BEGRÆNSNINGERS LAND (Black Mirror: Bandersnatch)

25/01 00:19BEGRÆNSNINGERS LAND (Black Mirror: Bandersnatch)
Jeg er ikke en af dem, der spiller videospil dagen lang. Det er faktisk de færreste af de nye spil, jeg nogensinde får lejlighed til at prøve. Men denne jul overraskede en ven mig med en gave: Spilfirmaet Rockstar Games’ seneste udgivelse ”Red Dead Redemption 2”. Som det mest roste computerspil længe vil de fleste nok være bekendt med det og hvordan man i skikkelsen af cowboyen Arthur Morgan ridder det vilde vesten tyndt, mens han kæmper for sin eksistens i et 1890’ernes USA, der på vej mod fuldt civiliseret nation langsomt umuliggør hans livsstil. Spillet excellerer naturligvis i sin underskønne grafik, men især i den enorme frihed, man som aktør føler. Den omfatter både de omtrent 30 kvadrat-mil til fri udforskning og de mange til- og fravalg, man konstant foretager, hvis konsekvenser virker tilpas tydelige og realistiske uden at beskæmme spilleglæden.

”Men Filmbøffen, hvad har dette cowboy-spil at gøre med din anmeldelse af Netflix’ nye spændingsfilm?” spørger du måske. ”Black Mirror: Bandersnatch” omhandler den unge programmør Stefan (Whitehead), der forsøger at slå igennem i Londons spirende spilbranche i 80’erne. Samtidig kæmper han med en familietragedie og sit mentale helbred, der udfordres af det komplicerede værk, han arbejder på. Filmen er primært bemærkelsesværdig, da den grundet Netflix’ markedsføring er den mest prominente spillefilm til dato i genren ”interaktiv”. Det vil sige, vores spiludviklere faktisk selv er en del af et spil, hvor seeren med joysticket i hånden vælger hvilken af to veje, filmen skal tage. Med en fornyet fascination af videospilsgenren og filmens særlige status har jeg valgt at se nærmere på den.

I praksis fungerer det sådan, at små og store beslutninger med jævne mellemrum lægges i hænderne på seeren, der med sit joystick vælger en af to muligheder, for så at se den udspillet på skærmen. Dermed vil man som seer opleve forskellige film afhængig af den vej, tager undervejs. En sjov tanke og den teknologiske udvikling indenfor streaming gør det til et oplagt format, men som vores hovedperson også må erfare, er det ikke sådan lige at orkestrere: Timingen er elendig, så man sidder i lang tid og venter på at se sit valg indtræffe, denne anmelder oplevede flere gange at valgmenuen skubbede underteksterne halvt ud af billedet og vigtigst, mange af de veje, man tilbydes, er mere eller mindre blindgyder, der kun leder hen til, at man kan vælge at starte forfra. Det vil sige, der findes en grundhistorie, som ganske vist kan køre ud ad nogle tangenter, men det bliver aldrig vildere, end at filmen spoler tilbage, så man kan tage det ”rigtige” valg. En negering af hele genren med andre ord.

Det er tydeligt, at den eksperimenterende form går ud over indholdet. Skuespillet har været sekundært og man føler sig sendt mindst 10 år tilbage i tiden, da deres spil er lige så uafkodeligt som spilkaraktererne var dengang. Plottet er i og for sig interessant og peger meget på sig selv som genre, samtidig med at den forsøger at tematiserer problematikker som teknologisk udvikling og fri vilje. Noget, vi har set hundred gange før, bare mere subtilt end her, hvor alt bliver slået fast med syvtommersøm (den foregår endda i 1984). Det er morsomt at tænke sig, at de faste, oplyste seere af tv-serien ”Black Mirror”, der har spist den blå pille og er bevidste om al den kontrol, de angiveligt udsættes for, har behov for at få pointerne ind med ske sådan. Kan de ikke tænke selv?

Man må også så tvivl om hele formatet. Det giver ikke mening for en film at have flere mulige slutninger som andet end en gimmick. Kunne man forestille sig, der var multiple choice i de afgørende scener af klassikere som "Casablanca" eller "Sleepless in Seattle"? Og vigtigere endnu, ville det gøre dem bedre? Næppe! Tag nu spørgsmålet om seerens medansvar: Det behøver ikke udpensles sådan. Er vi ikke ansvarlige for Trumans skæbne i "The Truman Show" eller for at tage et nyere eksempel, konfronteres vi med vores egen filmiske voldsæstetik og antiheltsdyrkelse i Lars von Triers "The House That Jack Built". Nej, en film kan aldrig blive et spil og et spil kan aldrig blive en film. Tilbage i det vilde vesten og "Red Dead" devaluerer de mange muligheder og ikke mindst evnen til at gå tilbage og rette sine handlinger, når man dør, den samlede oplevelses vægtighed: Det forbliver tidsfordriv, når jeg skyder dusørjægere fra min tro hest Charlton Heston, men hvilket tidsfordriv!

"Black Mirror: Bandersnatch" derimod har placeret sig i det forkerte medie. Som film er den uvedkommende, stedvist amatøragtig og alt for repetitiv. Som spil fejler den på grundlæggende misforståelse af genren og sin tekniske klodsethed. Instruktør David Slade og Netflix må forsøge at gå tilbage og starte forfra for at se om de kan ændre på min hidtillige dom: En sølle stjerne. Held og lykke!

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.