Manchester by the Sea: Tragedie og ansvar

Manchester by the Sea

20/04 18:06Tragedie og ansvar
Da hans bror dør, får en vicevært fra Massachusetts til sin store overraskelse ansvaret for sin teenagenevø.

Vi er oppe i det kolde og forblæste nordøstlige USA i denne afdæmpede og sobre fortælling om mennesker, der bliver ramt af tragiske omstændigheder. Forfatter-instruktør Kenneth Lonergan tager udgangspunkt i det akavede forhold mellem teenageknægten og hans modvillige plejefar, der ikke ønsker at flytte tilbage til hjembyen og derfor fx er tvivlende overfor, at drengen vil beholde sin fars båd.

Men filmens stærkeste historie udspiller sig i baggrunden, hvor vi langsomt får rullet forhistorien op og forstår, at hovedpersonen har en stor personlig tragedie i bagagen, som netop er årsagen, til at han vægrer sig ved at skulle tage sig af nevøen. Det er virkelig gribende, og filmens skarpe pointe er, at nogle begivenheder sætter så kraftige spor, at man aldrig kan slippe dem igen.

Den knækkede mand bliver leveret af en særdeles velspillende Casey Affleck, der som bekendt fik en Oscar for rollen - hvilket i mine øjne var velfortjent, set i forhold til de øvrige nominerede. Han får godt modspil af 19-årige Lucas Hedges som nevøen, men ikke mindst også af Michelle Williams, der er virkelig stærk i sine få scener som hovedpersonens ekskone. Især én scene mellem Affleck og Williams gnistrer dramatisk på et niveau, man sjældent ser.

"Manchester by the Sea" er en fremragende skildring af menneskelige relationer, tragedie og sorg, der kommer intelligent rundt om sit emne, uden at det nogensinde bliver reduceret til ren følelsesporno.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.