FANGET I EGET PARADOKS (Velvet Buzzsaw)

12/02 15:05FANGET I EGET PARADOKS (Velvet Buzzsaw)
Manuskriptforfatteren Dan Gilroy, der har givet os baskere som ”The Bourne Legacy” og ”Kong: Skull Island”, er gået bag kameraet og giver os her sin tredje spillefilm. Han har rod i den rendyrkede underholdning, men efterfølger her den mindre kommercielle kunstneriske genre. Dette er den største force hos ”Velvet Buzzsaw”: Den evige higen efter seerens opmærksomhed, som mange anerkendte instruktører forkaster, så snart de kan slippe afsted med det. Hans fortælling tager udgangspunkt i opdagelsen af en afdød enspænders malerier, bliver genstand for Los Angeles’ kunstverdens fascination og fører mystiske fænomener med sig for dem, der forsøger at profitere på dem. Det farverige ensemble vækkes til live og gøres mindeværdigt af et solidt hold af skuespillere. I front står Jake Gyllenhaal, som de seneste år har været ude af Hollywoods store spotlys, men her tvinger det tilbage på sig med den betagelige præstationen som kunstanmelderen Morf, der helt klart viser nye sider af hans talent. Som hver gang, hun gør sin entré i en ny film, viser Rene Russo, hvad nogle af os altid har vidst: Hun er mere end bare et kønt ansigt. Hun kan sagtens spille på niveau med kræfter som Toni Collette og John Malkovich, der også medvirker.

Filmen berører det i tiden fremherskende dilemma om hvorvidt man bør bedømme et værk ud fra dets skabers forbrydelser eller anklager derom. Således slås der grundet en dokumentarfilm nu på tromme for boykot af Michael Jacksons musik, på anmelder-legenden Roger Eberts hjemmeside figurerer en anmeldelse af Lars von Triers seneste film med udgangspunkt i hans ry som misogynist og streamingtjenesten Amazon Prime tilbageholder fortsat Woody Allens seneste film pga. en tilbagevist beskyldning fra starten af 90’erne. Det er morsomt at se denne problematik forløst som suspensfuldt plotpunkt og faktisk minder verden i “Velvet Buzzsaw” og de komplet illoyale karakterer, der bebor den, meget om hvad man ville finde i en Allen-film. Her er der langt større slægtsskab end det til David Lynch, som mange kolleger synes at drage parallel til grundet filmens gys og magiske realisme. Unægteligt en interessant kombination - i hvert fald i de to timer, filmen varer.

Når man læser om filmen, kunne man forvente, at anmelderrollen og altså dermed også undertegnede selv ville komme under kærlig behandling, men den trættende kliché trædes der behændigt uden om. Gilroy er langt mere interesseret i et overordnet tema om mediers begrænsninger, værende sig anmeldelser, kunst eller på et mere metaforisk plan film. Her begiver ”Velvet Buzzsaw” sig ud på farefuldt hav spækket med paradokser, der faktisk også bliver dens spændetrøje. Filmen kan kun bevæge sig så og så langt ud fra den præmis, der fungerer som dens anker. Man ender med en meget konventionel gyser-fortælling, der desværre aldrig bygger op til nogen form for crescendo, men behandler de interessante tematikker med en roman-lignende sporadiskhed og holder sig kørende først og fremmest på sine noget karikerede men karismatiske portrætter og en række visuelle stunts. Trækker man al det prætentiøse fra, hvad filmen selv opfordrer til, er dette slutproduktet, hvilket efterlader en lettere utilfredsstillende oplevelse.

Trods et selv-ædende koncept, der i sidste ende lægger bånd på værkets udfoldelse ud i meget spændende og aktuelle tematikker, formår Gilroy på vanlig vis at underholde publikum fra start til slut. Det bemærkelsesværdige her er den genre og det miljø, han formår at gøre det med og det forårsager en vis skadefro at se de krukkede kunst-aficionados blive konfronteret direkte med det kunst, de ser ned på som værende smagløst. Fire savklinger en klar anbefaling herfra.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.