Baby Driver: Baby's Got Rhytm

Baby Driver
Film Baby Driver
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Debat
Baby's Got RhytmCarcajou
Trefarvet is med motorolieOberst Kurtz

11/09 01:07Baby's Got Rhytm
En ung fyr med et helt usædvanligt talent for at køre bil arbejder som flugtchauffør for bagmanden bag en serie dristige røverier. Men da han møder en sød servitrice på den lokale diner, bliver han endnu mere opsat på at komme væk fra det kriminelle liv.

Plottet i "Baby Driver" følger én af de velkendte filmskabeloner. En ung mand med hjertet på det rette sted er kommet på gale veje, da han møder en frelsende engel - men at gøre sig fri af den dårlige indflydelse viser sig at være have omkostninger. Det minder fx ganske meget om Nicolas Winding Refns mesterlige "Drive". Men forfatter-instruktør Edgar Wright gør alligevel sin historie til noget særligt ved at skære den helt ind til de rendyrkede klicheer og så servere det hele utroligt stilfuldt.

"Baby Driver" er først og fremmest guf for enhver filmelsker, fordi den teknisk er overlegent skruet sammen med et filmsprog, der rækker ud over det normale for actionfilm. Actionscenerne står nemlig centralt igennem hele filmen, og Wright afvikler dem som smukke koreografier, der ned til sidste beat følger filmens musik. Det er en virkelig original brug af musik og klipning, som Wright tilmed fremhæver selvbevidst ved at give hovedpersonen det stærkt idiosynkratiske træk, at han stort set altid har et par høretelefoner i ørerne - og iscenesætter sin imponerende kørsel til sit eget soundtrack.

Jeg tror ikke, jeg nogensinde før har set musikken blive brugt så elegant og konsekvent i en film af denne type, og det bliver yderligere understreget af, at helten primært kører til ældre soul og r&b, der skaber en tydelig stilmæssig kontrast til den rock og hiphop, som ellers er normen i moderne actionfilm.

På den måde er "Baby Driver" et teknisk mesterstykke - en flot gnidningsløs fusion af billeder og musik, med et imponerende klippearbejde bagved. Og Wright fører os altså igennem en genkendelig, men medrivende fortælling, som dygtigt skifter tempo undervejs, og som også indeholder velplacerede twists, der gør det svært at forudse, præcis hvad der kommer til at ske. Selv om det som nævnt er nemt at genkende den overordnede skabelon.

I hovedrollen er Ansel Elgort nærmest overmenneskelig cool, mens han vrider bilerne rundt i vilde stunts, og det fungerer - i mine øjne har Elgort været ret svingende i sine tidligere film, men her fungerer hans tilbagelænede stil. Og som hans drømmepige er Lily James præcis så knuselskelig, som hun er nødt til at være for at få en så massiv kliché til at virke. Kontrasten er selvsagt stor til filmens gangstere, hvor Kevin Spacey er dejligt kynisk som bagmanden, mens Jamie Foxx og Jon Hamm også er gode i roller, der helt bevidst er castet imod deres normale typer. Foxx som galopperende psykopat og Hamm som korrumperet pæn dreng, der også får fint modspil fra Eika González som hans smågale kæreste.

"Baby Driver" er for mig klart Edgar Wrights hidtil bedste film. Strålende, velproduceret underholdning, der tør mere end 99% af de actionfilm, der kommer ud af Hollywood, og som understreger, at det ikke er mængden af effekter og eksplosioner, der afgør, om man kan lave en fed bilfilm.

11/09 01:08Baby's Got Rhytm
Er der virkelig ikke andre af de faste Scope-folk, som har set denne fede film?

11/09 09:39Baby's Got Rhytm
Det har vi da. Det er dog ikke så tit jeg skriver indlæg herinde mere. Men hvad kan jeg sige. Jeg er voldsomt uenig med dig. For mig fungerede den næsten slet ikke og derfor finder jeg den også voldsomt overvurderet. Den har nogle lyspunkter, bevares, men overall fandt jeg hovedpersonen gabende kedelig, romancen påtaget, dialogen sine steder for nedladende (hvor mange personer skal lige forklare Drivers lidelse?) og hvis det ikke er nok, får vi også smidt flashback-scenen i hovedet. Denne film har INGEN tiltro til sit publikum. Derudover; slutningen. Herre jemini. Don't get me started. Men igen, jeg er i mindretal, men der var for mange irritationsmomenter her, også Kevin Spaceys tåbelige karakter, hvis beslutning er så langt ude i hampen, at filmen bare knækkede for mig. Men jeg nyder Shaun of The Dead. Den er awesome.

11/09 09:42Baby's Got Rhytm
Jeg er da enig så langt, at plottet ikke er noget særligt - og netop lettere påtaget. Men jeg synes, det holder, fordi den så åbenlyst omfavner de klicheer, den leger med. Uden alt det gode i teknik og filmsprog ville det dog være en ret ligegyldig film.

11/09 09:58Baby's Got Rhytm
Det var da en flot indpakket lort, men jeg forstår hvad du mener :) Det ændrer desværre ikke på de mange irritationsmomenter, som afholdt mig fra at nyde filmen. Jeg synes generelt denne og Wonder Woman har fået urimeligt meget positiv omtale.

11/09 10:27Baby's Got Rhytm
Se, der er jeg helt enig. Wonder Woman er overvurderet. :-)

11/09 17:04Baby's Got Rhytm
[Er der virkelig ikke andre af de faste Scope-folk, som har set denne fede film?]

You are not alone ;-)

13/09 17:22Baby's Got Rhytm
Velfortjente indspark fra både Carcajou og Kurtz. "Baby Driver" er en smittende energiudladning af en film. Jeg lander dog på fire store stjerner.

Carca, "teknisk mesterstykke" er nok at tage munden for fuld i min optik, hvilket skyldes et lidt kluntet final showdown i parkeringshuset, hvor det hele (så vidt jeg husker) sovses ind i letkøbte lens-flares. Desuden var særligt en af biljagterne klippet lige lovlig hurtigt. Som en slags "La La Land" på steroider var den overordnede koreografi dog faktisk til tider mesterlig, ja.

Emil, du nævner Ansel Elgort som filmens kronjuvel, og det er jeg helt enig i. Uden hans over the top'ede og dog troværdige coolness havde filmen ikke fungeret, og hvis Adis fandt ham "gabende kedelig" (jøsses, hvad har du spist?), er det egentlig forståeligt, at oplevelsen faldt fra hinanden.

13/09 21:28Baby's Got Rhytm
Karrysandwich, som jeg var tæt på at brække op mod slutningen af filmen. Måske havde jeg en dårlig dag, men jeg kunne slet ikke sluge hverken personerne eller plottet.

20/09 11:24Baby's Got Rhytm
Spøjs blanding mellem en musical, heist-film og Kick-Ass.

Jeg var godt underholdt. Jeg slugte måske ikke filmen råt, men jeg bifalder ønsket om at være original,

5 små stjerner.

20/09 14:47Baby's Got Rhytm
"Kick-Ass" ?

21/09 15:34Baby's Got Rhytm
Kick-Ass - både i betydningen ung knægt mod slemme mafiosos/overmagt, og ung kærlighed.

21/09 15:43Baby's Got Rhytm
'Ung kærlighed'.....jaså. Det ser man alligevel i jævnt mange film :-)

21/09 21:54Baby's Got Rhytm
Tro, Håb og Kærlighed Kick-Ass;-D

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.