The King of Comedy: The Lonely, Last Laugh

The King of Comedy

03/08 09:30The Lonely, Last Laugh
Scorsese og de Niro afslutter med ”The King of Comedy” hvad der bedst af alt kan karakteriseres som deres uofficielle ”God’s Lonely Man”- trilogi. Sammen med ”Taxi Driver” og ”Raging Bull” danner ”The King of Comedy” nemlig rammen om tre vidt forskellige historier med temaet om ensomhed.

Men hvor ”Taxi Driver” udsprang af ensomhed grundet krigstraumer og Jake La Mottas ensomhed bestod i at skubbe alle fra sig grundet et forældet, maskulint ideal, tager denne film fat i ensomheden, der udspringer af fans’ besættelse af deres idoler og hvis man kigger på dagens celebrity-kultur, er det utroligt at filmen er så fremsynet som det er tilfældet her.

Scorsese sætter en tydeligt afdæmpet kopi af sin ofte markante visuelle stil med low-key belysning og grynede TV-billeder, der giver os en følelse af TV-personligheders (ofte, ikke altid) påtagede attitude. Rupert Pupkin er en ensom mand, der lever gennem sit idol, Jerry Langfords, karriere og drømmer kun om at gøre ham kunsten efter. I Ruperts hoved er der nemlig ikke andet end TV’ets virkelighed, når først man er på. Dette understreges herligt i filmens finale, hvor Pupkin tænder for TV’et for at se sin egen optræden og hele showet vises i TV’et i et totalbillede, så man ikke ser man ikke den ”rigtige” Rupert Pupkin, som i virkeligheden er ved at blive slæbt væk af politiet.

Paul D. Zimmermann’s manuskript svælger ætsende, ironiske replikker som ”Rather be king for a night than a schmuck for a lifetime”. Denne tankegang virker måske harmløs i sig selv, men latterliggøres samtidig af forfatteren, da det står meget klart, at det også er den tankegang, der, I sidste ende, skubber skrøbelige folk som Rupert Pupkin ud på kanten. Robert de Niro er fantastisk tåkrummende som den hårdtprøvede ”komiker”, der ikke mangler troen på sig selv, men nærmere evnen til at indse sine egne begrænsninger.

Derudover er det virkelige guld i filmen Jerry Lewis, der giver en fantastisk og underspillet, hysterisk morsom præstation som talkshow-værten, der hungrer efter sit privatliv efter en hel dag i offentlighedens søgelys, uden at filmen på nogen måder forsøger at få os til at fatte sympati for ham; han er blot et ”human being... with all of the foibles and all of the traps”. Og det er dét Pupkin ikke forstår, på trods af hans påståede indsigt i mennesket.

Men måske er det i virkeligheden os, Scorsese griner af i filmens sidste scene, hvor Rupert, ligesom i ”Taxi Driver” hyldes som en helt på baggrund af en kriminel handling. Og han ved virkelig ikke, hvordan han er nået dertil. Det er os. Det er os, der giver folk som Pupkin spalteplads og en plads i prime-time TV. Skidegodt fanget af Scorsese og Zimmermann; flere år før det rigtigt tog fart.

”The King of Comedy” er kort og godt en ægte Scorsese-film i en utraditionel indpakning, men det er netop dét, der gør den så speciel og god som den er. Den ersyrligt sorthumoristisk, tåkrummende pinlig, fremragende spillet og har i sit centrum en lige så central problemstilling som dem af mandens mere anerkendte værker roder med.

9/10

07/08 17:41The Lonely, Last Laugh
Glimrende anmeldelse af en af mine Scorsese-favoritter. Og helt enig omkring Jerry Lewis. Underspil af højeste kaliber - ufatteligt at hverken han eller filmen fik en oscar-nominering.

10/08 10:48The Lonely, Last Laugh
Jeg takker ydmygt og banker samtidig mig selv i hovedet for at jeg ikke har set denne film noget før. Jeg har sågar allerede bestilt den på BD og jeg kan ikke vente med at se den igen.

Jerry Lewis er helt fantastisk deri og det er skræmmende at se filmens satiriske ideer om celebrity-kulturen og hverdagens Pupkins i fuld flor i nutidens mediebillede.

10/08 15:00The Lonely, Last Laugh
Det glæder mig, pin.

Og ja, det er en profetisk film, der står endnu stærkere i dag!

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.