Fuglene: karakterdrama og gys

Fuglene

19/06 11:43karakterdrama og gys
Det kan måske være svært at skulle udpege en favorit af Hitchcocks film. Psycho er en lovende kandidat, med dens frådende fortællerlyst, overlegne filmbeherskelse og næsten sadistiske leg med publikums forventninger. Rear Window har også en højerestående plads med dens fornemme spænding og sublime makkerpar i James Stewart og Grace Kelly (hvoraf sidstnævnte får en af filmhistoriens skønneste introduktioner), mens Vertigo utvivlsomt også er en fremragende film. Men ultimativt lander jeg på Fuglene som favorit, mest takket være den sindssygt veltænkte og fantastiske historieudfoldelse. Fra let screwball-komedie i starten, til dedikeret kærlighedsfortælling igennem Tippi Hedrens fængslende præstation og determinerede handlinger, videre over i en skildring af en traumeramt familie, og under alt dette ligger horror-elementet med de angribende fugle latent, lurende, understøttende filmens uforudsigelige og komplet opslugende tone. Da Hitchcock halvvejs inde i filmen folder horror-delen ud, bliver Fuglene til en åndelæst spændende gyser med set-pieces af historisk gennemslagskraft (Hedren, der ryger en smøg på en legeplads, intetanende om de samlende dyr bag hende, fuglenes angreb mod huset i afslutningen). Og i denne virtuose blanding af genre, handlingstråde og stærke, autentiskfølende karakterskildringer, formår Hitchcock og manusforfatteren Evan Holden alligevel på dybt imponerende vis at salme alle tråde til et singulært værk, og dette et klokkeklart mesterværk med kun et par svage scener og en samlet styrke af exceptionel kaliber. Det er en genistreg af Hitchcock og Holden ikke logistisk at forklare fuglenes angrebsgrunde, men i stedet, i en af mine absolut yndlingsslutninger nogensinde, at lade grunden være katalyseret af karakterernes ark og indre kampe. Og stadig, så kan man ikke helt regne filmen fuldstændig ud, men det er denne mystik, denne plads til publikums egen fortolkning, der gør Fuglene til den bedste af Hitchcocks film for mit vedkommende.

19/06 20:25karakterdrama og gys
Rigtigt flot beskrivelse af en fremragende film. En fornøjelse at læse don!

21/06 10:47karakterdrama og gys
Den må genses. Jeg husker den som ganske plain Hitchcock-horror, men du taler din sag.

21/06 13:11karakterdrama og gys
Jeg synes nu der er masser af stof bag ved horrorfaceden. Men ved jo godt, det ofte er hvad man selv tager med ind.

23/06 11:08karakterdrama og gys
Jeg tog også et tiltrængt gensyn med The Birds og selvom jeg ikke synes den er på højde med hverken Vertigo eller Psycho, så er den faktisk glimrende på sin måde og et nøk bedre, end jeg huskede den. Man kan i øvrigt se, hvor en som M Night hentede sin inspiration fra til filmen Signs. Hitchcock formår at opretholde suspense, som holder tilskueren på tæerne. Simpelt skulle man tro, men rigtig mange formår ikke kunsten. Fraværet af underlægningsmusikken gør at vi tvinges til at lytte til effektlyd-siden i stedet, som spiller en væstentlig rolle for selve oplevelsen. Dateret at se på, set med nutidens øjne, når fugleangrebene sætter ind, men det er egentlig en lille del i filmen. Den var 'as good as it gets' dengang formoder jeg, så det er til at se igennem fingrene med.

23/06 12:54karakterdrama og gys
[og selvom jeg ikke synes den er på højde på hverken Vertigo eller Psycho...]

Det er de færreste film ;-)

23/06 16:07karakterdrama og gys
tak for ros, thomas (og go fornøjelse med king arthur)

tag helt sikkert et gensyn RasmusFL. den er både på højde med og en tand over vertigo og psycho ;-)

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.