Dunkirk: Anitheltens triumf

Dunkirk

07/08 16:13Anitheltens triumf
En ny Christopher Nolan-film som slet ikke er kommenteret på Scope af den gamle garde - det skal være løgn!

Jeg så "Dunkirk" for anden gang i går (denne gang digitalt), og det satte nogle tanker i gang. Filmen er en bedrift. Hvor stor vil jeg lade andre om, men for mig var den lige så overrumplende anden gang.

Intro-scenen er muligvis noget af det bedste, Nolan har lavet. Vi transporteres omgående til Dunkerque med enkle virkemidler, og på få minutter indkapsles alt, hvad slaget (og krig generelt) handler om. Håb (om ikke andet bare om resterne af et cigaretskod), kaos, prisen (livet), overlevelsestrang, opgivelse, og dernæst en lang og kold strand, der nådesløst favner håbløsheden - med soldater som ventende frysende saltstøtter - og så med et nyt fnug af håb, der katalyserer hele filmen. Fantastisk.

Nolans evne til at balancere mørket med menneskets bedste sider demonstreres hele vejen igennem. De "rigtige" helte ER rigtige helte - helt uden nationalistiske overtoner. Det her handler ikke om "for Queen and Country". Det handler om overlevelse, om menneskelighed, og ud af dette udspringer således autentisk heroisme. Bedst illustreret i Mark Rylances våde men gnistrende øjne, da han affærdiger sønnens forslag om at undgå at sejle hen til et nedstyrtet fly. Men afgjort også i form af Kenneth Brannaghs flådekaptajn. Tom Hardy har fået meget (berettiget) ros for, hvor godt han spiller med øjnene i denne film, men Brannagh fortæller hele historien med sine. Sjældent har jeg mærket en stålmands indre uro og fortvivlelse, som da han stirrende ser til, mens evakueringsskibet synker. Han er hele filmens anker.

Lyden er filmens største styrke. Hans Zimmer har i mine ører lavet en lydside, der ikke blot rangerer iblandt de allerbedste fra manden, men som er en fuldblods karakter i filmen. Zimmers både buldrende og enormt sanselige toner er allestedsnærværende. Lyden angriber dig, nøjagtig som den skal, men den lader os klogeligt komme op til overfladen og få ilt et par gange. Såsom ved de indlagte vibrerende strygere, mens Tom Hardys fly svæver mellem skyerne som en maskinel Superman. Dette er nærmest et drømmende åndehul midt i filmen - væk fra sumpen på landjorden. Et magisk Nolan-øjeblik.

I sin kerne mener jeg, "Dunkirk" er den perfekte antitese til den (især amerikanske) heltefortælling, som vi har fået tudet ørerne fulde med i mange år. Kan man være en kujon og stadig en helt? Uden at stave det for os fratager Nolan sin deserterende hovedperson fra at være en kujon. Og dette sker vel at mærke ikke ud fra en pacifistisk tankegang. Husk på, jo mere han forsøger at flygte fra tingene, jo mere bider det ham i røven. Derfor giver det også god mening at lade Tom Hardys pilot blive taget til fange til sidst. Denne superhelt af en kamppilot kunne ikke bare tage hjelmen af og klippes væk fra. Det havde været for perfekt. Igen - "Dunkirk" dyrker ikke helten, men den menneskelighed, der gør os til helte.

Jeg er egentlig ikke så interesseret i, om "Dunkirk" er et mesterværk eller ej. Det er en Christopher Nolan-film, og det er altid en begivenhed. Hver gang. Udover at have lavet en teknisk drøm af en film, har han i hvert fald - igen - suget mig ind i hans virkelighed på en måde, som kun de allerfærreste instruktører formår. Jeg ved ikke om, jeg slap helskindet fra "Dunkirk", men jeg overlevede, og jeg glæder mig til en tur mere.

07/08 16:53Anitheltens triumf
Jeg støder altid på anmeldelser, som opsummerer meget godt min oplevelse. Denne er så endnu en, som sætter min egen på stand-by :) Jeg så den med Søren aka Pinhead i 70mm Imperial og det var stort. Det var imax-oplevelsen i Århus også, men at se den på filmrulle og mærke den slags igen, var ubeskriveligt. Det var turen værd til Kbh. Vi fik lige rigeligt for meget McD til min smag, men pyt :)

07/08 17:02Anitheltens triumf
Jeg synes ikke, man kan fratage den at være nationalistisk - der ligger en bund af britiskhed under hele fortællingen om Dunkirk, som der nok kan findes paralleller til i de andre krigsførende lande, men det her er ét af briternes store øjeblikke i WWII. Men ellers enig, virkelig medrivende og enormt vellavet film.

07/08 17:19Anitheltens triumf
Jeg fratager den ikke fra at være nationalistisk, men at den gør det med overtoner. Netop fordi det er SÅ stort et historisk øjeblik for briterne, synes jeg Nolan viser imponerende mådehold.

Og Adis: Det glæder mig at høre, at dit Nolan-glade sind ikke blev svigtet! Jeg så den også første gang i Imperial, og jeg kan kun tilslutte mig. Kæmpe oplevelse, både i billede og lyd.

Lad os høre menuen? Hvor mange burgere kunne pinhead kværne? :-)

07/08 17:22Anitheltens triumf
O.k., det er jeg helt enig i.

07/08 17:40Anitheltens triumf
Nolans intention var bl.a også undgå at sentimentalisere historien.

Oberst: tror vi var begge enige om opgive at tælle :)

Atmos lyden var et svin, det er helt vildt :)

08/08 00:10Anitheltens triumf
"Tom Hardys fly svæver mellem skyerne som en maskinel Superman. Dette er nærmest et drømmende åndehul midt i filmen - væk fra sumpen på landjorden. Et magisk Nolan-øjeblik."

Åh ja, for pokker. Sikke en scene. Mindede mig i øvrigt om dette poetiske højdepunkt (blandt mange) fra "The Tree of Life" - Nolan er jo udtalt Malick-fan: https://www.youtube.com/watch?v=8ld2tKLJMeo

Din anmeldelse er fremragende. Jeg har lige genset den i Imperial og kan nikke genkendende til så meget. Filmen har noget oprigtigt heroisk og menneskeligt over sig, der rækker udover patriotisme. Rylance og Branagh bringer så rørende meget tyngde til de dybe, erfarne følelser, mens Hardys øjne atter brænder igennem.

Dog mener jeg stadig, at Nolan til tider spænder buen så stramt, at det sløver strengen. Hvorfor klippe væk fra den fastspændte pilots hamren på kabineglasset hele fire gange? Nogle gange skal tingene bare afvikles, ikke intensiveres via krydsklipning. Lidt mere koldt vand i blodet på det punkt kunne have sikret Nolan det klokkeklare og formfuldendte mesterværk, der lurer i horisonten her.

08/08 11:51Anitheltens triumf
Shit det er godt spottet, Rasmus! Det kan da næsten kun være en cadeau til Malick så, hva'?

Tak for de gode ord. Det glæder mig, vi havde den samme oplevelse af tingene. Jeg er helt enig i den spinkle kritik, som retteligt hører med (og som forhindrer mig i at kravle helt op på skalaen). Lige præcis den med cockpit-glasset er nemlig et godt eksempel på, at buen strammes lige lovlig meget til tider. Især når vi slet ikke har et forhold til karakteren, er det lang tid at holde os hen.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.