Det vilde pæretræ: Vildt er det ikke

Det vilde pæretræ

26/05 17:32Vildt er det ikke
Man skal virkelig være en hårdhudet arthouse-aficionado for at benægte, at Nuri Bilge Ceylan altid har bevæget sig snublende tæt på (film)kunstens ultimative afgrund: Kedsomheden.

Falder man først ned i dén, kan det hele være lidt lige meget. Men kan man flirte og kæle med dens porøse kantlinje – som Ceylan i sine bedste og fleste værker gør – vil nogle af filmkunstens mest erogene knapper åbenbare sig. De knapper trykker Ceylan forsigtigt, men bestemt på i fx den tre timer lange “Vintersøvn”, hvor en arrogant gammel mand i sneklædte bjergomgivelser lever en neddroslet, verdensfjern tilværelse, mens en sneboldeffekt ruller i den tilstødende landsby.

Med ”Det vilde pæretræ” vender Ceylan tilbage efter fire års arbejdsro, og manuskriptet til denne ottende spillefilm er sikkert lige så tykt som de bøger, han har fundet inspiration i. Udgangspunktet er en forfatterspirer, Sinan, som er hjemme efter endt læreruddannelse, og som har masser af løse ender at sammenbinde i fødebyen Çanakkale, hvor kampen for at få udgivet sin første bog er den altoverskyggende mission.

Ceylan tager os vidt omkring og præsenterer saftige såvel som skifteagtige karakterer i den lille by, hvor samtalen uafbrudt går. Hans film er som altid gavmild i sit forsøg på at formidle en krog af verden, de færreste af os kender, men desværre mangler man denne gang en indre nerve i værket; en hånd, der hanker op i kraven, når tankerne føler trang til at vandre. Og det gør de lidt over halvvejs gennem filmen, hvor en decideret udmattende samtale mellem en imam, en præst og hovedpersonen får øjnene til at rette sig mod billederne frem for underteksterne.

Men hvor ”Uzak”s gengivelse af Istanbul nær puffede Sofia Coppolas Tokyo af pinden som melankoliens hovedstad, og ”Vintersøvn” printede frostgrå bjergskråninger dybt ned i hjertebarken, bliver Çanakkale intet videre kønt skue i ”Det vilde pæretræ”. Ceylan filmer digitalt, og sådan er det, men ubeslutsomme frame-hastigheder, overdrevent colour-grading, ustadige droneskud og den pletvise inddragelse af noget, der ligner et Iphone-kamera (!), giver det ellers så omhyggeligt konstruerede værk et uafviseligt præg af sjusk.

På bunden er ”Det vilde pæretræ” et smukt og enkelt studie i den arrogance, der slører en ung mands blik for den forsoning, han har brug for. Denne forsoning er filmens stærkeste og mest forfriskende aktiv: Faren, den smertende sten i skoen, er hverken en fysisk trussel eller en fåmælt stodder, men en livlig fyr med et bankende hjerte og en beskæmmende spillemani. Spillet helt suverænt af en fyr ved navn Murat Cemcir bliver faren det bedste i en film, der desværre bruger langt det meste af sin tid sammen med sin lidt flade og egentlig ret irriterende hovedperson.

Når Nuri Bilge Ceylan er bedst, er hans film en slags opvisning i højintens sneglefart, hvor meget er på spil, hvis man fæstner blikket. Desværre er der ikke alverden på spil i ”Det vilde pæretræ”, og fæstner man blikket, skærer filmens uskønne, måske lidt trætte fejl i øjnene. En smuk slutning på bunden af en brønd kan ikke forhindre den åbenlyse metafor-slutning på denne anmeldelse: Ceylan er denne gang dumpet i kedsomhedens dyb.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.