A Star Is Born: DOMINERENDE DISSONANSER

A Star Is Born
Film A Star Is Born
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Debat
DOMINERENDE DISSONANSERFilmbøffen
Virker stadigCarcajou
Pede04
Great potential but a sloppy endingOliverMuller

25/03 11:48DOMINERENDE DISSONANSER
To ting, der næsten har garanti for at være undervældende, er når en god skuespiller stiller sig bag kameraet og når en sanger går til filmen. Selvfølgelig er det lykkedes få med bravur, især Mel Gibson og Kevin Costner har vist sig som store instruktører, men det er nok ingen overdrivelse at påstå, en Ed Harris eller en Robert De Niros forsøg ikke har været på højde med deres skuespilsevner. Hvad angår musikerne har store navne som Mariah Carey, David Bowie og Madonna kæmpet forgæves på det hvide lærred. Mod alle odds kom denne genindspilning af den amerikanske klassiker ”En stjerne fødes” med Bradley Cooper som mandlig hovedrolle og instruktør med sangerinden Lady Gaga som hans muse og slog benene væk under alle. Den blev nomineret til otte Oscars og har modtaget topkarakterer fra såvel professionelle anmeldere som publikum, men efter at have genset den er denne anmelder ikke helt enig.

Filmen forekommer ganske enkelt ikke helstøbt nok som værk samtidig med at de enkelte scener næsten altid plages af små mislyde, der afholder en fra at blive revet med som seer. Det er en historie om autenciteten, der trues af kommercialiseringens falskhed og det, den kan gøre ved folk, men ironisk nok har mange af de små tiltag, der må formodes at have til opgave at give filmen en følelse af ægthed, den modsatte effekt. Om det er undertegnede eller Bradley Cooper og en kvinde, der kalder sig selv Gaga, der er ude af trit med virkeligheden, vides ikke, men eksempelvis er der en tidlig scene, hvor den succesrige sanger Jackson Maine er vågnet op fra sin brandert midt om natten og giver sig til at kissemisse på Lady Gagas sovende Ally, endda før de har indledt et forhold. Det grænser til det absurde, når der omtrent femten minutter senere kommer en ny scene, hvor rockmusikeren er blevet lukket ind på Allys værelse af hendes far og vækker hende med kys. Havde disse scener bevidnet om Jacksons karakter, at han grundet sin opvækst og livsstil med alkohol og piller var en grænseoverskridende, usympatisk mand, der ikke havde hørt om samtykke, havde det selvfølgelig været fint nok, men i filmens sprog fremstår de som romantiske gestusser. Sådan lider hele filmen igennem af at være skrevet af enten en teenagepiges idé om et kærlighedsforhold eller mere sandsynligt, en stjerne født så langt oppe i himlen, at den har mistet al kontakt til Moder Jord og det liv, vi lever hernede. På det større plan mangler historien struktur: Den onde manager er en interessant dissonans i kompositionen, men når den aldrig bliver opløst, ender det som støj og det går også ud over den store afslutning, der aldrig opnår den gravitas, den sigter efter.

Bradley Cooper synes ikke opgaven voksen, når han både skal stå foran og bagved kameraet. I hvert fald er hans skuespil ikke på det niveau, vi er vant til fra hans side, selvom han stadig leverer en solid indsats. Han er rigtig god til at formidle afhængighedsproblemet og rollen som jaloux ægtemand udfylder han også med en elegance, der fritager publikum fra den træghed, der kan være forbundet med den type plot. At hans karakter Jackson Maine er et levn fra de tidligere indspilningers svundne tider og det i dag er svært at få øje på nogen rockstjerne, der spiller den slags country-inspirerede røvballerock med så enorm succes, er desorienterende. Præcis hvor stort et navn, han er, forbliver underligt udefineret. Når Allys karriere således tager fart og hun for eksempel medvirker i det amerikanske program ”Saturday Night Live”, fratager det noget af scenens signifikans, at vi ikke er bekendt med den skala, det skal placeres på. Lady Gaga gør det godt, om end ikke på et niveau, man normalt associerer med Oscars - Tanken om at hun havde taget prisen foran Olivia Coleman og Glenn Close får det til at gyse. Hun er for primitiv i sit udtryk samtidig med at rollen virker kantet skrevet, hvor især nogle meget pludselige vredesudbrud mest af alt forvirrer for så ikke at vende tilbage i resten af filmen. Stærkest er Sam Elliott, der er forbundet til Jackson gennem det sirlige stamtræ, man af ukendte årsager har valgt at dedikere en vis portion af filmen på at kortlægge.

Sangene er bedre, end man normalt oplever i den slags musik-film, men uden at være iørefaldende. Det skal bemærkes, at Bradley Cooper minsandten også er en dygtig sanger, men når det kommer til selve filmen, er der ganske enkelt for mange falske toner. Det er en film, der med sin X-Factor-symboliserende historie uden tvivl vil være en ny generation af skolepigers ”Twilight” og det er bestemt ikke det værste, man kan finde at se i den alder. Når jeg som anmelder skal vurdere ”A Star Is Born” som film, forbliver det dog den undervældende oplevelse, man havde frygtet fra start af. Det momentvist gode skuespil og den udødelige historie, der gemmer sig bag det mudrede billede, redder filmen tre stjerner.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.