Happiness: HELT USTYRLIG

Happiness
Film Happiness
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Debat
HELT USTYRLIGFilmbøffen
ModigAB

23/03 18:58HELT USTYRLIG
Jeg fandt denne film i en genbrugsbutik og selvom jeg ikke havde hørt om den før, blev jeg draget af den interessante rollebesætning. Den omhandler Familien Jordan/Maplewood og andre skæbner, der på forskellige vis er forbundet med dem og forsøger at opnå den titulære lykke. Ifølge instruktøren Todd Solondz, der har ført pennen selv, er denne tæt forbundet til ens seksualitet og selvbillede og det er forholdet mellem disse, der bliver udforsket i den sublimt komponerede mosaik, de forskellige historier udgør. Hvad gør man, når man som Philip Seymour Hofmans hæmmede, selvhadende Allen er ude af stand til at tage direkte kontakt til kvinder og er endt i en cyklus af alkohol og seksuelle verbale overfald af sagesløse kvinder over telefonen? Eller hvis man som hans nabo Helen, der spilles af 90’er-sexsymbolet Lara Flynn Boyle, har bygget sin succesrige karriere op på en løgn? Det største dilemma repræsenterer hendes svoger, psykologen Bill (Baker): Hvad gør man, når kilden til ens lykke er forbudt og gør skade på uskyldige?

Det er dog Dylan Bakers frygtløse og perfekte præstation som pædofil familiefar, som det hele står og falder med. Utvivlsomt har det ikke været nemt at finde en villig skuespiller til jobbet, men trods manglende meritter leverer han altså på niveau med selv de bedste her. At han ikke blev nomineret til en Oscar bidrager kun til prisens hastigt accelererende rejse mod total arbitraritet. Således lægger skuespillet altså op til instruktør Todd Solondz, der efter lidt research har vist sig at være et etableret navn i kunstfilmsgenren, og han udnytter det til fulde. Ganske vist er han anerkendt i kunstens kredse, men det, han leverer her, har på ingen måde behov for at blive geni-forklaret. Det er bare solidt håndværk, når det er allerbedst. I de ellers så mondæne rammer formår han at skabe en suspens, der er Hitchcock værdig, når Bill efter et overgreb er nervøs for konsekvenserne samtidig med at hans samvittighed nager ham: En telefon der ringer eller en henslængt bemærkning fra hans søn for betydning af liv og død. Andre ganger trækker Solondz næsten på troper fra 90’ernes familiesitcom og det alvorlige emne taget i betragtning tager man sig selv i at sidde og grine forbavsende ofte, som da Bill gennem nervepirrende tour-de-force af en farce forsøger at få sin søns overnattende klassekammerat til at indtage sovemedicin i forskellige forklædninger. Bills søn Timmy spilles fremragende af 11-årige Justin Elvin og hans samspil med Dylan Baker er helt forrygende. Deres sidste scene sammen er lang og næsten umulig at komme igennem pga. deres enorme autencitet.

Det er altså ikke en komediefilm for alle og enhver, da nogen uden tvivl vil stå af på de alvorlige emner og den har da også tendens til at blive lige lovligt grafisk, men har man set film som ”Vild med Mary” og ”American Pie”, har man set det, der var værre. Faktisk sprøjter det med glæde til at skabe fantasifuldt billedsprog og originaler kompositioner, her vækker Solondz mindelser om Mike Nichols i sine unge år: Billedmetaforerne står simpelthen i kø og ofte er de så veloplagte, at de fungerer som små punchlines i sig selv. ”Happiness” gennemsyres uomtvisteligt af en særlig, uglamourøs amerikansk æstetik, der næppe bliver portrætteret ofte nok på film proportionelt med sin udbredelse i den virkelige verden og således svælger soundtracket også i Barry Manilow og Air Supply sat op imod Mozart og Vivaldi. Desuden er der skrevet en flot temasang til filmen, som Solondz anvender fermt hele vejen igennem.

”Dumme amerikaner”, siger en af de mest usympatiske karakterer, vi stifter bekendtskab med, nemlig den manipulerende og voldelige russer Vlad (Harris) og nogen vil måske ty til samme beskrivelse af filmen på baggrund af dens visuelle udtryk og brug af klassiske amerikanske traditioner. Dog er de mange karakterer, der beboer dette mesterværk, langt mere end dumme amerikanere eller for den sags skyld deres forskellige, dominerende problemer: De er i deres jagt på lykke alle mennesker, der har de nederste lag af behovspyramiden afdækket – De er med andre ord seerne. Denne pointe synes understreget af opfølgeren ”Life During Wartime”, en toer fra 2009, hvor et helt nyt cast af skuespillere har overtaget rollerne fra ”Happiness” – En film denne anmelder afgjort skal have afsøgt.

Det her må være den bedste film, der er gået denne anmelders næse forbi i så mange år. Instruktøren Todd Solondz er simpelthen lige så ustyrlig som hans sære men hjertelige univers. ”Happiness” modtager seks forsinkede stjerner herfra.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.