Bollevenner: UFORPLIGTENDE UNDERHOLDNING

Bollevenner

16/08 12:39UFORPLIGTENDE UNDERHOLDNING
Indimellem trænger man bare til at læne sig tilbage og nyde en film af højeste kaliber. En film, som ikke afkræver en stor intellektuel eller følelsesmæssig investering fra sin seer, men stadig underholder og overrasker. Sådan en film er "Bollevenner" og de to hovedpersoner Dylan (Timberlake) og Jamie (Kunis) befinder sig i en lignende situation, bare i deres kærlighedsliv.

Efter en mildest talt ekstraordinær jobsamtale (det skal ses!) indleder de to unge mennesker et forhold som såkaldte bollevenner. "Bollevenner" er betegnelsen for et forhold, som primært består af seksuel aktivitet og udelukker romantiske følelser. Det er et begreb, der kommer lige så meget på prøve gennem filmens forløb som de to turtelduer selv, da det udfordrer menneskets dikotomiske balance mellem hang til og uforenelighed med monogami. Det er ikke nogen nem opgave at formidle på en måde, der ikke tynger den lethed, genren foreskriver, men instruktør Will Gluck finder vejen med sit kompas i form af det vovede manuskript, han selv har forfattet sammen med Keith Merryman og David A. Newman (parret bag den dybt satiriske "Think Like A Man"-serie). Derudover får han hjælp af sine matroser i form af et forrygende cast.

Som de to bollevenner finder vi henholdsvis Mila Kunis primært kendt fra TV-verdenen og mindre populære film samt sangeren Justin Timberlake, der har sat indspilningerne af det næste hit-album på pause for at indtræde i den traditionsrige række af musikere, der er gået til filmen. Det er således et cast, der har godt fat i det unge publikum, der her får lejlighed til at se to af deres foretrukne idoler i kækt samspil. Der er dog ingen øvre aldersgrænse for filmen - det ældre publikum vil kunne glæde sig over to lettere ukendte ansigter, der til gengæld leverer al den karisma og charme, der forventes af en romantisk komedie. På en eller anden måde lykkes det de to at genskabe den romantiske magi fra klassikere som "Det Bli'r Ikke Bedre" og "Da Harry Mødte Sally" uden at forstyrre filmens overordnede stil, som er topmoderne.

Der er altså lagt op til en aften med masser af grin og romance. Som enhver god film rummer "Bollevenner" imidlertid også mere end bare det. Vælger man at gå dybere i forholdet til denne film, kan man se frem til meget begavede iagttagelser om menneskets natur. I virkeligheden er det en undersøgelse af og hyldest til livets flygtige natur og en direkte opfordring til at gribe hvert øjeblik, som vi ganske uanende bliver præsenteret gennem en lang række af filmens motiver. Enhver afslutning symboliserer døden, især for Dylan, der må acceptere sin fars sygdom. Når man først ser filmen i det perspektiv, er det som om, at begrebet bollevenner står uendeligt stærkere som det moderne samfunds forsøg på at omgås egen dødsangst. Intet betoner det mere end Richard Jenkins som Dylans demente far, selvom en Al Pacino eller Dustin Hoffman havde været mere oplagt til rollen.

"Bollevenner" er uforpligtende underholdning, men ender med at vække noget i publikum. Om det er den umiddelbare begejstring eller mere eftertænksomme overvejelser, kan den enkelte seer selv vælge. Utvivlsomt en skarp og tiltænkt symbiose mellem form og indhold fra Glucks side, da det er præcis samme rejse, vores to hovedpersoner kommer ud på. Det er første klasses romantisk komedie, som sikkert vil inspirere mange til at prøve at få en bolleven, men også tænke over det monogame forhold anno 2011 generelt. Seks stjerner.

16/08 15:02UFORPLIGTENDE UNDERHOLDNING
Det lader vist til, jeg skal få set den her Topfilm ;-) godt at se du klør på!

Jeg tror dog, de fleste ved, hvad en bolleven er (apropos mit råd til dig forleden) :D og hvis ikke er ordet riiiiimelig selvforklarende :-)

16/08 17:13UFORPLIGTENDE UNDERHOLDNING
Jeg synes altså det lugter af trolling på højt plan. Rasmus luftede tanken og jeg tror sgu den er go’ nok.

Oberst: Du vil blive løbet over ende af dette mesterværk. Believe the hype ;)

16/08 17:22UFORPLIGTENDE UNDERHOLDNING
Jeg synes, I er lidt stride. Er det så utroligt, at deres findes folk, der er til pop? Jeg ser ingen trolling i mandens anmeldelser - kun overforklaring/overlæssede sætninger. That's it.

17/08 01:05UFORPLIGTENDE UNDERHOLDNING
Spændende læsning! Jeg gad godt vide, om Jacob Wendt Jensen fra Berlingske Tidende med sine 5 stjerner også er en udøver af såkaldt "trolling", eller om du, AB, måske bare er kommet til at indsnævre din filmiske horisont en anelse? Det er noget, man som anmelder altid skal være opmærksom på, synes jeg. Jeg skriver det i bedste mening. Hvis en medanmelder ikke kan rose en film som "Bollevenner" uden at vække mistanke om "trolling", så er der i hvert fald noget galt i mine øjne.

Oberst Kurtz, jeg synes bare, du skal se den. Jeg kan godt gå med til at forklaringen af "bollevenner" kunne udelades, men derudover tror jeg altså ikke, den kan forkortes, hvis man vil rundt om alle aspekter af filmen. Eksempelvis har jeg måtte udelade hele legen med normer, som filmen har og som går igen i Think Like A Man-serien.

17/08 01:31UFORPLIGTENDE UNDERHOLDNING
[men derudover tror jeg altså ikke, den kan forkortes, hvis man vil rundt om alle aspekter af filmen.]

Oook jo. Jeg ville hundrede gange hellere have hørt fra dig om "legen med normer" end førnævnte, eller fyldsnak om basal menneskelig seksualitet. Det er sgu lidt skægt/weird, du knalder sætninger afsted som [da det udfordrer menneskets dikotomiske balance mellem hang til og uforenelighed med monogami.] og smutter videre, men "bollevenner"...DÉT skal uddybes :-)

Et forslag: Du skrev om film, du gerne ville have fjernet fra din Topliste forleden. Skriv om de film, der *rent faktisk* står dit filmhjerte nært. Din anmeldelse af Hobitten lyser op på en hel anden måde end den her eksempelvis gør, den fælles karakter til trods (jeg vil vædde med DE film står dit hjerte nært :-) )

17/08 16:39UFORPLIGTENDE UNDERHOLDNING
En film som "Bollevenner"'s verden kan en anmelder som mig godt rumme i en anmeldelse. En film som "Hobbitten" er så stor, at det er en meget stor udfordring at omfatte alt det, som den rummer. Det har jeg så forsøgt at formidle i min anmeldelse og det glæder mig, at det har fungeret hos dig, oberst. Jeg vil fra tid til anden forsøge at tage favntag med de helt store drenge, men der skal også være plads til mindre film.

17/08 17:26UFORPLIGTENDE UNDERHOLDNING
Der skal være plads til det hele. "De helte store drenge" - hvad er det? Jeg foreslår blot at bevæge dig derhen, hvor din skriveglæde lyser størst op (som sagt: de film der står dit hjerte nært), og hvor du ikke går i synonymordbogen. Genren er fuldstændig underordnet her.

Du bliver ved med at skrive om, at man ikke kan få "alt det med" som filmene "rummer". Nej. Det kan man jo i sagens natur aldrig. Og *derfor* var det, jeg opfordrede dig til at prioritere mere, da du jo tydeligvis godt kan lide at skrive - håber du er med nu, for ellers kan jeg ikke sige det mere præcist, tror jeg :-) god vind.

17/08 23:52UFORPLIGTENDE UNDERHOLDNING
Mine store idoler er jo Bogart-Ole samt Siskel & Ebert og på sigt vil jeg gerne ramme deres format med anmeldelser af alle de nye film. De store drenge er fx Peter Jackson, Guillermo del Toro, Steven Spielberg, Tom Cruise, Casablanca, men dem er der jo skrevet vidt og bredt om.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.