Solo: A Star Wars Story - 2 D: O "Solo" Mio

Solo: A Star Wars Story - 2 D

06/10 11:34O "Solo" Mio
Scenografisk ligner det naturligvis “Star Wars” universet (anno 2018), men jeg følte ikke helt en “Star Wars” vibe da jeg så det seneste skud på stammen fra det rumeventyrrige George Lucas’ i sin tid skabte.

Samtidig synes jeg heller ikke at Alden Ehrenreich har helt samme machocharme og lidt grove kant som go’e gamle Harrison Ford havde i rollen som Han Solo.

Jeg skal naturligvis erkende at det også kan være svært at konkurrere med en skuespiller i en rolle, jeg har elsket i over 40 år.

Det sagt, så synes jeg egentligt at Ehrenreich gør det fint og er både lidt karismatisk og charmerende i rollen og sine steder rammer han endda en ægte Solo attitude.

Fortællingen er egentlig også, også uden ”Star Wars” vibe, en ganske habilt underholdende og fornøjelig lille røverhistorie, der aldrig gør mere væsen af sig end den kan bære, men heller aldrig helt falder igennem.

Jeg må naturligvis her påpege at man måske godt kunne ønske sig andet og mere af en film der er kastet adskillige hundredmillioner dollars efter, end blot en solid lille underholdende røverhistorie, så heri ligger der også en kritik af ambitionsniveauet.

Men ikke desto mindre sejler filmen sikkert i land med veliscenesatte actionscener, sjove momenter og fine referencer til de senere eventyr Han Solo skal komme på.

Ikke alt rammer måske lige godt plet eller giver en mening hvis man tænker for meget over det. Men det lægges der heller aldrig op til. I det store og hele fungerer det dog.

På den måde ligner det så nok også en af den slags film man kan forvente af en instruktør som Ron Howard, filmkunstens svar på Cliff Richard, efter han afløste Phil Lord og Christopher Miller på instruktørposten.

Jeg gad egentlig godt have set en efterfølger og det lægges der også op til, men den er nok tvivlsom efter den manglende succes. Jeg forstår dog godt at publikum svigtede med blandt andet den ”Star Wars” overload der har været serveret de senere år.

09/10 19:27O "Solo" Mio
Det gør lidt ondt at se en af de store drenge som Ron Howard være genstand for hån på denne måde. Dog har jeg også selv tilkendegivet i min anmeldelse af "Løsepenge", at den film det sidste store Howard-værk i mine øjne. Han forbliver dog en af de mest stabile instruktører i Hollywood, som altid garanterer et solidt håndværk.

09/10 22:55O "Solo" Mio
Hån? Hvad fanden har du måske imod Cliff Richard?

11/10 11:53O "Solo" Mio
Jeg læser det, som at Cliff Richard repræsenterer nogen egenskaber i form af manglende vid og bid.

11/10 13:30O "Solo" Mio
HVA' FANDEN ER DET DU SIGER OM CLIFF RICHARD!!!?!?

12/10 14:29O "Solo" Mio
Jeg tror, I gasser mig nu, men altså Cliff Richard anses jo i dag som et modstykke til Elvis Presley, hvor sidstnævnte var dygtigere, mere udtryksfuld, men Cliff besad en større stabilitet og beherskethed. I forhold til andre aldrende musikere som Paul McCartney, David Bowie osv. besidder Cliff også i dag en stor irrelevans.

Det er nok heller ikke et tilfælde, at Ron Howard sammenlignes med Cliff Richard ud fra følgende attributer: "Ikke alt rammer måske lige godt plet eller giver en mening hvis man tænker for meget over det. Men det lægges der heller aldrig op til. I det store og hele fungerer det dog".

12/10 15:02O "Solo" Mio
Filmbøffen, for nu at vifte alle troll-spekulationer af vejen: Hvad er dit navn i den virkelige verden, og hvor gammel er du?

20/10 14:57O "Solo" Mio
Jeg bryder mig ikke om at dele personlige oplysninger på internettet eller med folk fra internettet. Mine filmanmeldelser er noget, jeg foretager mig primært inde i mig selv. Hvis det er kravet for at bevise min oprigtighed, så gør det mig ikke så meget, at nogle brugere her ikke tror på mig. Jeg skriver for alle læsere, ikke Scopes etablerede borgerskab, selvom jeg synes, mange af jer skriver gode anmeldelser og da har fundet flere meningsudvekslinger meget interessante.

Her var det dog tydeligt, at det var Kaptajn Kurtz og Nielsen, der trollede mig i øvrigt.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.