May God Save Us: Moderne noir med et katolsk twist

May God Save Us

21/09 00:33Moderne noir med et katolsk twist
Madrid er lagt ned af hedebølge, da det går op for to kriminalbetjente, at byen er hjemsøgt af en seriemorder, der voldtager og myrder ældre kvinder. De to forfølger stædigt sagen, selv om deres chef egentlig helst vil have ro på forud for pavens nært forestående besøg.

Det er nemt at få den tanke, at forfatter-instruktør Rodrigo Sorogoyen har ladet sig inspirere af nordisk noir til denne krimithriller, der viser en dyster og trøstesløs side af den spanske hovedstad. Ikke alene har "May God Save Us" en lidt sørgelig, men samtidig ekstremt frastødende skurk i den aggressive morder, der overfalder forsvarsløse gamle damer. Den moderne noirstil slår nærmest endnu stærkere igennem i de to hovedpersoner.

De to efterforskere er nemlig nærmest udstødte blandt resten af politifolkene. Den ene er en machotype, som har en grim forhistorie med vold og er under efterforskning for at have påført en kollega varige men i et slagsmål (en virkelig velspillet rolle af Roberto Álamo). Den anden er højt intelligent og en fremragende detektiv, men også så socialt hæmmet, at han går over nogle grænser, man aldrig skal krydse. Det bruger Sorogoyen til dygtigt at flytte publikums sympati fra den ene til den anden af dem, men først og fremmest er de her to beskadigede, problematiske mænd altså de eneste, som tager mordene og uskyldige menneskers sikkerhed alvorligt.

Med det udgangspunkt dykker handlingen længere og længere ned i gråzonerne på et bagtæppe af triste baggyder og betonblokke i Madrid, og "May God Save Us" er også interessant, fordi den har en tydelig bund af katolsk kultur og syndefald under sin ellers meget moderne noirstil. I sidste ende er krimihistorien dog ikke superinteressant - det bliver lidt langtrukkent, og dertil kommer en slutsekvens, som virker usædvanligt påklistret. Indtil da holder filmen sig dog gående på godt skuespil og effektive miljøskildringer tilsat små dryp af defaitistisk humor. Fire små stjerner herfra.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.