og andre demensioner. Konstant er han i konflikt med onde kræfter, som han er i krig med. Til gengæld mangler han den sikre grund under fødderne af realisme, som de fleste andre superhelte ejer - nemlig en grad af helt almindelig hverdag, som præger de fleste andre superhelte. Dr. Stephen Strange har ingen fortid, som vi hører om. Til gengæld møder vi en højrøvet kirurg, som er blandt de bedste i verden, hans narcisissme er så stor, at der kun er plads til ham selv i den form for liv han lever. Men det er faktisk her historien begynder at udvikle sig - for på på højden af tinderne sker er ulykke, som berøver ham for hans fornemste instrument - hans hænder. På trods af utallige operationer, lykkes det aldrig at genvinde førligheden - og han ender i en sidste form for desperation at forfølge et uvidenskabeligt håb. Det er i denne proces at Dr. Strange virkelig fungerer, for det er egentlig kun i den udgave, og den desperation at han virker som et rigtigt menneske. Filmen burde have dvælet i længere tid i den udvikling - især den transformation han gennemgår, da han finder løsningen og lærer om Zen og okkulte besværgelser er simpelthen for hurtig til at den for alvor bliver troværdig. Jeg ville have foretrukket at han ikke SÅ hurtigt var blevet i stand til at tøjle sine kræfter - faktisk virker det som om han på et splitsekund overhaler sin mentor i indsigt og viden. Og er det troværdigt for en person, som for et øjeblik siden elskede sig selv mere end noget andet? Når det er sagt, så er filmen næsten værd at se, alene på grund af de grafiske animationer. Det er en oplevelse at tid og rum bevæger sig helt uden for fysikkens normale love. 8/10

03.11.2016. Kvinden i toget. Filmen er måske en smule oversolgt af den mystiske trailer, som lover lidt mere end historien kan bære. Men det er absolut spændende at følge Emily Blunt'a alkoholiserede skæbne, mens hun drømmer om det liv hun har haft - og kunne have haft. Drømmen forvandler sig dog langsomt til et mareridt, da hun på grund af alkohol havner i et hukommelsestab og en besynderlig adfærd, som gør hende til mistænkt i en mordsag. Det hele ser selvfølgelig ikke som det ser ud, og slutningen kan ikke helt bære det som man ellers føler man er blevet lovet. Men er man til thrillere, så er den absolut godkendt uden at nå op i nærheden af Hitchcock's eller David Fincher's niveau. 7/10

10.11.2016. Hacksaw Ridge. Det er umuligt ikke at have enorm sympati for Desmond T. Doss, som med utrættelig kamp for sin ret til at være pacifist, og til alligevel at kunne bidrage, med livet som indsats, i krigen - uden andre våben, end en slidt bibel. Der er i det hele taget mange referencer til selvsamme bibel i filmen, og den er et magtfuldt våben mod befalingsmændenes ønske om at smide Doss ud af hæren. Doss far, spillet med indlevelse af Hugo Weaving, er præget af indre dæmoner i kølvandet på 1. verdenskrig - og har ligeledes stor betydning for Doss's valg og skæbne. Andrew Garfield's fremstilling af Desmond T. Doss minder i høj grad om den endnu mere naive Forrest Gump - som Tom Hanks bragte til live med stor succes. Der er dog intet naivt i Doss's kamp for at redde menneskeliv, kun et ekstremt heltemod - og et ønske om at gøre en forskel og gøre sin pligt. Filmens største problem er at den ikke føles som en helhed - den er i høj grad delt op i to halvdele. Den første del handler om Doss opvækst, mødet med kæresten og opgøret med hæren om retten til at deltage i krigen på egne betingelser. Modsat mange andre krigsfilm, som giver tid til eftertanke - måske gennem brevveksling med de kære derhjemme, eller med et andet ophold i filmen hvor man venter på det næste slag - så vælger Gibson at beskrive et enkelt (eller 2) slag, som føles som en lang træfning hvor Doss midt i alt det grusomme får mulighed for at bevise sit heltemod. Gibson går amok i blodrus, og viser os tydeligt krigens totale meningsløshed, med sprængte lemmer og blod som sprøjter os lige i hovedet. Det er skræmmende og fascinerende på samme tid, og afgjort filmens stærkeste kort.
Alligevel vælger Mel Gibson at trække unødige veksler på tilskuerens tålmodighed - alle Doss modstandere får deres egen stjernestund med vores helt, hvor de får mulighed for at opleve og hylde hans mod. Det virker en anelse for patetisk - men i øvrigt typisk for Gibson. Jeg savnede en epilog, hvor vores helt kunne binde enderne sammen med familie og kæreste. Det kunne måske have givet en mere sammenhængende film. Vi får det godt nok i form af den dokumentaristiske afslutning - men det virker alligevel som om første halvdel af filmen bliver ladt i stikken. 7/10

17.11.2016. Fantastiske skabninger… og hvor de findes. Universet er der ikke noget galt med. 2 søstre, som vi nok skal komme til at holde af - en lidt nørdet troldmand (Newt Scamander/Eddie Redmayne. En ondskabsfuld leder af et børnehjem, og nogle kuede børn - hvoraf et par stykker er hemmelighedsfulde. En amerikansk udgave af det engelske Ministerie for magi. En forsvunden troldmand - og New York anno 1926. Læg dertil en række fantastiske skabninger med potentiale, og baggrunden for en spændende fortælling er på plads. Det er desværre bare ikke helt nok, for vi får aldrig den nødvendige opbygning - så vi når at lære vores nye venner ordentligt at kende. Newt ankommer til New York, og med det samme er vi midt i en bølge af action og begivenheder - der aldrig stopper, filmen igennem. Vi ser aldrig Newt sidde og fundere over udfordringerne, eller diskutere dem med andre - og der er en underlig ligegyldighed med hvorfor ting sker. Forhåbentligt bliver det hele meget bedre i den næste film, hvor man kunne ønske sig et gensyn med Hogwarts og ikke mindst Dumbledore. Bedre held, næste gang J. K. Rowling - Du kan gøre det meget bedre. 7/10

24.11.2016. Allied. Forfatteren Steven Knight, og Robert Zemeckis kan deres klassikere - og udnytter dem i stor stil. Vi starter ude i ørkenen, med storslåede horisonter (Lawrence of Arabia), og fortsætter straks til byen Casablanca (og dermed filmen af samme navn). Men derfra fortsætter filmen i et mindre forudsigeligt spor i et plot om spionage og kontraspionage - garneret med kærlighed og lidenskab. Lidt synd at Brad Pitt ikke vælger at følge sin alder, hans rolle ville være mere autentisk hvis han havde smilehuller - og lidt bekymringsrynker. Som det er her virker han næsten digitaliseret - eller plastret til med Botox. Historien er lidt ujævn fordi vi dels har romancen - og dels en action thriller - blandet med et spiondrama, og filmen vil lidt af det hele.Handlingen er egentlig spændende nok, men personligt tror jeg at en anden skuespiller end Pitt havde løftet den til noget større. Pitt er simpelthen for klinisk og upersonlig. Marion Cotillard gør det glimrende, men hun kan ikke skabe det hele alene. 6/10

01.12.2016. Min far Toni Erdmann. Filmen handler i al sin enkelthed om en ensom mand, med trang til practical jokes - som ind i mellem går for langt. De er dog altid ment harmløst og er en del af hans personlighed. Da hans hund dør, føler han sig endnu mere alene og opsøger hans datter som har en succesfuld erhvervskarriere i Bukarest i Rumænien. Da han ankommer, er han ikke så velkommen som han havde håbet. Faktisk har hans datter alt for travlt til at se ham - han opdager dog hurtigt, at hun slet ikke er spor lykkelig i det job hun har - som mere handler om afvikling end udvikling. Gennem en række spøjse situationer finder han langsom tilbage til sin datter, som modvilligt må indrømme at hun i høj grad stadig er sin fars datter. Uden at gøre andet end det der falder ham ind, og det er ikke så lidt - giver han hende nøglen til at finde sig selv, og dermed redde sig fra at drukne i en livsfejltagelse. Filmen er sjov og har sin helt egen eventyrlige stemning, som på en mærkelig måde minder mig om den italienske Roberto Benigni's Life is beutifull. Selvom hans (Benigni's) humor er langt mere støjende, så er underfundigheden og den naive tilgang til livet lidt den samme. Ikke en film for alle, som sagt - men en film alle burde give sig tid til at se og forstå. 8/10

01.12.2016. Arrival. Jeg hylder konstruktionen i Denis Villeneuve's flotte film. Den er modig, den er nytænkende - og den er visuelt flot. Det er modigt, og genialt at trække spændingen i mødet med vores aliens til det absolut yderste. Jeg sad med tilbageholdt åndedræt og ventede i gysende spænding, lige som alle andre. I det hele taget er det imponerende at skabe en så intens oplevelse - som samtidig er facinerende og skræmmende. Fantasien i hvordan disse fremmede så ud, udmønter sig genialt - lige som det fantastiske sprog, som er opfundet til filmen. Når det er sagt, så synes jeg at det skæmmer filmen at den samtidig prøver at være politisk - og da vi når til konklusionen, så har jeg samme problem som jeg har med Kubrick's Rumrejsen år 2001 og Nolan's Inception. Det er ikke andet end fantasifulde postulater og gisninger - flotte, javel. Men jeg kan ikke rigtigt bruge dem til noget. I stedet vil jeg nyde at gense filmen for den flotte visuelle præstation og for modet til at holde spændingen. 8/10

01.12.2016. Hunt for the Wilderpeople. Et særdeles umage par på flugt fra myndighederne, som trods både hunde, soldater, politi og lokale jægere, har mere end almindeligt svært ved at lokalisere dem i flere måneder. Det er på mange måder en dannelsesrejse for dem begge. Drengen/teenageren, kommer fra storbyen og har absolut intet kendskab til naturen - faktisk har han kun ungdomsfængsel at se frem til, og en fremtid som kriminel.Den gamle jæger (fint spillet af Sam Niel) har en fortid bag sig med en uheldig voldsdom, ingen kendskab til børn og kan samtidig ikke læse. Planen var aldrig at de to skulle ende sammen, men det tvinges de til da en tragedie indtræffer. På mange måder er de begge udstødte og uønskede af det samfund, som på grund af nogle forviklinger og misforståelser har indledt en menneskejagt. Temaet lyder måske skræmmende, men det er i høj grad en komedie - måske snarer en feel-good historie, tillagt en række særlinge på begge sider af loven. Nogle gange fremstilles de sociale myndigheder næste for komisk - men overdrivelse fremmer vel forståelsen. Den dybere mening er selvfølgelig, at hvis man stoler på hinanden, så kan man lære noget nyt om sig selv og verdenen - også selvom det fra starten ser umuligt ud. 8/10

08.12.2016. Hell or High Water. Man kan ligefrem føle støvet og mærke den trods, som generationers modgang har skabt i et en afkrog af verden hvor lov og orden er gode manerer.Filmen lever i høj grad af sine små oaser af typer, som er helt genialt fundet til lejligheden. Blandt andet står vores Texas Rangers hos en lille Diner og får det simple valg fra en gammel servitrice; What is it that you ain't having? Med det mener hun at det eneste de serverer er T-Bones, med bønner ELLER majs. Så er menuen til at overse. På et andet tidspunkt møder samme rangers en farmer som proklamerer, at han har tænkt sig at gøre noget selv hvis han møder røverne. "Det vil spare alle for meget - undtagen dig" siger Marshal Marcus Hamilton (Jeff Bridges). "Det kommer an på om du kan finde ud af hvilket træ (de hænger i - underforstået)" replicerer farmeren. Det er den tørre dialog, som præger filmen. Stort set alle mænd i filmen bærer et skydevåben på sig - og er klar til at bruge det. Det gør et almindeligt røveri i en lille bank ekstremt farligt for alle. Blandt andet tøver en gammel bedstefar ikke med at skyde efter de to, ved første lejlighed. Filmens cast er enkelt og genialt; Jeff Bridges er en gammel Ranger, som kender sine lus på travet - han ved hvad de vil gøre næste gang af erfaring, samtidig fyrer han nederdrægtige racejokes af i hver anden sætning - man kan ligefrem se hvor ondt det gør på partneren, som er af indiansk afstamning og skydeskive for det meste. Ben Foster er den ene bror, Tanner - en halvgal kriminel, som har levet det mest af sin tid i fængsler, og som absolut intet har at miste - bortset fra kærlighed til broderen. Chris Pine spiller den anden bror, Toby og beviser her at han sagtens kan spille en tung og dyb rolle, hvor replikkerne ikke er de vigtigste. Meget mere af det, tak. Ud over det trøstesløse landskab og den særlige vindtørre humor spiller musikken en kolosal rolle for stemningen. Man er aldrig i tvivl om hvor vi befinder os - midt i det moderne og alligevel ældgamle West, hvor der altid står nogen klar til at tage det der er dit hvis du ikke er i stand til at forsvare dig. Handlingen er såre simpel - men det er alle de små gaver der er lagt ind undervejs, som gør at man er nødt til at se den igen og som gør at den kan få klassikerstatus. En af årets bedste film. 9/10

08.12.2016. Syv minutter over midnat. J.A. Bayona har lavet et eventyr om en 13 årigs værste mareridt om at være på kanten af det største tab - at risikere at skulle miste sin mor (iøvrigt perfekt afdæmpet og fint spillet af Felicity Jones). Filmen handler ultimativt om at behandle sorg, og om at mobilisere kræfter til at kunne komme videre i sit liv. Det er en historie om vrede, frygt, afmagt og håb. Lewis MacDougall er perfekt i rollen som Conor O’Malley, som udover frygten for sin mors død samtidig mobbes på det ondeste af klassekammerater - hans skiftevis plagede, modløse og trodsige ansigtsudtryk fortæller tydeligt det mareridt han gennemlever. Conor reagerer voldsomt på det store pres, men heldigvis er han omgivet af forstående voksne - blandt dem hans far, hans mormor (Sigourney Weaver) og en skoleleder. Filmen er garneret med eventyr, som ruster Conor til at omfavne og forstå den skæbne og fremtid han har. En af årets bedste og mest rørende film. 8/10

14.12.2016. Rogue One: A Star Wars Story. Efter en kort intro, med vores hovedperson Jyn Erso som barn, kastes vi hovedkuls frem til filmens nutid uden mellemregninger. Og det er nok filmens eneste svaghed. Ganske vist introduceres vi til en mægtig terrorist Saw Gerrera (spillet af Forest Whitaker), som skal have taget sig af hende til hun fyldte 16 - men det forhold gøres til en underlig biting, og vi får aldrig at vide hvorfor hun er fanget af imperiet som kriminel. Når det er nævnt, så er det rigtig mange elementer som fungerer langt bedre end de gjorde i The Force Awakens. Blandt andet en original historie som linker 3 og 4 tættere sammen. Tidsmæssigt er vi lige inden Episode IV - A new hope. Det giver selvfølgelig anledning til en række glædelige gensyn med karakterer fra særligt den film - nogle har man valgt at animere, hvilket kan ses - men meningen er god nok, og det fungerer i det store og hele. En broget forsamling finder sammen, for at udføre en nødvendig operation bag Imperiets linjer - og det går glimrende i tråd med det vi ellers kender. Dødsstjernen er færdigbygget, og hele handlingen går på at rebellerne stjæler tegningerne, som Leia skal modtage i IV. Manglen på Jedi's fører til mange fine kampe, som giver mindelser til de to bedste Star Wars film IV og V. Action er der i det hele taget rigeligt af - og her kunne man have ønsket at der var brugt bare en lille smule mere krudt på relationerne mellem vores helte. Design er typisk Star Wars. Storslåede landskaber, nye og gammelkendte figurer - imponerende rumskibe - hvor vi kender en del - og igen det er tydeligt at vi ligger tæt på IV. En af Star Wars flotteste film, som jeg personligt synes fungerer bedre end The Force Awakens, da den ikke overtræder de normale konventioner for universet. Den er også en af de mørkeste, da netop det tidspunkt er præget af et Imperie i næsten total magtovertag. Derfor er oprørerne decimeret til at agere som terrorister og sabotører - som ofte er på rene selvmords missioner. Det betyder selvfølgelig at der ikke er plads til de sædvanlige comic relief, selvom der er enkelte primært fra den omprogrammerede imperierobot K-2SO. Men lidt mere galgen humor havde klædt filmen. 8/10

22.12.2016. Jeg, Daniel Blake. Når Ken Loach møder en uretfærdighed, så laver han en film om det. Og det er altid en god idé at have noget at fortælle, hvis historien skal være god. Som oftest, er det de små i samfundet Loach står op for - og her er det en helt almindelig arbejder, som bliver svigtet af et bureaukratisk offentligt system, som mere virker som om det er til for at modarbejde dem det er lavet for. Daniel Blake, spillet fortrinligt af Dave Johns, bliver oprevet da han oplever systemets behandling af en enlig mor med to børn og der opstår en helt særlig relation mellem dem, da han forsøger at hjælpe. Som altid holder Loach historien helt nede på et plan, hvor man føler sig som tilskuer til et helt almindeligt hverdagsdrama - og han sætter trumf på for at understrege sin sag. 8/10

22.12.2016. Passengers. Jeg er stor Sci-Fi fan - og der var rigtig mange ting jeg synes om ved Passengers. Universet, skibet og teknikken er i absolut topklasse - så det købte jeg helt. Jeg synes også at dilemmaet er glimrende. Men jeg savner et ekstra element, som ofte er i Sci-Fi film - frygten for det ukendte, en fjende som uventet dukker op. Det giver ofte rumfilm en ekstra klaustrofobisk dimension. Når det er sagt så er Chris Pratt glimrende, især i starten hvor han lever som "Palle alene i verden"/"Robinson Crusoe" - og er ved at gå i hundene. Jennifer Lawrence er fin staffage, men mangler efterhånden at bevise at hun er noget særligt som skuespiller. Slutningen er måske lidt kliché, men er helt fair når man ser filmen som helhed. 7/10

Alt i alt en fantastisk afslutning på året, med hele 8 film, som jeg gav et 8 tal og en enkelt 9’er som skilte sig ud.

07/02 12:34Top 10 i fjerde kvartal:.
1. Hell or High Water.
2. Syv minutter over midnat.
3. Rogue One: A Star Wars Story.
4. The Accountant.
5. Jeg, Daniel Blake.
6. Arrival.
7. Doctor Strange.
8. Hunt for the Wilderpeople.
9. Min far Toni Erdmann.
10. Hacksaw Ridge.

07/02 12:35Her min endelige dom – og top 10 for 2016;
1. Sauls Søn (årets film).
2. Hell or High Water.
3. The Revenant
4. Room.
5. Den lille prins.
6. Captain Fantastic.
7. Syv minutter over midnat.
8. The Hateful Eight.
9. Rogue One: A Star Wars Story.
10. Arrival.

07/02 12:402016 ; Et filmår, over middel.
Med et enkelt mesterværk, og en række fremragende film var 2016 i mine øjne absolut godkendt. Der er flere blandt titlerne jeg allerede har i min samling og som jeg kommer til at se mange gange i årene der kommer.

Hvad synes I andre om 2016?

Ser jeres lister anderledes ud?

Og hvilke film mangler jeg at se/burde jeg have haft med?

07/02 12:562016 Film med dansk biografpremiere.
Ja min fik du jo til nytår, selvom den ikke er helt så svulstig :-) fire fællesnævnere ser jeg. Især "The Hateful Eight" glæder mig, da jeg synes, den er blevet skammeligt overset på andre Top 10-lister.

Generelt har 2016 været et helt godkendt filmår herhjemme, men hvad angår actionfilm og blockbusters var det kun Star Wars (og Tarantino), der fik mig op at ringe. Så det er godt at se, der var plads til Gareth Edwards' afsindigt flotte film i din endelige Top 10, nu den røg udenfor døren på en 12. plads, da jeg selv talte op.

Og tak for indblikket - imponerende skriveindsats!

07/02 14:452016 Film med dansk biografpremiere.
Kiggede lige tilbage på din liste - der er et par artige overraskelser.

Top 9-12 - på de laveste pladser tror jeg det er dagen der afgør placeringerne.

Hvordan ser det i grunden ud - er det ikke snart på tide med din næste Bond-anmeldelse.

Og - tak, ja det er lidt af en opgave jeg stillede mig selv ;-)

07/02 22:102016 Film med dansk biografpremiere.
Imponerende gennemgang, Wayne!

08/02 06:212016 Film med dansk biografpremiere.
Takker, og tak for dine mange grundige anmeldelser. Vi er ikke altid enige, men du har altid nogle brugbare pointer. Og du giver en grundig beskrivelse, selvom du måske ikke er fan af filmen.

08/02 08:282016 Film med dansk biografpremiere.
Tak, og ligeledes tak for dine mange input :-) - desværre hygger jeg mig for tiden med en brækket albue, så mit anmelderi vil være på lavblus i noget tid.

08/02 10:012016 Film med dansk biografpremiere.
Av - for dælen. Hvordan er du kommet sådan til skade med den? Jeg kan levende sætte mig ind i det - for 5 år siden brækkede jeg mit håndleddet på min højre hånd, i forbindelse med en skiferie.

Det krævede en del tilvænning - men jeg blev godt nok hurtig til at taste enfinger systemet med venstre hånd.

God bedring. :-)

08/02 18:172016 Film med dansk biografpremiere.
[Hvordan ser det i grunden ud - er det ikke snart på tide med din næste Bond-anmeldelse.]

Sørme om du ikke har ret - to be continued! :-)

Og ja, god bedring endnu engang, Carca. Der hvor jeg kommer fra kalder vi den slags 'ræddi træls'.

08/02 21:012016 Film med dansk biografpremiere.
Tak, Emil - det er nemlig pænt træls. :-)

Wayne: Er dumt uheld - var ved at blive kørt ned for knap tre uger siden og endte altså med et kompliceret albuebrud og et par andre, mere overfladiske skrammer. Og selv om man helt rigtigt kan meget med én hånd, bliver det alligevel for frustrerende at skrive anmeldelser med etfingersystemet. :-)

09/02 10:222016 Film med dansk biografpremiere.
[Sørme om du ikke har ret - to be continued! :-)]

Herligt!

Carca. Indrømmet, da jeg var i samme situation blev det til noget kortere indlæg, end normalt :-)

Kompliceret - forhåbentligt lykkes det at hele 100% Hvad siger lægerne?

09/02 16:062016 Film med dansk biografpremiere.
Jeg skal til tjek i morgen, men indtil videre ser det ud til, at de har gjort et rigtig godt stykke arbejde med at montere en metalskinne og skrue det hele sammen igen. :-)

10/02 08:302016 Film med dansk biografpremiere.
Fedt - held og lykke!

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.