Split: stadig ikke fordums storhed, men noget nyt og spænd...

Split

13/02-17stadig ikke fordums storhed, men noget nyt og spændende
Min kærlighed til Shyamalans nu tidlige film er blevet italesæt rigeligt. Tristheden over at have set ham falde i en lang årrække kunne også bruge ord, men filmene taler for sig selv. Det var derfor en lettelse at se Shyamalan virke delvis genoplivet og inspireret med sidste års The Visit, der bestemt havde fejl, men også var et skridt i den rigtige retning igen. Og det skridt er nu blevet til en fuldbyrdet spurt med Split, en fuldstændig opslugende film, der til tider er en smule rodet, ekspositionsklodset og uden Shyamalans tidligere stramhed og renhed, men samtidig også er så singulær, personlighedsrig og uafrystelig, at jeg er i genuin jubel igen over en af mine favoritfilmmagere. Split har ganske vist ikke den samme emotionelle kraft som Shyamalans tidligere film, men den opererer i samme konsekvente og personlige billedsprog, med en stor kreativitet, iderigdom og fortællerlyst, samt en ret spændende kerne. Skurken transformeres ud fra devisen at personlig smerte fordrer storhed, og selvom denne præmis måske ikke har samme umiddelbare relevans som ”kan man holde ondskab ude?” fra The Village, så lægger den sig fascinerende over hele filmen, især i det atypiske klimaks, hvor Shyamalan igen på unik vis lader filmens indre overtage det ydre til overrumplende effekt. Og man køber udgangspunktet med personlighedsspaltning, fordi Shyamalan bruger idéen til noget større, og fordi James McAvoy er absolut mageløs og uforglemmelig i hovedrollen. Med en skrøbelighed og uventet humanitet svinger han formfuldendt mellem de forskellige karakterer, og når monstret kommer frem, er McAvoy voldsomt skræmmende. Shyamalans bedste film er unikke på grund af deres indre, men det ydre fungerer ligeledes fremragende i Split, der er evigt medrivende, spændende og med dybt uhyggelige og ubehagelige momenter, men også med sine rørende scener. Shyamalan træder sine steder en smule forkert, men han formår altid at rette op, og da han i slutningen fletter Split sammen med hvad der muligvis er mandens hovedværk, ser man atter, at Shyamalan bygger sine film på store og fascinerende idéer. Jeg er vitterlig begejstret for Split og blev en lykkelig filmdreng under oplevelsen.

13/02-17stadig ikke fordums storhed, men noget nyt og spændende
Dejligt at dele begejstringen med dig, Don. Det var egentlig lidt som at se en Hitchcock film, men på den gode måde. Der var lige nogle klodsede eksekveringer hist og her, men jeg elsker den. 8/10 herfra.

14/02-17stadig ikke fordums storhed, men noget nyt og spændende
Dejligt at læse det her, don. Jeg har også stor kærlighed til Shyamalans tre (næsten fire) første film og fandt noget af det samme hjerteblod i denne. Det "ekspositionsklodsede" så jeg mere som en hyldest til gamle, sleazy horrorfilm, for sådan én blev "Split" jo pludselig næsten. I den forbindelse synes jeg, at det er synd, at McAvoys fysiske transformation blev afsløret i traileren. Ellers havde beast-twistet haft maksimal slagkraft. Men okay, den gode M. Night havde jo endnu et es i ærmet lige før lukketid :)

14/02-17stadig ikke fordums storhed, men noget nyt og spændende
Traileren gav alt for meget væk. Mit problem var lidt håndteringen af de lange flashbacks, som godt nok tjente et formål, men var ganske enkelt klodset udført. Lidt sædvanlig exposition hist og her, som man kunne have skåret ud og gjort filmen endnu strammere, men småting egentlig. Jeg kan stadig ikke helt begribe, at Night rent faktisk er tilbage.

15/02-17stadig ikke fordums storhed, men noget nyt og spændende
tak for ord og fedt i også så noget specielt i filmen

02/07-17stadig ikke fordums storhed, men noget nyt og spændende
Vanen tro gik jeg lige i krig med jeres anmeldelser efter jeg havde nedfældet min egen, og at se al den begejstring for en Shyamlan-film er næsten som at befinde sig i en anden dimension :D Én ting må jeg dog lige anholde - Rasmus skriver:

[I den forbindelse synes jeg, at det er synd, at McAvoys fysiske transformation blev afsløret i traileren.]

Are you shitting me???

Det er sgu da hele suset ved sidste akt......?!? Jeg takker endnu engang filmguderne for, at jeg i sin tid droppede at se trailers.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.