Demolition Man: NOSTRADAMUS MED SLAG I

Demolition Man

13/07 07:59NOSTRADAMUS MED SLAG I
Den evige kamp mellem det gode og det onde fortsætter i fremtiden, hvor vor tids hårde strømer John Spartan (Stallone) og skrupelløse forbryder Simon Phoenix (Snipes) tøs op fra deres fangenskab i frysere til noget af et kulturchok. Dog havde biografgængeren i 1993 næppe forestillet sig, at den futuristiske verden portrætteret i ”Demolition Man” ville blive en realitet indenfor dennes levetid.

Ifølge DVD-omslaget til denne klassiker var der hele tre manuskriptforfattere om at skrive den: Daniel Waters, Robert Reneau og Peter M. Lenkov. Grunden til, at jeg nævner dem alle ved navn, er, at de med dette manuskript for formået at skabe et Nostradamus-lignende værk, som på skræmmende vis først præsenterer og dernæst analyserer den verden, som vi om ikke allerede lever i, så bevæger os henimod med hastige skridt.

Vi følger betjenten Spartan, der efter et mislykket forsøg på at stoppe sit nemesis Phoenix, som førte til civile dødsfald, er blevet frosset ned som en form for moderne fængselsstraf. I fremtiden er Phoenix blevet tøet op og spreder nu skræk og rædsel i den tilsyneladende utopiske by San Angeles. I dette samfund er alle dårligdomme blevet afskaffet, hvilket gør myndighederne ude af stand til at stoppe terroristen fra vor tid, som nu hærger dem og derfor besluttes det ligeledes at optø John Spartan. San Angeles er ganske enkelt ude af stand til at håndtere vold og har brug for Spartans evner og vilje til at gøre det beskidte arbejde. I dagens Europa ser vi tilsvarende tilstande, hvor terror-attentater og bandekrige besvares med fakkeloptog og blomster. Smider man sten efter bilerne på motorvejene, er vor tids remedie et klippekort til lokale, kulturelle tilbud. De tre manuskriptforfattere må have kigget længe i krystalkuglen for at spå om dette absurde misforhold mellem gerningsmand og offer.

Til at understrege denne pointe benytter filmen sig af Sandra Bullock og Benjamin Bratt. De er nok noget af det tætteste, vi i dag kommer på de klassiske filmpar som Lauren Bacall og Humphrey Bogart med deres samspil i ”Agent Catwalk” og denne. Her giver de den som unge betjente, der forsøger at følge med i John Spartans strabadser og de udstråler så stor en naivitet, at vi som seere forstår vigtigheden i Spartans tilbagekomst. Skuespillet er i det hele taget et kapitel for sig. Sylvester Stallone leverer den mest forfinede version af sin klassiske helterolle (i hvert fald indtil ”The Expendables”-serien) og Wesley Snipes er fortryllende på den anden side af loven, hvilken han desværre også endte med at komme i virkeligheden. I en anden stor rolle finder vi Nigel Hawthorne, som mest gør sig på de skrå brædder i England. Al respekt for det, men her havde en Steven Seagal eller Arnold Schwarzenegger måske været bedre gearet til en actionfilm af den her kaliber.

Hawthornes rolle som den udspekulerede Doktor Cocteau er dog yderst vigtig for filmen. Her tematiserer filmen kort etik og moral i forhold til teknologi, hvor Cocteau bliver en slags moderne gud i kraft af sine teknologiske muligheder. Det viser sig at være ham, der har bragt det onde i form af Simon Phoenix ind i verden igen. Derfor må Spartan som en slags Jesus med maskinvåben genopstå. Det gode og det onde kan ganske enkelt ikke leve uden hinanden og verden kan ikke leve uden denne dynamik. Udover førnævnte manglende evne til at håndtere vold eller barbarisme er en øjenåbnende forudsigelse i ”Demolition Man” den ekstreme statskontrol, som Cocteau også repræsenterer. Måden at skabe det ideelle samfund på er i San Angeles at udradere så meget menneskelighed som muligt. Heriblandt forholdet mellem godt og ondt, men også helt ned i de mest intime rum som samleje, der nu er blevet virtuelt (hallo!) og toiletbesøg, hvor tre mystiske muslingeskaller har erstattet WC-papir.

Det er dog langt fra kun en film for dig, der godt kan lide at filosofere over verden. Instruktøren er debutanten Marco Brambilla, som primært har slået sine folder indenfor videokunsten og det viser sig hurtigt at være en gevinst for filmen. Vinkler og klipning er iscenesat med et sjældent skævt og kunstnerisk øje, ligesom farverne og skuespillet er usædvanligt udtryksfuld, hvilket løfter dette actionbrag op over sine genremæssige slægtninge hvad angår det tekniske. Man sidder med andre ord på kanten af stolen fra start til slut. Der er spændende action, stof til eftertanke og masser af gode grin, som da Spartan på symbolsk vis bruger systemet mod systemet, da han for at skaffe noget toiletpapir, sætter maskinen, der udskriver bøder for at sige bandeord, på overarbejde.

Jeg ville ønske, at Scope.dk havde bedre muligheder for at variere sine bedømmelser, så jeg kunne give ”Demolition Man” seks muslingeskaller i stedet for seks stjerner, men da dette ikke kan lade sig gøre rent teknisk, må jeg holde mig til stjerner. Her mener denne anmelder, at alt under seks stjerner til dette mesterværk ikke ville være seriøst.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.