Det er herligt at leve: EKSTASE

Det er herligt at leve

04/12 09:45EKSTASE
Jeg er fuldstændig på røven over, hvor suverænt Frank Capra formår at realisere sin vilde, genresprængende idé. Værktøjerne er et fantastisk manuskript fuld af simple, men perfekt afrundede set ups og pay offs, en usandsynligt velspillende James Stewart og et uforglemmeligt kvindeligt ansigt i Donna Reed, men med sit allestedsnærværende gehør for menneskelige følelser bliver filmen også langt større end summen af sine ellers sublimt velfungerende dele.

Allerede fra starten voksede klumpen i min hals sig større, end der var plads til. Inden længe sad jeg og græd som pisket og tænkte over mit liv og filmkunsten, og hvor smukt og forunderligt det hele er. At føle Capra strække sig på tværs af et århundrede for at stikke mig i hjertet, endda tale til mine inderste, ejendommelige følelser med inddragelsen af en karakter, der lever med halv hørelse, resulterede i en lørdag formiddag jeg aldrig vil glemme.

At kalde det en ”julefilm” eller en ”tudefilm” er korrekt, men virker på en måde også som en grufuld negligering, for stående klippefast på sin bund af blændende fotografering og umådeligt velkomponerede scener kan den her film så meget mere end at agere pejse-tv i december. Jo, det er en fortælling med julen som ramme, og jøsses hvor jeg græd, men med tørre øjne og koldt vand i blodet vil jeg også til hver en tid slå et slag for, at ”It’s a Wonderful Life” er et skarpskåret, formfuldendt mesterværk fra filmhistoriens absolut øverste hylde.

I min verden fås film ikke meget renere, smukkere og bedre end ”it’s a Wonderful Life”, så for nu at runde passende af: Hører til blandt mine all-time favoritter.

04/12 17:21EKSTASE
Sikke en dejlig positiv anmeldelse, Rasmus. Jeg har aldrig fået set denne amerikanske juleklassisker, men får da helt lyst til at se den nu.

04/12 20:49EKSTASE
Jeg kan kun erklære mig enig i hvert et smukt ord og hver en sætning du så flot fyrer af om dette livsbekræftende og dybt rørende mesterværk. Man skal være lidt en af kold hund for ikke at mærke denne film. Jeg tuder også når jeg ser den, hver gang og det er snart blevet til en del gange. Tak fordi du deler dette med os Rasmus:)

05/12 10:09EKSTASE
Indiana: Få den set! Og vend gerne tilbage. Jeg har nemlig også altid opfattet den som netop det, en amerikansk juleklassiker, hvorfor den altid er røget bagom i køen til fordel for mere interessante film. Jeg vil også vende tilbage i forbindelse med "Thelma", som jeg ser på fredag.

Thomas, tak min ven. Sjældent har det ellers så tyndslidte ord "livsbekræftende" passet så godt på en filmoplevelse. Også interessant at se den i lyset af det, "Five Came Back" fortæller om Capra efter Anden Verdenskrig (hvis andre læser med her ligger dokumentar-miniserien på Netflix og kan brandvarmt anbefales).

05/12 16:11EKSTASE
Ja Five Came Back er en fremragende dokumentar, som giver en ekstra dimension til flere af disse store instruktørers film. Så jeg er glad for du anbefalede den til mig! :)

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.