A Quiet Place: SKURRER I ØRERNE

A Quiet Place
Film A Quiet Place
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Debat
SKURRER I ØRERNEFilmbøffen
Absolut tystnadCarcajou

18/01 01:22SKURRER I ØRERNE
En ærkeamerikansk familie kæmper for overlevelsen på landet i et postapokalyptisk USA. Deres fjende er en race af uhyre, der tilsyneladende mangler syns- og lugtesans, men til gengæld ikke behøver andet end lyd til at finde deres ofre, som de slår ihjel ved enhver lejlighed.

OBS: Denne anmeldelse indholder afsløringer af væsentlige detaljer af “A Quiet Place” og delvist “Det’ Indviklet”.

I spidsen for denne film står skuespilleren John Krasinski, som ud over at spille den mandlige hovedrolle tilmed har været instruktør, medforfatter og producer. Han har primært slået sine folder i TV-land, men har efterhånden også gjort indtryk på filmens rige, hvor mange nok vil huske ham som Meryl Streep og Alec Baldwins svigersøn i “Det’ Indviklet”, hvor han endte i en noget ubekvemt situation, da han tilfældigvis opdagede førnævntes affære. Emily Blunt spiller den kvindelige hovedrolle som moren i den lille familie og tilfører filmen noget tiltrængt Hollywood-magi, når hun i nøglescener viser hvordan, den skal skæres. Derudover medvirker kun parrets børn og få statister. De spiller efter bedste evne og det er ikke her, problemet med filmen ligger. Det er i hele rammen omkring den, som Krasinski og Co. fejler gevaldigt med at levere fyldestgørende.

Når man præsenterer et overnaturligt univers, er det alfa og omega, at dets interne logik er konsistent. Vi skal som seere være i stand til at rekonstruere de regler, der gælder for den her verden, ud fra de forskellige erfaringer, vi direkte og indirekte gør os gennem filmen. Monstene i “A Quiet Place” er følsomme overfor lyd, lærer vi - De kommer løbende fra kilometers afstand, hvis man kommer til at råbe. Alligevel har de tilsyneladende dårligere hørelse end en almindelig kat, når de står i samme lokale som vores stakåndede hovedpersoner. Vi må gå ud fra, at siden USA på denne måde ligger øde hen, har militæret allerede forgæves forsøgt at besejre væsnerne. Alligevel bevæger familien sig rundt med økser og geværer i hænderne, som om det var et reelt værn mod angreb. Det bliver klart, at monstene i denne film er i stand til lige akkurat det, der i enhver given situation skaber maksimal spænding. Det er nok også sådan, valget er falder på konstant stilhed fremfor konstant larm: Faren tager sin søn med ned til et vandfald, hvor de kan snakke sammen, mens vandet overdøver dem. Når nu man af uransaglige årsager har valgt at få et barn til, kunne fødslen og opfostringen af en baby måske foregår der? Det synes mere oplagt end den kiste, vi i en indledende scene får introduceret til formålet.

På samme måde er filmens struktur bygget op omkring, hvad der dramaturgisk er mest effektivt. Det er påfaldende, at et af familiemedlemmerne lige præcis når at ofre sit liv for at redde resten, før de tilbageværende mod alle odds regner monstrenes svaghed ud. Man kan så argumentere for, at en gyserfilms fornemmeste opgave netop er at manipulere seeren ind i en irreel frygt. Dette kan undertegnede anmelder også godt medgive, Krasinski med sine evindelige men virkningsfulde chok-effekter lykkes med, men så har vi bare ikke at gøre med et værk af større filmiske kvaliteter end en gængs gyser som “I Know What You Did Last Summer”, hvilket er ærgerligt, for filmens præmis er dybt original og var den eksekveret bedre, havde vi måske stået med den næste “Predator” i hånden istedet.

Fokus på effektivitet bliver tydeligere og tydeligere, som filmen skrider frem. Da først monstene har fået auditiv fært af familien, er der ikke en eneste scene, der ikke på den ene eller anden måde er en variation over det samme tema: Et monster er i risiko for at høre en af hovedpersonerne, hvis tavshed udfordres af diverse omstændigheder. Nu til dags findes der en helt race af filmanmeldere, der nærmest måler en films kvalitet ud fra hvor lidt underlægningsmusik, der bliver brugt. Lad mig bare sige, jeg hører ikke til blandt disse, men i tilfældet “A Quiet Place” kan jeg kun gentage deres store undren: Hvorfor i alverden har man valg, at karakterernes bestræbelser på ikke at sige en lyd skal akkompagneres af strygekvartet efter strygekvartet? Heldigvis har en rigtig hipster-sang, der passer perfekt ind i filmens stil, overlevet apokalypsen, så det får vi også med på vejen. Bestik har til gengæld ikke, så selvom man glædeligt bruger alverdens andet udstyr, spiser man altså med hænderne i det her univers.

Instruktør John Krasinski har flotte billeder, et fantastisk koncept og Emily Blunt til sin rådighed. Desværre udviser han samme grad af blindhed som skabningerne i sin film og ender med et produkt, der kun holdes oppe af de aspekter, han ikke er i stand til at ødelægge, samt nogle lidt billige gysertricks. Hvorfor han og ikke eksempelvis Tom Cruise spiller hovedrollen er der ingen gode grunde til, ligesom en M. Night Shyamalan eller Guillermo del Toro havde haft meget bedre greb om historien. Det er desværre en film, vi kun kan drømme om. Tre skuffede stjerner.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.