Blinkende Lygter: Så holder du kraftedme kæft, kælling!

Blinkende Lygter

19/03 05:36Så holder du kraftedme kæft, kælling!
Forleden fik jeg genset Blinkende Lygter for, Gud ved hvilken gang. Det er en af de film, hvor jeg kan de fleste af replikkerne udenad, og det er der også god grund til.

Blinkende Lygter er én af flere film, som er skrevet (og ofte også instrueret) af Anders Thomas Jensen, og som falder under en lidt udefinerbar genre. En genre, som vist kan siges at være særegen for ATH. Filmene kan beskrives som (folke)komedier med mere eller mindre sort humor og er befolket af karakterer, som virkelig kan beskrives som værende "karakterer" eller ligefrem karikaturer, som er så absurd groteske, ofte på kanten af samfundet, og bidrager i høj grad til filmenes absurde tone.

Disse film tæller I Kina spiser de hunde, De Grønne Slagtere, Adams Æbler, den forholdsvis nye film Mænd og høns og andre. Her vil jeg argumentere for, at Blinkende Lygter er den bedste film i den omtalt kategori af groteske ATH-komedier. Hvor karakterne i Blinkende Lygter er lidt skæve, er de ikke ligeså outrede og tegneserieagtige som i de Grønne Slagtere og især i Mænd og høns. Jeg vil mene, at karakterne er tilpas skæve og problemfyldte til at være interessante, men stadig psykologisk realistiske til at være relaterbare. Hvis man, ligesom jeg, er vokset op i en brødreflok, er der chance for, at man kan genkende flere karaktertræk fra de fire hovedkarakterer i sig selv eller hos andre. Det er i høj grad dynamikken mellem hovedkarakterne, men også i forhold til de fantastiske bifigurer, som gør filmen så stærk, som den er. Skuespillerne er topklasse og hjælpes på vej af et manuskript, det vil sige et overflødighedshorn af skarptskårne replikker, der sidder lige i skabet. Mange af replikkerne har fået kultstatus og bliver stadig reciteret af mig, familie og venner. Jeg glemmer for eksempel aldrig "Jordkølede pilsnere", "Hvad skød du den med?", "Der var et egern", "Lortespasserbus" og jeg kunne blive ved.

Filmen har rent faktisk også en socialrealistisk dimension, hvor nogle måske vil mene, som i ovenstående anmeldelse af Niels Bjørn, at denne er for tynd til reelt at have noget at sige. Men det er ifølge mig dét, der gør, at man stadig kan relatere til karakterne og ikke føler, at disse eller historien bliver uvedkommende og filmen kun består af fis og ballade.

Jeg kunne skrive flere rosende ord om denne danske perle af en film, som står meget højt på listen over mine favoritfilm fra vores hjemland. Nogle vil måske mene, at seks stjerner lyder af meget. Men hvad skal jeg ellers give til en film, der som få, stadig kan få mig til at skraldgrine med sin grotesk voldelige og sorte humor, men samtidig også berøre mig med sin tragiske historie om en række mennesker, der blev svigtet fra barnsben, men som fandt hinanden og skabte sin egen skrupskøre familie. Men er alle familier ikke lidt det? ;-)

19/03 13:15Så holder du kraftedme kæft, kælling!
Når du ikke giver så mange 6/6 normalt, er det en smule overraskende at du gemmer det til denne film. Det sagt, så husker jeg den som god, men deler ikke helt din begejstring.

19/03 14:34Så holder du kraftedme kæft, kælling!
Tja. Som sagt, så fungerer filmen virkeligt godt for mig personligt. Dertil vurderer jeg objektivt set, at den også står virkeligt stærkt på alle parametre. Derudover er en film, som stadig kan få mig til at grine efter mange gensyn, og det faktum, at jeg netop kan se den så mange gange, med til at trække den helt derop. Inden for sin særligt omtalte ATH-genre, og som komedie i almindelighed, står Blinkende Lygter for mig som noget af det ypperligste.

19/03 14:44Så holder du kraftedme kæft, kælling!
Selvfølgelig. En film man giver fuldt hus, skal helst stå stærkt på alle parametre. Vi kan så være uenige om kvaliteten af en film.

19/03 15:33Så holder du kraftedme kæft, kælling!
De fire skuespillere i hovedrollerne fortjener i hvert fald hver en stjerne for deres levende og hamrende morsomme præstation.

Tak for en dejlig begejstret anmeldelse, Indiana.

19/03 15:41Så holder du kraftedme kæft, kælling!
Selv tak, Oberst. Rart med respons.

20/03 10:13Så holder du kraftedme kæft, kælling!
Hvad er ATH-film? Eller det vil sige: Hvad står ATH for?

20/03 11:37Så holder du kraftedme kæft, kælling!
Mon ikke det betyder Anders Thomas Jensen-film, med lidt god vilje ;-)

20/03 14:40Så holder du kraftedme kæft, kælling!
Haha, ja, ved ikke helt, hvor ATH, kommer fra. Det burde selvfølgelig have været ATJ.

21/03 13:06Så holder du kraftedme kæft, kælling!
Makes sense! ;)

I øvrigt gode, velfortjente ord om nyklassikeren "Blinkende lygter". Det er nemt at efterligne Tarantino og Guy Ritchie, men det er saftsusemig ikke nemt at gøre det så vellykket som her. Fantastiske skuespillere, mange uforglemmelige replikker, højt tempo og tid til eftertænksomhed. En gennemført film.

21/03 15:09Så holder du kraftedme kæft, kælling!
Mads Mikkelsen fødes som stjerne, Ulrik Thomsens narkoparanoide Peter er blændende, Nikolaj Lie Kaas er herlig som det dumme bræt med et hjerte af guld og Pilmark laver nærmest en dansk 'De Niro' og trækker storslået på rutinen. Det var de karakterer, jeg vendte tilbage til med en masse kammerater nogle somre. Og så naturligvis Frits Helmuths lægebums.

21/03 20:52Så holder du kraftedme kæft, kælling!
Tak skal du have, Rasmus. :-) Jeg er i høj grad enig i, at det er en gennemført film. Det hele, herunder form og indhold, går ligesom op i en højere enhed i Blinkende Lygter. Anders Thomas Jensens efterfølgende film har aldrig nået samme højder, hvis du spørger mig.

Og ja, karakterne er herlige. Skuespillerne formår at gøre disse til levende mennesker af kød og blod på fornem vis.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.