The Wailing: - år 2016 -

The Wailing

11/02 01:11- år 2016 -
5. "O.J.: Made in America" af Ezra Edelman
4. "Manchester by the Sea" af Kenneth Lonergan
3. "Moonlight" af Barry Jenkins
2. "Nocturnal Animals" af Tom Ford
1. "Goksung" af Hong-jin Na

Mens 2016 har været et lidt ferskt år, har 2017 dog en pæn udsigt:

Paul Thomas Anderson/"Phantom Thread", Michael Haneke/"Happy End", Abdellatif Kechiche/"Mektoub is Mektoub", Thomas Alfredson/"The Snowman", Joachim Trier/"Thelma", Alexander Payne/"Downsizing", Todd Haynes/"Wonderstruck"

11/02 11:17- år 2016 -
Hvor det dog glæder mig at se din nummer et. Havde en fest med den for ikke så lang tid siden, hvor jeg anmeldte den for Moovy (kan da lige smide den op).

Jeg ville føje Arofnofskys "Mother!" til din liste. Castet ser virkelig godt ud, bl.a. krydret med nogle "glemte" men sindssygt gode navne.

11/02 20:28- år 2016 -
Havde besluttet mig for at lave listen i weekenden i alle fald, og det var faktisk lidt random at jeg overhovedet fik set "The Wailing", der indtog positionen som årets film

Fuck, mand. Det er et både lattervækkende og rædselsvækkende ondskabsfuldt rum man bliver kylet rundt i, der transcendere de styrketrænede filmfiltre med uudslettelige scener (af en mesterlig fotograf og en frygtindgydende lydside)

12/02 23:55- år 2016 -
Ja uanset hvornår man ser den film, kommer den ind fra højre. Meget enig i det skrevne - tænk engang at noget så ondskabsfuldt kan få en til at grine højlydt også (jeg kunne ikke holde mig tilbage, da han vågner til morgenbordet). En vild film.

Og forresten. Godt at se O.J.-dokumentaren også får opmærksomhed (nu den ekskluderes på de fleste lister, der jo primært fokuserer på bio-premierer). Jeg gav den fuldt hus, da jeg fik tygget mig igennem den. Et af de mest gennemarbejdede projekter, jeg nogensinde har set på den front. Og så rammer den virkelig hele race-aspektet godt, som man normalt ville være træt af at blive fodret med for gud ved hvilken gang, men som her er et helt centralt nøgleelement for værkets kerne, selve sagens kerne og ikke mindst de forenede staters kerne.

13/02 00:51- år 2016 -
Enig, rent dramaturgisk kan man næsten ikke sætte en finger på den. Blandt andet fordi dens vinkel er så brændt. Det bliver nemlig, som du selv antyder, en større fortælling om deres nationale selvforståelse, der belyses fascinerende gennem det patologisk ætsende forhold mellem O.J. og hans samfund. Det er et slående udpenslet portræt af den afroamerikanske samtidstragedie

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.