The Equalizer 2: Mislykket opdatering nr. 2

The Equalizer 2
Film The Equalizer 2
Brugere Afventer stemmer
Debat
Mislykket opdatering nr. 2Carcajou

06/10 17:48Mislykket opdatering nr. 2
En tidligere CIA-agent bliver trukket ind i en sag med personlig betydning, da en ven og tidligere kollega bliver myrdet, og det viser sig, at en gruppe korrupte efterretningsagenter står bag.

Denzel Washington er tilbage i rollen som Robert McCall - den tidligere black ops-ekspert fra den gamle tv-serie "The Equalizer", som har det med at blive involveret i sager, hvor uskyldige mennesker har brug for hans hjælp. Film nr. to om McCall starter med en hurtig gennemgang af den slags sager, så vi lige får etableret hovedpersonen som helt. Men derfra læner filmen sig altså op ad et særdeles velkendt greb med en myrdet ven og helten på jagt efter retfærdighed.

Det er et plot, som er set hundrede gange før, ikke mindst i film med tidligere hemmelige agenter i centrum. Og selv om instruktør Antoine Fuqua afvikler det professionelt i karakteristisk hårdtpumpet stil, er der bare ikke rigtig noget til at fastholde interessen. Fordi det er ren gentagelse af kendte actionfilmklicheer, inklusive korrupte skurke og den moralsk overlegne helt, som åbenbart er den eneste, der kan finde og stoppe dem.

Til sidst bliver det helt fjollet, da Fuqua vil have én til at sluge, at både helt og skurke synes, det er smart at have det endelige opgør i en kystby, som er blevet evakueret på grund af voldsomt stormvejr. Givetvis fordi Fuqua syntes, det kunne være fedt som baggrundstapet, men på det tidspunkt har "The Equalizer 2" for længst opgivet nogen form for realisme.

I hovedrollen kører Denzel Washington også mest på rutinen som den indignerede helt, han har spillet mange gange før, og der er altså ikke meget at råbe hurra for i hans fjerde samarbejde med Fuqua. Selv om filmen bliver ganske professionelt leveret, sad jeg tilbage med fuldstændig samme halvtomme følelse som efter den første Equalizer-film. Der heller ikke kunne leve op til det relativt obskure serieforlæg fra 80'erne.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.