Dødbringende våben: ET URVÆRK

Dødbringende våben

22/08-18ET URVÆRK
To betjente er nye partnere og må på to dage se deres egen og hele USA’s fortid i øjnene, da de i juledagene kommer på sporet af en forbrydelse, der indbefatter Vietnam-krigen, narkotikahandel og prostitution. Desuden skal de finde fælles fodslag, da de viser sig at være af yderst forskellig natur.

Instruktør Richard Donner har med Shane Blacks revolutionerende manuskript sammensat et yderst nøjagtigt urværk af en film. Det er en på enhver tænkelig måde en veltimet oplevelse. Fra de utallige action-sekvenser, der venter bag hvert et hjørne for vores helte i Los Angeles og som afvikles med en danseopvisnings præcision og stilfuldhed, til filmens for sin tid vovende tematik om race, generationer, vold og familie. På samme vis lader ”Dødbringende Våben” sig heller ikke dedikere en specifik genre, da den skifter konstant mellem action, drama og komedie, men uden at det på noget tidspunkt virker rodet eller at man som seer bliver forvirret. Fokus ligger på karakterne og historien, hvilket gentager sig i filmens visuelle form, hvor Stephen Goldblatts billeder udviser nul interesse i at male æstetisk tilfredsstillende billeder, men derimod fanger hver eneste detalje af væsentlighed.

Til at få alle disse tandhjul og spoler i gang finder vi filmens hjerte, nemlig de to betjente, der trods forskelligheder må arbejde sammen i drabsafdelingen: Den depressive enspænder Riggs (Gibson), der må kæmpe sig tilbage til livet efter et stort, personligt traume, og Murtaugh (Glover), der netop har rundet de 50 og sætter en ære i en at være en dygtig, retskaffen politimand. Disse roller kom på det perfekte tidspunkt i deres karrierer og sikrede dem evigt liv på det store lærred, til gengæld kvitterer de med en sjældent stor forståelse for stoffet. Man er oprigtigt ved at få et hjertestop af at skulle følge med Danny Glover gennem de mange genreskift, som han håndterer med en tilsyneladende uendelig alsidighed. At Mel Gibson er en af sin generations største skuespillere får vi her bevist, da han viser sig som større end selve filmgenrerne, idet det bliver dem, der kredser om ham og ikke omvendt. Man ved, der er tale om et godt cast, når man lader en fantastisk spiller som Gary Busey agere andenviolin i en perfekt skræmmende skurkerolle.

Det umage makkerpar bliver involveret i sagen, da Murtaugh finder sin tidligere soldaterkammerat fra Vietnams datter omkommen. Et umiddelbart selvmord, men der viser sig at stikke meget mere under. Dette bliver indgangsvinklen til en historie, der udforsker så godt som hele USA og det vestlige samfunds fundament. Forholdet mellem forbryder og ordensmagt, deres ligheder og gensidige afhængighed bliver udforsket. Hvordan Riggs og Murtaugh adskiller sig fra dem, de skal værne befolkningen imod, bliver sat på prøve, da de forskellige verdener efterhånden kolliderer. Da først Murtaughs familie trues, tilsidesætter han loven i endnu højere grad end Riggs nogensinde har gjort. Han er villig til at sætte menneskeliv på spil alene for hævnen af sin datters bortførelse, da han i en særligt stærk scene lader en bagmand køre ud på vejen i fuld fart, vel vidende at et sammenstød er uafværgeligt.

Det er dog langt fra en film, der udelukkende skuer tilbage i tiden til amerikanske synder som Vietnam-krigen. ”Dødbringende Våben” er et urværk. Ikke kun i sin præcise, men samtidigt meget menneskelige fortælling, men også i ordets anden betydning. Det er et værk, der i dag står som en toneangivende, inspirerende monolit over action-genren og det er svært at forestille sig filmserier som ”Men in Black” og ”Rush Hour” eller klassikere som ”Seven” og ”Pulp Fiction” uden at Riggs og Mourdough først havde banet vejen med deres dødbringende våben etableret sig som amerikansk films arketyper.

Danny Glovers Murtaugh har filmen igennem tilbagevendende klager over at være blevet for gammel til de strabadser, han udsætter sig selv for. Lad mig sige det sådan, at man i hvert fald aldrig bliver for gammel til denne film og at filmen med over 30 år på bagen aldrig bliver for gammel til alle os film-elskere. "Dødbringende Våben" scorer seks stjerner.

23/08-18ET URVÆRK
Dejlige ord om en bardoms/teenage-favorit. Især afsnittet om skuespillerne funkler. At den skulle have banet vejen for "Seven" og "Pulp Fiction" er dog helt hen i vejret.

23/08-18ET URVÆRK
Haha

Oberst: skal han gå med et skilt a la Die Hard 3, før du fatter budskabet? Jeg spørger bare :)

24/08-18ET URVÆRK
Jamen tak for rosen. Efter din seneste kritik valgte jeg faktisk at gå tilbage til en af de helt store dreng her. Jeg var dog ikke i stand til at begrænse skriverierne. Hvad angår Dødbringende Våbns betydning for den følsomme actionhelt, dynamikken mellem to kolleger og to-racede makkerpar er jo en subjektiv holdning, “Byens hurtigste strømer!” udkom året før, men den havde ikke samme gennemslagskraft.

25/08-18ET URVÆRK
Cool.

Jeg er helt enig med dig omkring følsomheden af en actionhelt. Der testede den virkelig ny grund af, i forhold til hvor sjov den gerne vil være også. Det er sgu ret skrappe sager. Jeg var dybt berørt af den der selvmordsscene første gang....!

Omkring to-racede makkerpar - det fandtes skam allerede, en af mine yndlingsduoer nogensinde er Gene Wilder og Richard Pryor. Hell, vi kan tage den helt tilbage til Tony Curtis og Sidney Poitier i 50'erne :-)

26/08-18ET URVÆRK
"48 Hours" også, omend den ene forbryder.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.