Vinterbrødre: Emil er helt sin egen - og det er filmen også

Vinterbrødre

19/01 18:07Emil er helt sin egen - og det er filmen også
Den socialt akavede Emil arbejder i et kalkbrud sammen med sin bror. Han er forelsket i Anna og supplerer sin indtægt ved at sælge hjemmebrændt til kollegaerne. Men de vender sig imod ham, da én af dem bliver syg af hans sprit.

Ét af de største nye talenter i dansk film er islænding. Forfatter-instruktør Hlynur Pálmason har været igennem den danske filmskole og debuterer med "Vinterbrødre", der virkelig ikke minder om mange andre danske film, men skiller sig ud med en utroligt gennemført stemning og visuel stil.

Filmen har ikke meget sammenhængende plot, selv om forløbet omkring Emils hjemmebrændte ligger som den røde tråd, der binder det meste sammen. I stedet er der nærmere en tematisk sammenhæng i en række scener, der alle skildrer hovedpersonens problemer med at passe ind i den meget maskuline verden, præget af et monotont liv omkring kalkbruddet.

Emil er den der konstant småprovokerende type, der hele tiden søger grænser og laver jokes - som en opmærksomhedssøgende teenager, der ikke helt er kommet ind i voksenlivet. I starten virker omgivelserne overbærende, men det ændrer sig markant, efter at folk bliver syge af Emils destillat af skumle ingredienser, han stjæler fra lageret. Derefter er han pludselig outsideren, og det skærper Pálmasons portræt af en mand, der har svært ved at finde sig til rette - og reagerer med at gøre endnu mærkeligere ting.

Men "Vinterbrødre" er som nævnt ikke en plotbåret film, og faktisk kan man argumentere for, at en stor del af filmen reelt skal ses som drømmescener. Både fordi det bliver antydet i handlingen, men også fordi det stærke visuelle udtryk, hvor alt er dækket i kalk, får et drømmeagtigt præg.

Filmens andet store nye talent er nemlig fotograf Maria von Hausswolff, der ligesom Pálmason er forholdsvis nyuddannet og kun på sin anden spillefilm. Og hold op, hvor kan hun lave billeder. "Vinterbrødre" er virtuos i skiftene fra mørke billeder fra kalkbruddet, kun lyst op af lyskegler fra pandelamper, til måneagtige landskaber dækket af kalk og sne udenfor, og så de rå, sparsomme bygninger, som folk arbejder og bor i. De forrygende billeder bliver bakket op af en skarp lydside, og "Vinterbrødre" er værd at se alene for teknikken.

Derudover er der nu også fint skuespil af Elliott Crosset Hove i hovedrollen, som han med stor indlevelse giver den der kant, hvor man tænker, at han sgu er en lidt sær fyr, ham Emil. Simon Spears er solid som hans storebror, og Victoria Carmen Sonne får også markeret sig fint som Emils udkårne, selv om hun faktisk ikke har mange øjeblikke på lærredet. Endelig har Lars Mikkelsen og Peter Plaugborg hver én knivskarp scene, hvor de virkelig brænder igennem som to af seniormedarbejderne i kalkbruddet.

"Vinterbrødre" er en film om at søge og blive afvist, om en sindstilstand og et brutalt maskulint miljø - frem for en egentlig handling. Konstant fascinerende og utroligt velkomponeret, ikke mindst rent teknisk, og til fire meget store stjerner herfra. For mig er den årets danske film fra 2017.

19/01 23:18Emil er helt sin egen - og det er filmen også
Og Scopes egen don har været med på den:)

20/01 02:07Emil er helt sin egen - og det er filmen også
Søreme ja. :-)

23/01 10:10Emil er helt sin egen - og det er filmen også
og dejligt at høre du ku li den, carcajou :-)

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.