Bohemian Rhapsody: Not One Vision

Bohemian Rhapsody
Film Bohemian Rhapsody
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Debat
Not One VisionCarcajou

13/12 18:58Not One Vision
Historien om Freddie Mercury og Queen, fra en ung indisk indvandrer kontakter et band uden forsanger i 1970, til de rammer ét af bandets sidste store højdepunkter ved Live Aid-koncerten i 1985.

"Bohemian Rhapsody" er først og fremmest en film om Freddie Mercury, og som én af de største rocksangere og -stemmer i historien giver det selvfølgelig mening. Men Mercurys historie er uløseligt forbundet med Queen, så som bonus får vi også en god del af bandets historie med. Det hele bliver præsenteret som en helt klassisk musiker-biopic af instruktør Bryan Singer, der må siges at være lidt uden for sit normale revir her, eftersom han er bedst kendt for "The Usual Suspects" og en stribe X-Men-film.

Filmen om Freddie Mercury har fået en del kritik for at være historisk ukorrekt, og det er også sandt nok, at manuskriptet tager sig nogle friheder. Der bliver lagt ekstra konflikt på i genretypiske stridigheder mellem band og pladeselskab samt internt mellem bandmedlemmerne. Og det er overdrevet, for Queen gik fx aldrig i opløsning, som filmen påstår. Mest irriterende synes jeg dog, det er, at Live Aid skildres som den store afslutning på karrieren, for bandet udgav faktisk en rigtig god plade og tog på en stor turné efter den koncert. Hvor Mercury i øvrigt endnu ikke havde opdaget, at han havde hiv, som det påstås her.

Grundlæggende set synes jeg dog, at de mange små ændringer kan undskyldes, med at man skal have filmen til at fungere som dramatik. Der bliver nok filet lidt mere på sandheden end i en gennemsnitlig biopic, men så er det heller ikke værre. Jeg har i højere grad et problem, med at "Bohemian Rhapsody" trods den let forcerede Hollywood-dramatik virker som en film, der ikke helt ved, om den vil andet end at være en klichéagtig genrefilm.

Som nævnt er det først og fremmest en film om Mercury, men jeg sad med en fornemmelse af, at Singer spiller på det helt sikre ved temmelig slavisk at udfylde biopic-skabelonen med nedslag i sangerens liv. Ja, han skal skændes lidt med sin familie, der synes, han burde finde sig et trygt og ordentligt job, og så er der noget med forskellige forhold og et udsvævende rockstjerne-liv og dårlig indflydelse og kontroverser omkring hans homoseksualitet, som vist egentlig også får mere, end den virkelige historie kan trække. Og det er alt sammen meget fint, men jeg synes ikke, vi får mere end en ret overfladisk historie om kunstnersjælen, der kæmper med sig selv og sin identitet. Selv om Rami Malek virkelig går ind i hovedrollen med liv og sjæl.

Det bliver ved at kradse i overfladen, og i mine øjne kommer vi ikke meget tættere på hovedpersonen undervejs. Så derfor kan jeg egentlig bedre lide filmens biroller, hvor især Gwilym Lee og Ben Hardy er skarpe som troværdige udgaver af Brian May og Roger Taylor. Lucy Boynton er også god som Mary Austin, som Mercury var sammen med, før han sprang ud - mens andre biroller til gengæld virker ret parodiske.

Mens selve fortællingen og personportrætterne altså flagrer en del rundt, er "Bohemian Rhapsody" til gengæld virkelig stærk på alt, der har med musik at gøre. Filmen kommer flot rundt i Queens varierede bagkatalog, og det er ikke mindst lykkedes at lave en imponerende genopsætning af bandets medrivende show ved Live Aid. Når det gælder alt det tekniske, er der ikke mange fingre at sætte på filmen.

Men det er der altså, når det gælder det dramatiske, både i forhold til historiefortællingen og det centrale personportræt. "Bohemian Rhapsody" er på den måde en ret tam affære, der kun i nogen grad bliver reddet af musikken.

14/12 23:12Not One Vision
Ah, det synes jeg er en hård og uretfærdig dom. Det er jo en film der viser Freddies valg og deres konsekvenser. Han er ærlig overfor både forældre og hustru med hvem han er. Og hans liv bliver ikke nemt som hustruen siger. Malek spiller røven ud af bukserne og måske rammer han klicheen lidt for meget en gang imellem. Som De Palma gjorde grin med i Phantom Of The Paradise. Men jeg synes ikke man kan kalde det en ren genrefilm.

Man sidder jo og tuder under hele Wembleykoncerten fordi teksterne til navnlig to sange binder filmen perfekt sammen.

Meningen med titelsangen er den hilsen til moren som Freddie lover hende inden. Og så er det en sang hvori hovedpersonen også ved han skal dø. Det er Freddies nummer, hans historie, hans tragedie.

I uddrag:

Is this the real life?
Is this just fantasy?
Caught in a landslide,
No escape from reality.

Open your eyes,
Look up to the skies and see,
I'm just a poor boy, I need no sympathy,
Because I'm easy come, easy go,
Little high, little low,
Any way the wind blows doesn't really matter to me, to me.

Mama
Mama, life had just begun,
But now I've gone and thrown it all away.

Mama, ooh,
Didn't mean to make you cry,
If I'm not back again this time tomorrow,
Carry on, carry on as if nothing really matters.

Too late, my time has come,
Sends shivers down my spine,
Body's aching all the time.
Goodbye, everybody, I've got to go,
Gotta leave you all behind and face the truth.

Mama, ooh (any way the wind blows),
I don't wanna die,
I sometimes wish I'd never been born at all.

I am just a poor boy, nobody loves me.
He's just a poor boy from a poor family,
Spare him his life from this monstrosity.

Easy come, easy go, will you let me go?

Og når han synger Champions til sidst er det i sig selv stort fordi det er på Wembley, fodboldarenaen, hvor England blev verdensmestre i 1966, men den helt fine kunstneriske dimension får man i teksten ikke mindst i "keep on fighting till the end". Der kommer staminaen jo frem, den seje kamp Freddie står over for. Sangen er jo på det grundlag en naturlig slutning, en skæbnesang for ham, hvor han kigger tilbage. Det er hans My Way.

I've paid my dues
Time after time.
I've done my sentence
But committed no crime.

And bad mistakes‒
I've made a few.
I've had my share of sand kicked in my face
But I've come through.

And I need to go on and on, and on, and on.

We are the champions, my friends.
And we'll keep on fighting 'til the end.
We are the champions.
We are the champions.
No time for losers
'Cause we are the champions of the world.

I've taken my bows,
And my curtain calls.
You brought me fame and fortune, and everything that goes with it.
I thank you all.

But it's been no bed of roses,
No pleasure cruise.
I consider it a challenge before the whole human race,
And I ain't gonna lose.

And I need just go on and on, and on, and on.

We are the champions, my friends.
And we'll keep on fighting 'til the end.
We are the champions.
We are the champions.
No time for losers
'Cause we are the champions of the world.

Singer får filmen til at synge. Og man giver sig hen til en fiktion der er mere virkelig end virkeligheden.

14/12 23:57Not One Vision
@sandmand: Symbolikken med We Are the Champions på Wembley er selvfølgelig nem at se, men der synes jeg sgu, at Singer (eller Dexter Fletcher) springer over, hvor gærdet er lavest. Mercury havde efter alt at dømne ikke fået konstateret hiv, da han sang den på Wembley. Hans rigtige skæbnesang var The Show Must Go On fra det efterfølgende album.

Som nævnt kan jeg sagtens acceptere, at Singer og Anthony McCarten filer på virkeligheden for at tilgodese den dramatiske opbygning, men jeg synes omvendt heller ikke, man skal have pluspoint for at tage de nemme valg og mase tingene ned i den simple skabelon.

15/12 17:32Not One Vision
Jeg har ikke set denne film, men vil blot nævne, at i mine øjne er det bedste, Quentin Tarantino har gjort, at han dræbte Adolf Hitler i "Inglorious Basterds" og det skete altså heller ikke i virkeligheden.

15/12 20:56Not One Vision
@Filmbøf: Tarantino har vist heller aldrig påstået, at nogen af hans hidtidige film er baseret på virkelige begivenheder. Og de er slet ikke produceret af de virkelige udgaver af nogle af hovedpersonerne i filmene. En film som "Bohemian Rhapsody" har nogle andre ting i spil.

Igen, som jeg allerede har skrevet et par gange: Jeg har stor forståelse for, at man er nødt til at skære virkeligheden til i biopics. Ellers fungerer de simpelt hen ikke som fortællinger. Men jeg synes samtidig, det er værd at diskutere, hvor grænsen går, især når der er førstehåndsinteresser involveret. Det var efter sigende også det, som lå bag, at Sacha Baron Cohen i sin tid skred fra projektet.

15/12 21:29Not One Vision
Det er selvfølgelig en væsenlig forskel og jeg ved, Queen-gutterne også tidligere er blevet grebet i historieforfalskning. Jeg tænker også på filmen "I'm Not There", hvor Bob Dylan bliver belyst gennem alle mulige forskellige karakterer. Man behøver ikke lave en dokumentar for at formidle noget om en person. Det er selvfølgelig problematisk, hvis filmen foregiver at gøre andet og hvis folkene bag har egoistiske motiver, der går ud over oplevelsen i biografsædet.

15/12 21:46Not One Vision
"I'm Not There" har vel også en åbenlyst anden indgangsvinkel end mere gængse biopics? I virkeligheden er det jo heller ikke, fordi jeg synes, "Bohemian Rhapsody" er grov historieforfalskning - jeg synes, de valg, der er truffet i filmens udgave af historien, er lidt slappe og uambitiøse (og heller ikke særlig kontroversielle).

15/12 23:34Not One Vision
Det er måske som med Singers "The Usual Suspects", hvor vi til sidst må forkaste hele historiens sandhedsværdi, da vi ved, visse detaljer er opdigtede.

16/12 10:56Not One Vision
Hæ, ja - bortset fra, at en del af historien her også er, at Singer blev fyret undervejs, så det er ikke engang ham, der har gjort filmen færdig.

16/12 21:05Not One Vision
Rygtet siger han havde travlt med at hive små drenge i dilleren til de nedrige sexfester han arrangerede.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.