Blade Runner 2049 - 2 D: Things you people wouldn't believe?

Blade Runner 2049 - 2 D

30/11 16:45Things you people wouldn't believe?
I 2049 er en replikant Los Angeles-politiets dygtigste blade runner, der opsporer og eliminerer oprørske replikanter. Da han finder og dræber en ældre replikant, finder han samtidig spor, der tyder på, at der eksisterer et barn af et menneske og en replikant.

Fortsættelsen til klassikeren "Blade Runner" tager basalt set afsæt i ét spørgsmål: Hvad skete der mon med Deckard og Rachael, efter filmen sluttede? Dermed vælger filmen så også at give svar på et par af de overvejelser, som fans har spekuleret over i årtier, i en historie, der i høj grad kredser om de samme temaer som etteren. Det handler stadig om forholdet mellem androider (replikanter) og mennesker, og hvad der definerer menneskelighed og selvstændig bevidsthed. 2049-versionen har da også én af de oprindelige manuskriptforfattere, Hampton Fancher, som medforfatter, mens Ridley Scott har overladt instruktørstolen til én af nutidens mest talentfulde instruktører, Denis Villeneuve.

Handlingen i "Blade Runner 2049" koncentrerer sig ikke overraskende om replikant-hovedpersonen, om han vil blive ved med at jagte og dræbe andre replikanter, og hvad det betyder for ham, når der bliver afsløret store hemmeligheder fra de 30 år, der er gået siden "Blade Runner". Men spørgsmålene om menneskelighed og identitet bliver mest vedkommende i filmens sidehistorie om hovedpersonens forhold til den virtuelle kvindefigur, som han interagerer med i sin fritid. For når to kunstige intelligenser udvikler følelser for hinanden, hvad er det så, om ikke menneskeligt - også når den ene af dem ikke engang har en krop?

Ana de Armas er absolut filmens friske pust som heltens virtuelle elskerinde, der går igen i store hologram-reklamer, fordi hun er et standardprodukt, men altså også får en selvstændig personlighed. I de andre hovedroller gør Ryan Gosling og Harrison Ford basalt set det, de skal. Robin Wright er derimod noget af en kliché som Goslings chef, og Jared Leto overspiller som filmens corporate-skurk, der slet ikke matcher Dr. Tyrell fra forgængeren, selv om det tydeligvis er det, Villeneuve er ude efter.

For "Blade Runner 2049" er i høj grad mere af det samme. Det virker, som om ambitionen først og fremmest har været at respektere etteren og fortsætte dens temaer, men prisen er så, at der ikke bliver lagt meget nyt til. Slet ikke i forhold til Philip K. Dicks mesterlige romanforlæg. Det ses både i handlingen og i replikkerne - selv om der bliver filosoferet en del, er her ikke nogen "attack ships on fire off the shoulder of Orion". Og visuelt har "Blade Runner 2049" heller ikke samme kant som den oprindelige film. Der er selvsagt arbejdet med at skubbe tingene 30 år længere frem i tid, men resultatet bliver en mere pæn og poleret dystopi.

"Blade Runner 2049" er ellers en sindssygt flot film. Den kunne godt gå hen og blive filmen, der omsider sikrer Roger Deakins en velfortjent Oscar, for billedsiden er enormt konsekvent og konstant fascinerende i brugen af totalkompositioner, lys og farver. Ikke så meget røg og neon, men rene, flotte flader. De smelter sammen med Hans Zimmer og Benjamin Wallfischs synthesizer-musik til en slags nostalgisk 80'er-stemning, hvor musikken naturligvis også peger meget direkte tilbage til Vangelis' berømte soundtrack fra "Blade Runner".

I mine øjne er det først og fremmest, hvad Villeneuve leverer i "Blade Runner 2049": Et gensyn med stil, stemning og temaer fra en klassisk film, frisket op med moderne teknik, men uden den store nytænkning. Og det er bestemt ikke dårligt, for "Blade Runner" er en dejlig film. Men det er også tæt på at blive en overdosis, når Villeneuve vælger at afvikle fortsættelsen i et meget dvælende fortælletempo over hele 164 minutter.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.