Cairo Confidential: Et kort glimt af forår

Cairo Confidential
Film Cairo Confidential
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Debat
Et kort glimt af forårCarcajou

29/11 22:08Et kort glimt af forår
I dagene før Det Arabiske Forår for alvor rammer Cairo, bliver en politikommandør kaldt ud til ét af byens luksushoteller. Der ligger en populær sangerinde myrdet, og det står hurtigt klart, at stærke kræfter ønsker sagen dysset ned. Politimanden bliver dog ved med at efterforske sagen, der viser sig at hænge sammen med organiseret pengeafpresning, men også har tråde helt op i landets regering.

Den svenske forfatter-instruktør Tarik Saleh placerer en moderne noirkrimi i sine forældres hjemland, løst baseret på en virkelig sag om en sangerinde, der blev dræbt i Dubai. "The Nile Hilton Incident" er faktisk en svensk produktion, men den er 100% optaget på arabisk med mellemøstlige og afrikanske skuespillere - mestendels på locations i Marokko, der agerer kulisse for filmens Cairo. For ikke overraskende kunne det ikke lade sig gøre at indspille den i Egypten. Dertil har filmen simpelt hen for tydelige politiske undertoner.

Saleh har nemlig taget noget af sin svenske baggrund med sig til sin egyptiske genrefilm - især i form af en tydelig social bevidsthed, der klart virker inspireret af den moderne nordiske noirstil. "The Nile Hilton Incident" foregår i en verden, hvor magtfulde mænd trækker i usynlige tråde og kan tillade sig hvad som helst, fordi samfundet er pilråddent, og de myndighedspersoner, som burde beskytte deres medborgere, har mere travlt med at rage penge til sig ved enhver lejlighed.

Forskellen på rig og fattig kommer tydeligst til udtryk i filmens fokus på en sudanesisk stuepige, der er et centralt vidne i sagen. Både politiet og sikkerhedstjenesten vil gerne have fat i hende, men det er ikke til at vide, hvem der holder med hvem, og begge tjenester er berygtede for deres brutalitet. I det hele taget sørger magtens usynlige hænder for, at folk kan skifte side midt i det hele, og filmens tvivlsomme moralske kompas er derfor kun forankret hos hovedpersonen - en velspillende Fares Fares, der rammer en helt anden tone, end når han er i Danmark for at lave Afdeling Q-film. Det er et stærkt aspekt af "The Nile Hilton Incident", at selv dens helt er dybt sovset ind i korruptionen og som det mest naturlige indgår i det konstante flow af bestikkelse og tjenester. Selv om han så dog lige har en tand mere moral end mange af sine kollegaer.

Der er ingen tvivl, om at Salehs primære formål med filmen netop er den moralske fortælling - at skildre, hvor betændt Mubaraks Egypten var, og hvorfor Det Arabiske Forår var en nødvendighed. Oprøret bliver primært brugt som bagtæppe for krimiplottet, men det er det, der giver filmen en snert af håb. Som så alligevel bliver vekslet til melankoli. For vi ved jo godt, hvordan det gik efter folkeopstanden.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.