It: The only thing we need to fear is fear itself ... and ...

It

22/10 17:56The only thing we need to fear is fear itself ... and a clown?
Syv teenagere opdager, at der i kloakkerne under deres hjemby bor et monster, som spiser børn.

Én af Stephen Kings mest populære bøger rammer for første gang filmlærredet, efter at den tidligere har været omsat til en berømmet tv-miniserie i to afsnit. Instruktør Andy Muschiettis filmudgave kommer dog til forveksling til at minde om tv-versionen i opbygning, for der er også planlagt to film.

I dette første afsnit møder vi heltene i 1988, hvor de på hver sin måde er outsidere blandt de unge i Derry, Maine, og hvor de møder monstret i forskellige illusoriske udgaver. Samtidig bliver de hver især grovmobbet af en ældre drengebande, og de fælles fjender får dem til at slå sig sammen som The Losers Club. Det er den fortælling om venskab og sammenhold, der er kernen i første kapitel af "It", og som også gør den så medrivende fra start.

Muschietti slår nemlig dygtigt stemningen an med en hurtig etablering af de forskellige personer og deres ikke særlig fede liv, der er præget af angst og usikkerhed, og hvor de voksne er uforstående og fraværende, hvis de da ikke ligefrem selv er årsag til angsten. Man holder helt naturligt med den skæve gruppe af unge helte, hvor især Sophia Lillis, Jaeden Lieberher og Jeremy Ray Taylor rammer deres roller overbevisende. Det giver mening, at de syv finder sammen og går i gang med deres egen eftersøgning efter Lieberhers forsvundne lillebror.

Stemningen bliver også fint understøttet af Chung Chung-hoons billeder, og det er tydeligt, at Muschietti kan sine grundlæggende gysertricks. De bliver naturligvis mest brugt til at opbygge møderne med det onde, der benytter sig af illusioner og manipulation, men oftest optræder som en ond klovn - igen godt spillet af Bill Skarsgård, der balancerer fint mellem skræmmende galskab og ren hunger efter sine ofre.

Men det er så også svagheden ved "It Chapter One". Det er en historie, der fra første scene går lige på og hårdt med etablering af den dæmoniske modstander i kloakkerne. Og derfra er der faktisk ikke den store variation i gyset. Det er hele tiden opbygning, payoff, opbygning, payoff i oftest korte og isolerede sekvenser, der næsten uden undtagelse spiller på monstrets fordrejning af virkeligheden i forsøget på at få heltene til at bukke under i frygt. Det samme gælder spejlingen over i det normale liv, hvor heltene også konstant jagtes og chikaneres af drengebanden og deres andre plageånder.

På den måde får Muschietti banket fast med syvtommersøm, at de unge helte står ensomme med deres problemer, og at det overordnet handler om at stå sammen og overvinde sin frygt. Men det bliver også banket så godt fast, at første kapitel af "It" bliver temmelig langtrukkent og repetitivt. Det havde ganske simpelt klædt filmen at være en halv time kortere, for efterhånden bliver selv monstret mere og mere ligegyldigt, når det bare går på repeat. Og derfor endte jeg desværre med en lidt lunken oplevelse af "It Chapter One". Med forbehold for, at jeg måske kan ændre mening, fordi nogle af scenerne får en ny betydning i andet kapitel.

22/10 23:17The only thing we need to fear is fear itself ... and a clown?
Jeg vil ikke mene, at miniserien og Muschiettis biograffilm minder om hinanden i opbygning. Den nye biograffilm fokuserer kun på barndommen, hvorimod både bogen og miniserien veksler mellem de syv hovedkarakterer som henholdsvis voksne og børn.

22/10 23:50The only thing we need to fear is fear itself ... and a clown?
Ja, god pointe - det er klippet, så film nr. 1 udelukkende er børnehistorien, og film nr. 2 er den voksne historie. Men det kommer stadig til at være en fortælling i to afsnit, ligesom ministeren var det.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.