La La Land: Between a smile and a tear

La La Land

11/03 23:40Between a smile and a tear
- eller mød mig på en kasse bajere.

Spoilers,

You can't always get what you want
But if you try sometimes well you might find
You get what you need

I Liverpool er "la" slang for både love og lavatory, livets to store kontraster. Trods referencen til Liverpool-bandet A Flock Of Seagulls (I Ran) har La La Lands amerikanske instruktør Damien Chazelle næppe haft denne oplagte symbolik i tankerne, da han gav filmen sin titel, som nok i stedet hentyder til en blanding af musik og Los Angeles - filmens rammer. La La Land er blevet omtalt som en musical, let og feel good-agtig. En hyldest til Hollywood. Kritikken har bl.a. gået på det samme. Det er imidlertid skudt forbi, for filmen er en bittersød hvis ikke bitter film, et traumatisk næsten neurotisk nostalgi-trip i dobbelt potens. Det er dybest set en film om omkostningerne ved to menneskers jagt efter karriere og kærlighed – af lidt mere end blot hverdagsagtigt art. You get what you need, succes med arbejdet. Men ikke what you want, kærligheden. Og du ved det.

Chazelle lægger fra starten et krast hindbærsnit med sin kirurgkniv af fest og farver i et pragtfuldt værk hvor alle musicalfilmens kunstarter, sang, musik, koreografi, klipning, fotografi og skuespil, går op i højest tænkelige enhed. Dans og sang i farver på den grå Highway 101. Og han klipper straks til en kras stikpille til branchen, skuespilleren der ringeagtes til en audition. Mia slår temaet an i sangen Someone in the Crowd, som skæbneironisk ender med at gå i opfyldelse. Hun har brug for en hjælper, men forelsker sig også i ham. Filmen starter som en vanlig musical med pludselige optrin out of the blue, men bliver hurtig alvorlig. Musikken taber bevidst midtvejs sin karakter af ren musical-underholdning og indlægges i stedet som del af filmens realhandling, i et band, i en audition, mens teksterne illustrerer handlingen. All we're looking for is love. Here's to the hearts that ache, here's to the mess we make.

Karriere-kampen fungerer ikke for Mia, hun vil væk fra det, for det gør for ondt på hende. I en nøglescene henter Sebastian hende tilbage hos hendes forældre, da hun er skredet fra den fælles drøm om kærlighed og karriere. Men han gør det ikke, fordi hun har forladt ham, men fordi hun har chancen for en afgørende audition. De er to opportunister, der glemmer deres kærlighed fordi hverdagen og berømmelsens pris er for hård. De kæmper stenhårdt for karrieren, men knap så hårdt for kærligheden. Klipningen er sublim. Middagen slutter skæbnesvangert med den sidste skæring på vinylpladen. Livets plade er løbet ud for dem.

Mia spejler Ingrid Bergman, og filmen spejler Casablanca. Hun lader det nærmest være op til Sebastian at træffe afgørelsen om deres fælles fremtid, og hun må ovenikøbet spørge to gange før han forstår spørgsmålet. Han giver, som Bogie, slip på hende for en større sag, synes han. Ambitionerne. Måske fordi han tror hun vil blive lykkelig af det. Måske fordi karrieren også i virkligheden trækker mere for ham og fordi han uden hende kan slippe for det kompromis han, berettiget eller ej, tror hun vil have ham til at gå ind på. Vi får det aldrig at vide for de tester aldrig hinanden på det punkt. Og vores manglende forløsning som tilskuer spejler dermed fint Mia og Sebastians manglende emotionelle forløsning og ikke mindst italesættelse. Trods alle hendes audition-replikker og hans sange om kærlighed, er virkeligheden det eneste forum hvor de ikke kan give udtryk for deres følelser i. Og dermed antydes, at deres følelser kun eksisterer som en noget flygtig drøm. Jeg har en ide, siger Mia, da de skal op og danse i vægtløs kærlighed på stjernehimlen i det virkelige Griffith Observatorium. Alt er idé. Intet er realitet.

De er så gode sammen at slutningen virker som den blodigste uretfærdighed. Men de er begge outsidere, individualister, med svækket selværdsfølelse, han især, og oddsene er for svære. "It’s about two people in love with each other who are both creative", sagde Martin Scorsese om New York, New York. "The impossibility of a relationship of that kind". Og jazz. Det kopierer Chazelle elegant. Der er for mange forhindringer. Også kampen for den daglige brød, adskillelsen.

Chazelles udtryk er eminent. Mia ønsker ”I ran” spillet af Sebastians første levebrødsband. "I ran so far away, I couldn’t get away", synger A Flock of Seagulls. Man kan ikke flygte fra sig selv, og det kan Mia og navnlig Sebastian ikke. Chezelles sympati ligger dog hos outsideren Sebastian, et offer for branchen, verden og livet. Men han foretager ét forkert valg. Han sælger ud, forråder sig selv og tager et solidt og fornuftigt men kunstnerisk dødfødt bandjob i et misforstået forsøg på at gøre hvad han tror hun vil have ham til. Og derefter går alt galt. I en nøglescene overhører han Mias telefonsamtale med moren men italesætter den ikke, gætter blot. Kvinder vil jo have tryghed. I det hele taget giver de ikke deres kærlighed nok plads, den udtrykkes også kun én gang, af Mia, flygtigt som en tagline i en film og fordufter. Sebastian udtrykker den ikke, for han er sortseer, en reelt fortabt romantiker, der ikke kan tro på kærlighed.

Det hele ender dog ”godt”. Mor bliver minister og den udstødte søn finder sin vej hjem til sin klub. Men ikke sammen. Chazelle må trække på grumme personlige erfaringer. Han gav overraskende, og hvem ved måske bevidst ironisk, eks-hustruen credit som filmens executive producer. Mødet til sidst er jo afgørende. Der er ikke kram og tillykke med at du fik succes og det gik jo ikke med os. Tværtimod. Der er stik i hjertet. At han har brugt hendes logo. At hun ikke vil blive til den næste sang. Det er for smerteligt. Hun vender sig om i døren i en bevægelse, der med ét giver alle filmens fine referencer til det gamle Hollywood mening. Badet i blåt, melankolsk lys står hun. Nostalgien nu som traume, neurose. Det er drømmerne der altid vil drømme, nu om det evigt tabte. Kærligheden, der aldrig ruster, men ikke kan opfyldes. Deres blikke mødes på ny igen en sidste gang i en bitter fælles erkendelse, et møde mellem to nu helt uforenelige verdener, på tværs af tid, sted og andre fysiske dimensioner. Der er tårer og smil og ingen ord. Toget er kørt. Godmorgen. Livet er en frisk, flot karriere som alt andet end dig selv og uden de drømme du dybest set havde om kærlighed.

Chazelle er ung og idealistisk og kan få en tåreperser ud af hvad der måske for andre er livets lektie, part of life's imperfection. På en måde spejler skandalen ved Oscar-uddelingen flot filmens centrale tema. Man håber på den lykkelige slutning, men man ved godt det er løgn. Jeg elsker dig, men jeg læste det forkerte kort op. Det holder ikke, og virkeligheden smadrer de sidste rester af følelsen, der udarter til neurose. Smerten udfries for dem begge bittert i kunsten. John Legend ”spiller” musiker. Emma Stone ”spiller” skuespiller. Chezelle ”spiller” instruktør. Han kalder det en musical. Men det er ren dokumentar. Som fiktion.

12/03 02:25Between a smile and a tear
Wauw med wow på! Fænomenal læsning (oscar-analogien er strålende). Jeg er glad for, at vi oplevede filmen sammen, og nu endnu mere!

12/03 16:56Between a smile and a tear
Som Lasse Winther (bekendt og medstifter af filmtidsskriftet Krystalbilleder) var inde på, var der altså også noget surrealistisk schadenfreude-nice over at se dem fyre deres elendige showbiz-"the fools who taught me to dream"-platituder af og så få revet tæppet helt væk sekundet efter. På en måde var det et smukt øjeblik: Den første gang en 'afroamerikansk' film vinder en Oscar for bedste film bliver det i sådan et postmoderne takedown med to (stakkels!) gamle, hvide branchecelebrities, der fucker op og giver prisen til den hvideste, mest brancheforherligende og Oscar-agtige film nogensinde, hvorefter en strøm af klichétaler følger. Og så: boom - nye tider

12/03 17:12Between a smile and a tear
Et smukt surrealistisk øjeblik, ja ;-) jeg skal også love for, at den overtrætte IMAX-sal i CinemaxX vågnede (højlydt) op :D

Men [første gang en 'afroamerikansk' film vinder en Oscar for bedste film]....aaarh, "12 Years a Slave"?

12/03 18:28Between a smile and a tear
Udover "Moonlight" også er et produkt af sin egen samtid og ikke mindst miljø, så er Barry Jenkins, Tarell Alvin McCraney samt alle på rollelisten af afroamerikansk oprindelse

"12 Years a Slave" har en lidt anden profil med en britisk instruktør og hovedrolle, og fra et nationalreflekterende perspektiv også med en tilstrækkelig komfortabel historisk distance ift. hvad det vil sige at være afroamerikansk i dag

Dette er ingen kritik af filmen, den er stadig et eminent historisk portræt

12/03 18:57Between a smile and a tear
Jeg har lidt svært ved at se, at en film der fortæller en ærke-afroamerikansk historie, med en afroamerikansk hovedperson, baseret på en bog af en afroamerikaner og overført til film af en afroamerikansk manuskriptforfatter, ikke kan betragtes som en 'afroamerikansk' film.

Men jeg ser, hvad du mener.

12/03 19:21Between a smile and a tear
Det var i hvert fald en ærke-afroamerikansk historie før borgerrettighedsbevægelsen. I dag, er det en periodefilm om et vitalt afroamerikansk kapitel, der stadig udgør traumer men ikke er repræsentativ for afroamerikanske samtidsproblematikker - i modsætning til 'Moonlight'. Man kan selvfølgelig til en vis grad betragte den som afroamerikansk, men hvis vi fokusere på Oscarstatuettens kulturelle betydning i et afroamerikansk lys, er det ikke helt så enkelt

Ja, han spiller en afroamerikansk hovedperson. Det har Al Jolson også gjort ;-)

12/03 19:39Between a smile and a tear
Ja "hvis" vi skal dét, kan du da have ret ;-) Jeg forholdte mig bare til det oprindeligt skrevne.

I øvrigt er jeg ikke enig i, at '12 Years' - som rod-fortælling - ikke trækker stærke tråde til afroamerikanske samtidsproblematikker, selvom det i sagens natur er inddirekte.

Og - helt off topic - så er det en stærkere film end "Moonlight". Jeg synes ikke rigtig, "Moonlight" vidste hvor den ville hen til sidst, og tredje akt virkede "hægtet af" i forhold til resten af den ellers glimrende film. Hvad synes du?

12/03 21:15Between a smile and a tear
Det var i alle fald implikationen i det oprindeligt skrevne - det er lidt (eller meget) ligegyldigt hvem der vinder den pris med henblik på filmkunstneriske kvaliteter, men som popkulturel markør for tidsånden, var det netop nice at dén vandt (og ikke så meget fordi den var bedre end sine mednominerede). Men vil derudover stadig påstå den har en *langt* stærkere afroamerikansk profil

Bare i kraft af sig selv, skal man være ret afstumpet for ikke at betragte "12 Years" som en meget stærk film :-) Jeg synes faktisk den famøse piskescene er mere overrumplende end det Mel Gibson udsatte Jesus for. Men scenen i "Moonlight", hvor Juan medgiver han sælger stoffer, er for mig stærkere end på noget tidspunkt i "12 Years". Jeg skal nok gense "Moonlight", før jeg kan fordybe mig helt i de adskillige indtryk. Umiddelbart var det kun perifere dele af anden akt (helt specifikt slåskampen udenfor og dens optakt) jeg havde problemer med. Jeg kunne ret godt lide det tredje akt. Det er utroligt hvor meget der bliver sagt i pauserne, og det var meget naturligt og ømt, uden at det nogensinde bliver anstrengende, og meget troværdig dialog

Dertil er den altså fantastisk skudt og colorgradet. Der er skrevet en vildt spændende artikel om de visuelle overvejelser og deres tematiske genklang:

”Working with color scientist Bill Feightner, Bickel has been able to develop LUTs [mathematical formulas that modify images] so that the color in a movie responds similarly to how it would if shot on a specific film stock. For “Moonlight,” which is told in three distinct chapters, the decision was made that each chapter would emulate a different film stock, giving each its own look.”

http://www.indiewire.com/2016/1...el-1201740402/

12/03 22:08Between a smile and a tear
Nye tider, indeed! “Black people saved NASA and white people saved jazz".

'Moonlight' var for mig den næstbedste Oscar-vinder i dette årti. Første plads går naturligvis til 'Birdman'.

13/03 19:08Between a smile and a tear
Tak for den, sandmand. En fænomenal film med mange tematiske lag.

Jeg holdt også meget af "Moonlight", som i mine øjne brillerede med sit tredje akt, hvor især skuespillet var fantastisk. I mine øjne havde André Holland som voksne Kevin eller Trevante Rhodes som Black fortjent en oscar i endnu højere grad end Mahershala Ali, hvis lidt tunge replik i starten af filmen ("at some point you have to figure out who you wanna be" - løst citeret fra hukommelsen) smurte lige tykt nok på.

14/03 15:23Between a smile and a tear
Mirza:
Nu er Oscaren bare en ”festaften” for mig, så det trætter mig, hvis der går for meget politik i den. Og selvom jeg ikke sidder med vuvuzelaen fremme foran skærmen, så mener jeg stadig, at den bedste film – altid - bør få Oscaren. Ikke den bedste popkulturelle markør. Kald mig bare gammeldags. Netop derfor var '12 Years'-sejren det perfekte scenarie, da det (klart) var den bedste film det år, og samtidig tog den - med afroamerikanske kræfter bag - tyren ved hornene i forhold til det første afroamerikanske kapitel (derfor jeg skrev ”ærke”) i USA's historie på en måde (og med en styrke), jeg ikke havde set før.

Og tak for link – det gjorde mig klogere. Lad mig lige så fast, at jeg fandt ”Moonlight” glimrende, sindssyg velspillet og også rørende flere steder. Jeg synes bare, filmen var stærkere end sin sidste akt. Det virkede lidt opsat, synes jeg, hvor resten af filmen var en langt mere sanselig oplevelse. Men skuespillet var fremragende, enig, og det sikrede trods alt, at jeg aldrig blev hægtet af selv. Måske min kritik opstod i kølvandet på min forgabelse i det mellemliggende portræt. Og nu vi er ved nomineringssnakken, så kunne Ashton Sanders (teenage-udgaven) også sagtens have nuppet en for sin stille ”undertrykte” præstation dér. Wauw.

14/03 20:31Between a smile and a tear
dedikeret skrevet, den gode sandmand

for alle filmens gode ting (og der var ganske af dem), var der for mig også masser af træls brug af klichéer.

"Middagen slutter skæbnesvangert med den sidste skæring på vinylpladen... " var for mig en rimelig standard måde at lave en udgang på et skænderi og ikke en eminent subtekst-ide (men glimrende du ser den sådan).

gosling der har glemt et photo-shoot på lige den aften, hvor stone har premiere. åh nej dog, hvor random, hvad skal han dog, osv.

og slutblikket mellem de to, der var et totalt cop-out så vandet, at kevin smith ville være pinlig. chazelle er en suveræn filmskaber, utvivlsomt, men med la la land rækker han også lidt for langt ned i klicheposen og har ikke fået nok rap over fingrene for det.

og for lige at afrunde mine problemer med hvad er stadig er en god film, en musical uden et eneste godt musiknummer, der er et problem i det

men jeg nød dit skriv :-)

14/03 21:43Between a smile and a tear
Fin opsummering, Don. Især dit punkt med photo shoot. Det var næsten taget ud af Raimi's Spider-Man. Men åbningsscenen var blændende. Jeg ser dog frem til instruktørens næste film, 'First Man'. Han er utvivlsomt et talent.

14/03 22:10Between a smile and a tear
Don: Et cop-out? På hvilken måde? At lade tilskueren tolke, om der er sorg eller glæde inde bag Gosling og Stones dådyrøjne, synes da unægteligt at være i tråd med filmens tematik. Jeg synes, det var meget smukt og meget forløsende uden at være det.

Photo-shoot-scenen er vel bare en illustration af de to steder, karaktererne befinder sig, og hvor svært forenlige de to steder er.

Ja okay, jeg forsvarer La La Land med næb og klør, men den bjergtog mig virkelig. Og jeg elskede, at Chazelle vandt instruktør-oscar'en, for hans kærlighed til musicalgenren, musikken, filmmediet og de filmiske detaljer skinnede igennem hele vejen.

Adis: Hvilken Spider Man-film tænker du på?

14/03 23:07Between a smile and a tear
Jeg synes nu heller ikke, det var et 'cop-out'. Jeg kan dog godt følge nogle af dine kritikpunkter, don, selvom filmen for mig var en legende fornøjelse at overvære. Begge gange.

Men [en musical uden et eneste godt musiknummer]? Den kan musik-Emil altså ikke sidde overhørig. Vi er helt enige om, at der er flere anonyme sange, men "Someone in the Crowd" er et fremragende, old school musical-nummer med nyklassiker-potentiale. Det instrumentale C-stykke opfylder netop kriteriet her og sad fast i mit hoved i dagevis.

14/03 23:24Between a smile and a tear
Ras: Jeg tænker bare overordnet på det pubertære forhold og der er vist også en scene, hvor Parker kommer sent på den. Som Don påpeger, så insisterer Chazelle lige rigeligt på klicheer og gammelkendte virkemidler, som i mine øjne virkede lidt undervældende, taget i betragtning af Chazelles omtale som Hollywoods næste 'big shot'. Jeg håber han har mere i ærmet, for efter at have sundet sig, synes jeg det er en smule overvurderet film. Den har utvivlsomt haft en smittende positiv effekt på stort publikum, som lader til at være lidt mere overbærende. Det er helt sikkert en god film, men et mesterværk? Jeg undres. Jeg vil dog ikke tage glæden fra dig, det er altid rart med positive oplevelser.

15/03 16:47Between a smile and a tear
Oberst:
Helt enig, det er røvsygt, men netop som du selv beskriver din oplevelse af "12 Years"'s sejr, som jeg også delvist deler, var det en ekstratriumf at "Moonlight" vandt (så vidt jeg er orienteret den billigste low-budget film til at vinde)

Men er helt på linje med at der slet ikke er nogen anden film om de afroamerikanske slaver, som denne her. De fik endelig den film de fortjente. Nu mangler de bare indianerne

15/03 17:36Between a smile and a tear
Vildt nok. Man må også rose selskabet A24 for at satse på anderledes film, som holdes indenfor de små budgetter. Jeg har kun været henrykt over deres film. Tjek i øvrigt traileren til 'It Cames at Night'. Ligner endnu en perle.

16/03 05:55Between a smile and a tear
Helt ærligt, venner, falder I virkeligt for en afro-homo politisk korrekt film (som jeg ikke har set) på bekostning af den klassiske filmkunst? Kan I ikke se at Hollywoods valg er politisk og ikke kunstnerisk.

Ja, Chazelle serverer kliché på kliché. Svaret på livets store spørgsmål er meget enkelt og han giver det jo plain and simple.

16/03 08:36Between a smile and a tear
Jo, det kan jeg godt set, hvis altså du har ret. Jeg har endnu ikke set Moonlight, så om det forholder sig sådan eller nærmere kan virke sådan, venter jeg med at svare på til jeg har set den:-D

Når jeg læser hvad Mirza skriver, så får jeg dog næsten indtrykket af, at det er "fortjent" at filmen vandt netop og kun derfor. Men det jo fordi det er der han har vægtet en stor del af det skrevne. Mon ikke også han finder det er den bedste film tænker jeg, om han så er farvet af sine holdninger der eller ej (og er vi ikke alle det?)

16/03 10:53Between a smile and a tear
"Arrival" var den åbenlyse, klare vinder.

Men uha, det er noget med rumvæsener, og så bliver Oscar bange.

16/03 11:36Between a smile and a tear
Carsten, hvis du føler dig udfordret af afro-homoer, så kan du jo passende bare se La La Land, med sine papirtynde og narcissistiske hovedpersoner, en film ligeså hvid og straight som Mitt Romney. Der er intet politisk korrekt ved den visionære "Moonlight", som du medgiver ikke at have set, hverken i sit flow af tempo eller dramaturgisk, hverken i sin overlegende visuelle navigering eller i sine sammensatte og velfunderede karakterer. I modsætning til La La Land, der ikke bare er reaktionær men decideret kedelig at se på

Når jeg kun har skrevet ud fra politiske breddegrader, er netop fordi jeg ikke tager showet særlig alvorligt, når det kommer til at hylde filmiske kvaliteter, men jo, det var tilfældigvis også fortjent at den vandt (måske ikke overordnet årets film, men helt sikkert blandt sine mednominerede)

16/03 13:26Between a smile and a tear
Hvad er det vi taler om? Hvem der 'fortjener' at vinde? Jeg behøver ikke sige, at det kommer an på personlige præferencer og komiteens beslutning kan umuligt tilfredsstille alle parter. Så den med 'åbenlys, klar vinder' må stå for egen regning.

Derudover, så var der masser af filmisk kvalitet blandt de nominerede.

16/03 13:59Between a smile and a tear
[Så den med 'åbenlys, klar vinder' må stå for egen regning]

Og tænk engang - det er lige, hvad den gør. Ligesom alt andet jeg skriver.

Blandt de nominerede var der ingen tvivl om, "Arrival" var den film, jeg havde den største oplevelse med i biografen.

16/03 16:56Between a smile and a tear
Pyyyh Oberst, frygtede lige du skrev ud fra mine præferencer. Det ville være frygteligt akavet, hvis jeg nu ikke var enig!

16/03 17:30Mirza
"Der er intet politisk korrekt ved den visionære "Moonlight""

Skønt det var en velspillet, flot og rørende film finder jeg ikke noget "visionært" ved den. Tværtimod er der tendenser til politisk korrekthed og klichétung symbolik hist og pist (stranden hvor mødommen tages, vandet som metafor for frihedslængsel osv.)

Strengt taget kan filmen opsummeres således: Ung homodreng med junkie-mor finder kriminel rollemodel med et hjerte af guld og får bank i skolen. Og til sidst sejrer kærligheden, da han tør lytte til sine følelser.

Ingen film fortjener sådan en negligering af sine detaljer, og det er heller ikke med min gode vilje, da flere ting går op i en højere enhed i "Moonlight". Men en visionær film ville jeg aldrig kalde den. Hvorfor vil du?

16/03 17:39Between a smile and a tear
Thomas
:-)

Spot on, Rasmus. Visionær ser jeg den bestemt heller ikke som værende.

16/03 20:03Between a smile and a tear
Personligt vil jeg mene, at den fotografiske side i "Moonlight" alene retfærdiggøre brugen af ordet "visionær".

Det er den eneste film jeg nogensinde har set, hvor jeg har fejlidentificeret formatet (troede oprigtigt, at den var skudt på 35 mm). Uden for det rent tekniske, er der den diffuse og maleriske grading, som forskønner de rå, solvarme Miami-ghettoer og hvirvler det urbane og åndelige sammen i en drømmende akvareltåge. Det er billedpoetisk socialrealisme og en æstetisk helt unik film.

Derudover er det befriende at se en moderne, amerikansk film hvor den visuelle side bær temaet så fint i hånden (uden nogensinde at overtage), og desuden en utrolig smuk fortælling om det indre, menneskelige univers og de følelser der lever og ånder midt i elendigheden.

16/03 20:19Between a smile and a tear
Jarl har allerede fremført det væsentlige, og som han antyder, er det visionært at lave en film, hvis miljøskildring og hverdagsrealisme har et fortællergreb, der er så anderledes fra genrekonventionerne. Kim Skotte (som af og til er fornuftig at høre på) beskrev den da også som ”revolutionerende”

”Tværtimod er der tendenser til politisk korrekthed”

Har du lyst til at engagerer dig med et belæg? Hvilke tendenser til politisk korrekthed? Du nævnte også før ”At some point, you gotta decide for yourself who you're going to be. Can't let nobody make that decision for you.” som en replik, der smurte tykt på. Hvorfor? Er det ”tykt” at et barn bliver fortalt af en reflekterende voksen, (som ikke har et ”hjerte af guld”, han distribuere stoffer i nabolaget, bruh, det er b. la. dét der gør hans rolle hjerteskærende alsidig, som kulminere i hans sidste scene) at man ikke skal lade verden udefra definere én selvom han kommer fra et miljø, som omtrent alle ender som et produkt af? Din forsimplede opsummering af filmens plot, forstår jeg ikke. Du kan reducere og indskrænke alle film på den måde. Det er et futilt argument

16/03 20:40Between a smile and a tear
Replikken kunne være skrevet bedre, det er min pointe. Selvfølgelig er budskabet med den scene sympatisk, men den kunne i mine øjne have været eksekveret bedre og mere "friskt". Omvendt var sidste akts dialogscene så naturlig og rørende, at mine tårer trillede.

Det, at drengen både er homoseksuel, vokser op i et hårdt miljø og har en narkoman som mor (og selvfølgelig ingen far) bliver i mine øjne en smule politisk korrekt. Det samme bliver Mahershala Alis indtræden, fordi den har så belejlig en funktion. Det er en helgardering, der ikke er nødvendig, fordi homo-problematikken i sig selv stod meget stærkt. Men hey, moren spillede da forrygende.

Jeg kan nu stadig ikke se det visionære (og nu ligefrem revolutionerende) i "Moonlight". Dens fantastisk flotte, stemingsfulde pangfarver og anderledes struktur var en imponerende måde at fortælle historien på, men ikke noget, der i mine øjne retfærdiggør disse gloser.

16/03 20:52Between a smile and a tear
https://m.youtube.com/watch?v=kr6aYjtT288

Lille interview af DP'en bag Moonlight. Det underspillede og diskrete, det var hvad jeg virkelig godt kunne lide ved Moonlight. Jenkins har fuldstændigt styr på sine virkemidler. Det kunne så nemt have været en over-the-top, melodramatisk film, men den udspillede sig på ingen måde, som forventet. Intet blev smurt tykt på i min bog. Og så er jeg også vild med, at den igennem en umådelig flot visuel side, får præstenteret sin historie, fremfor en verbal gennemgang, som i de flestes andre hænder havde været en fortrukket metode.

16/03 21:04Between a smile and a tear
Jarl og Mirza:
Om end vi slet ikke er enige om graden af billedpoesi, så anerkender jeg, at filmen rammer det i enkelte momenter. Men værket som helhed betragter jeg altså ikke som visionært, især ikke med en svag historie (there, I said it), der lige præcis helgarderer sit indvendige drama, som ellers sagtens tåler at stå mere alene. Netop i kraft af den talentfulde instruktion.

16/03 21:18Between a smile and a tear
Det spørgsmål er også vanskeligt at svare på, når udtrykket er udefineret. Hvornår er en film 'visionær' om jeg må spørge?

16/03 21:18Between a smile and a tear
Scenen har jo ikke et isoleret budskab, den tjener et tematisk formål, som ligeledes sætter filmens titel i sin kontekst

"Det, at drengen både er homoseksuel, vokser op i et hårdt miljø og har en narkoman som mor (og selvfølgelig ingen far) bliver i mine øjne en smule politisk korrekt. Det samme bliver Mahershala Alis indtræden, fordi den har så belejlig en funktion."

Sådan lever flere millioner afroamerikanske familier. Både instruktøren og manusforfatteren kommer fra sådanne hjem. Hvad har det med politisk korrekthed at gøre? Hvad er der med Mahershala Alis indtræden?

Jeg vil nu bestemt mene at det vi har beskrevet "retfærdiggør" eller lever op til definitionen 'visionær', i alle fald som angivet i ordbogen

Adis:
Enig, det kunne være gået galt så mange steder

16/03 21:26Between a smile and a tear
Mirza: Jeg tror, jeg mener, at morens afhængighed, de homoseksuelle følelser, de moppende skoledrenge og drugdealer-faderfiguren får filmen til at klinge lidt postuleret. Som et drama sammensat af stærke dele frem for bærende på en helstøbt kerne.
"Konservativ" havde måske været et mere passende ord end begrebet "politisk korrekt". I hvert fald synes jeg, at filmen er lidt for ivrig efter at vise, at vores hovedperson har alle odds imod sig, og at han må "blive sin egen mand" (endda så ivrig, at den ligefrem må sige disse ord gennem dialog).

17/03 00:41Between a smile and a tear
Måske eksekveringen af mobberiet var postuleret flere steder, men kan vitterligt ikke se hvordan resten skulle være "postuleret". Det er altså en ret gennemgående skæbnefortælling i store dele af USA, der kun blev større af Bill Clintons lemlæstelse af sociale velfærdsreformer fra New Deal-æraen (tidspunktet hvor Little render rundt)

Som sagt voksede filmens 'hovedarkitekter' og hele det yngre cast op i belastede projects-miljøer, hvor de fleste vokser op uden fædre (hvilket GOP betragter som katalysator til børnenes kriminelle lod, "familien er den vigtigste institution i samfundet" etc. – når dét er blevet et politisk talking point som man tager op til hvert primærvalg, er det fordi statistikkerne tvinger dem til det), og hvor omtrent alle er i familie med kriminelle og crack-afhængige. Det er derfor kun ordinært at moren er misbruger og Juan er narkobagmand, ligesom det kun er naturligt og ikke postuleret, at Mia både er servitrice et smart sted og har aspirationer som skuespillerinde og Sebastian sælger ud men drømmer om musikalsk autenticitet, da de i udgangspunktet er forankret i deres L.A.-miljø

I min optik er det mere end en typisk ”husk at være dig selv”-morale. Det er om hvordan man hustler og misbruger sin indre virkelighed, for at overleve i verden udenfor med alle dens subtile barrikader af strukturelle identitetskonstruktioner, hvilket bliver overbevisende formidlet med et lyrisk feel i rå omgivelser af kirurgisk realisme

17/03 16:02Between a smile and a tear
rasmus; og forsvarer den du skal, min ven, med al den kærlighed du har til filmen :-)

jo, photoshootet illustrerer tydeligt det, men det er måden chazelle gør det på der irriterede mig

ang. slutningen, jeg havde et lille problem i forvejen med chazelles lange "alt. virkelighed" montage, men følte han forsøgte at opbygge en vis form for smertelighed i de måske godt kunne have klaret en forening af de to veje, kunsten og kærlighed (som scorsese eksplorerede langt mere spændende i hans new york, new york), men så slutter han sin film med et, for mig, forstående, alt-er-okay alligevel blik, der negligerede hele den tidligere montage. men min tolkning af slutningen kunne nemt være fejlramt.

og noget andet, stone skal være væk i fire måneder. hvis det virkelig er stor kærlighed, som deres forhold er bygget op på, så tror jeg ikke helt på at fire måneder og duden fra en amerikansk varulv i paris kan smadre den.

men nu virker jeg også mere bitter over filmen, end jeg egentlig er. for den har mageløse ting. åbningen er sindssyg fed (på trods af en middelmådig sang i mit øre, sorry musik-emil). det drejende kamera i swimming poolen er vanvittig, jeg har aldrig set noget lignende. og stones første audition hvor hun bliver afbrudt, den sendte en tåre frem. der er bestemt gode og enkelte fremragende ting i la la land

sandmand; garantrisse svaret på livets spørgsmål er enkle, men de behøves ikke være så dovent skrevet, som chazelle til tider gør dem :-)

17/03 16:29Between a smile and a tear
Uden jeg sådan helt kan forklare hvorfor, men jeg købte ikke den periode på '5 år senere'. Der kan man tale om at smøre tykt på og hvor belejligt var det ikke lige at kigge forbi Goslings sted. Hmm.

Men ja, drejende kamera i poolen var awesome. Og åbningen også.

19/03 02:38Between a smile and a tear
Men Don er pointen med den alternativ virkeligheds montage ikke at den virkelighed ikke rummede plads til hans karriere hvorfor den ikke var en drøm men et nyt mareridt.

19/03 02:38Between a smile and a tear
-

20/03 18:56Between a smile and a tear
det tænker jeg du sagtens kan have ret i

20/03 21:51Between a smile and a tear
Denne her minianalyse af lydsiden i "Moonlight", supplere ret glimrende det første link: https://mubi.com/notebook/posts...onlight-can-do

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.