Destroyer: Kidman stilsikkert mod nulpunktet

Destroyer
Film Destroyer
Brugere Afventer stemmer
Debat
Kidman stilsikkert mod nulpunktetCarcajou

15/05 00:07Kidman stilsikkert mod nulpunktet
En kriminalbetjent fra Los Angeles bliver kaldt ud til et mord, og det viser sig, at den afdøde har forbindelse til en gammel sag, hvor betjenten var undercover i en hensynsløs bande bankrøvere.

"Destroyer" er først og fremmest Nicole Kidmans film, for hun er fremragende som den desillusionerede og hærgede hovedperson, der bliver tvunget til at kigge tilbage mod sin fortid i denne fine lille noirsag. Instruktør Karyn Kusama skaber et kvælende billede af et varmt og usympatisk Los Angeles, hvor hovedpersonen søger svar om mennesker, hun kendte engang, mens uret tikker ubarmhjertigt mod enden.

Det er nemlig en gang kompromisløs noir, Kusama serverer, både i den overblændede close-up-fortællestil, hvor kameraet hele tiden følger Kidmans karakter rundt i byen. Men også i skildringen af en brysk enegænger af en hovedperson, der langtfra er perfekt. Hvilket spejles i sidehistorien om det anstrengte forhold til hendes teenagedatter, der er på vej ud, hvor hun ikke kan bunde, men bestemt ikke har lyst til at høre på moderens planer for at redde hende.

Jade Pettyjohn har en fin rolle som datteren, og Sebastian Stan og Toby Kebbell gør det også godt som to centrale personer i den gamle røverisag. Men som nævnt er det her først og fremmest Kidmans film.

Kusama lader konsekvent sin stjerne være i centrum i hele filmen og får altså en imponerende præstation som modydelse, hvor Kidman sminket til næsten ukendelighed lægger den følelsesmæssige bund for plottet. Som derudover bliver rullet langsomt og stilsikkert ud frem mod et par virkelig velfungerende overraskelser til sidst. De to ting - en skarpt leveret fortælling og en lige så skarpt spillet hovedrolle - gør "Destroyer" til en film, der hæver sig over mængden i den moderne noirgenre og får fire store stjerner med herfra.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.