Dunkirk: "All we did is survive"

Dunkirk

12/08 23:25"All we did is survive"
I slutningen af maj 1940 er store dele af den britiske hær omringet af tyskerne omkring Dunkerque i Nordfrankrig, og den britiske regering udkommanderer civile fartøjer til at hjælpe med at evakuere tropperne.

Christopher Nolans storfilm er en flot og medrivende genfortælling af den første store britiske bedrift i 2. Verdenskrig. Men frem for at fokusere på redningsaktionens forbløffende omfang - 338.226 allierede soldater blev på en uges tid fragtet til England - fortæller Nolan konsekvent historien fra frøperspektiv. "Dunkirk" krydsklipper primært mellem tre handlingsspor: Til lands kæmper et par soldater for at komme med et skib over kanalen. Til vands sejler en lille kutter til undsætning, bemandet af den midaldrende ejer og et par teenageknægte. I luften sætter en gruppe Spitfires kurs mod Dunkerque for at forsvare tropperne mod luftangreb.

På den måde flytter Nolan fokus fra den traditionelle krigsfilms fortælling om krigens manøvrer til en film, som i langt højere grad handler om mennesker, der udsættes for ekstreme situationer. Der er bestemt heltemod til stede, og det er selvsagt ikke tilfældigt, at Nolan har tre handlingsspor, der flugter med de tre traditionelle forsvarsværn. Men først og fremmest kommer "Dunkirk" til at handle om angst og panik og det desperate håb om at slippe væk fra fjenden, og det gør den helt uden at være fordømmende. Vi forstår, at man basalt set bare har lyst til at løbe væk, når man blot er en lille brik nede på jorden.

Den angst bliver fx flot formidlet i den bedste filmatisering, jeg nogensinde har set af Stuka-angreb - hvor man virkelig får fornemmelsen af, hvordan det var at høre styrtbombernes karakteristiske "trompetfanfare", før man kunne se selve flyene. Det er blot én blandt mange imponerende tekniske detaljer i en virkelig gennemført produktion. Der er lagt enormt meget arbejde i at gøre filmen (næsten) så historisk korrekt som muligt, og luftkampscenerne er fx også virkelig flot filmet, mens scenerne til søs igen har en helt anden form for intensitet.

Nolan klipper hidsigt frem og tilbage mellem de tre historier i historien, som viser sig at forløbe lettere forskudt, og min primære kritik af "Dunkirk" er, at det for mig betød, at jeg ikke fuldt ud engagerede mig i nogen af personerne og deres fortællinger. De bliver ellers fint spillet, bl.a. er Fionn Whitehead god som flygtende soldat, og Mark Rylance er mere end solid som den sindige bådejer, der om nogen er filmens inkarnation af britisk sense of duty. Tom Hardy fylder også en del i cockpittet som Spitfire-gruppens leder - Nolan har vist set "Locke" - og på kajen i Dunkerque har Kenneth Branagh sin bedste rolle længe som den kølige kommandørkaptajn, der har det store overblik.

Nolan skal også have ros for at holde "Dunkirk" på 106 minutter og ikke blæse fortællingen op til noget meget længere og mere bombastisk. For med det forholdsvis stramme format lykkes det at holde dampen oppe i en historie, hvor uret hele tiden tikker mod sidste udkald. Det resulterer i en flot genfortælling af en imponerende redningsaktion, men altså først og fremmest fortalt fra de meniges synspunkt - ikke admiralernes.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.