La La Land: Invitation to the (Eternal) Dance

La La Land

09/05-17Invitation to the (Eternal) Dance
En skuespiller og en jazzpianist kæmper begge for blot at få arbejde, da de tilfældigt støder på hinanden i Los Angeles. Ved deres første møder får de et dårligt indtryk, men det bliver vendt til en flirt og et forhold, hvor de samtidig støtter hinanden i at realisere deres drømme. Men med succes kommer der også forviklinger.

For tre år siden fik Damien Chazelle et bragende gennembrud med "Whiplash", og den succes gjorde det muligt for ham at finde et andet manuskript frem fra skuffen. Resultatet er "La La Land", der først og fremmest er en hyldest til musicalstilen fra Hollywoods guldalder, som Chazelle gerne vil opdatere til et moderne look i en lige så klassisk Hollywood-fortælling om Hollywood.

Det lykkes i stor stil i flere af filmens sang- og dansenumre. Ikke mindst i den flotte åbningssekvens med en stor koreografi på en motorvejsbro, men også i mere intime scener, fx med en åbenlys og velfungerende hyldest til Gene Kellys afslappede, men skarpe 50'er-koreografier (som endda udspiller sig lidt nede ad bakken fra det observatorium, der var scene for den berømte slutsekvens i "Rebel Without a Cause" - når vi nu er ved store film fra 50'erne).

"La La Land" vælter sig i referencer til Hollywood-klassikere, ikke mindst dem fra folk som Kelly og Vincente Minnelli, og det er fedt, hvis man som jeg holder af den musicalstil. Chazelle iscenesætter både store og små koreografier på højt teknisk niveau, hvor Linus Sandgrens flotte billeder også fortjener ros. Men samtidig er "La La Land" også så bevidst om sin hyldest og sine referencer, at den bliver en anelse stiv i det. Lidt træg og lidt for koreograferet - og faktisk uden samme dynamik, som de allerstørste Hollywood-musicals kunne ramme for 60-70 år siden.

Når det er sagt, lykkes det så alligevel Chazelle at få filmen til at slå et flot, bittersødt slag med halen til sidst, der tematisk minder om "Whiplash" og klart bryder med genrekonventionerne. Det er overraskende og gør simpelt hen "La La Land" til en mere begavet film.

Derudover er det især Emma Stone, der bærer filmen i en dybt charmerende rolle som skuespilleren, der efter mange nederlag har brug for et skud selvtillid. Jeg er imponeret over, hvor tilsyneladende nemt Stone føjer sang og dans til sit repertoire, og med "La La Land" er hun endegyldigt etableret som ét af sin generations allerstørste navne (selv om dette dog ikke er rollen, jeg ville have givet hende bunkevis af priser for). Ryan Gosling virker lidt mindre tilpas i musicalformatet - hvilket er ret underligt, eftersom han faktisk mestrer flere instrumenter og har udgivet et par plader. Men Gosling gør det stadig fint som den idealistiske pianist, og hans afslappede charme passer virkelig godt til at imitere Gene Kelly.

"La La Land" har i det hele taget mange plusser og ikke mindst imponerende tekniske finesser, og det er en charmerende og rar film, som man bliver glad og også lidt eftertænksom af at se. Det er også bare lidt en skumfidus af en film, der møder én med masser af sødme, men bliver en smule træg at tygge sig igennem. Blandt andet fordi den som nævnt mangler en smule dynamik - hvilket forfatter-instruktør Chazelle ellers netop brillerede med at levere i tøndevis i "Whiplash". Men jeg lander trods alt på fire stjerner med pil opad.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.